Samfund

Pia Kjærsgaard kritiserer fokus på 16-årig klimaaktivist - påfører andre angst

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg talte til Folkets Klimamarch foran Christiansborg Slot lørdag den 25. maj 2019. Efterfølgende var der en 2.5 kilometers klimamarch gennem København.  Claus Bech / Ritzau Scanpix

Den verdensberømte svenske klimaaktivist Greta Thunberg talte lørdag til danskerne under den nationale klimamarch.

- Hvis alle levede, som vi gør i Sverige, Danmark og EU, ville det allerede være for sent at holde sig under grænsen på 1,5 eller to grader.

Sådan lød det fra den 16-årige klimaaktivist Greta Thunberg, da hun lørdag talte til danskerne fra en scene på Christiansborg Slotsplads i København.

Hun er et kæmpe ikon, og hun er 16 år. Og der tænker jeg bare "hvordan har hun det om et år eller to?"

Pia Kjærsgaard, formand for Folketinget

Den unge pige var blevet inviteret til Danmark af Politiken. Lørdag holdt hun tale i København, inden 30.000 fremmødte danskere begav sig ud på en 2,5 kilometer lang march gennem København for at sætte fokus på klimaforandringerne. Ud over København var der lørdag march i ni andre danske byer.

Har fortid med angst, depression og spiseforstyrrelser

Men Greta Thunbergs besøg i Danmark fik fredag Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, til tasterne.

På Twitter kritiserer Pia Kjærsgaard i sit opslag eksponeringen af den unge klimaaktivist, som for alvor fik hele verdens opmærksomhed, da hun i december talte til FN's klimatopmøde i Polen.

- Jeg synes bestemt, det er i orden, at hun (Greta Thunberg, red.) tager ordet, at hun er klimaaktivist og sætter en debat i gang. Jeg tror bare, vi skal passe på med, at hun ikke bliver brugt alt for kommercielt.

- Hun er et kæmpe ikon, og hun er 16 år. Og der tænker jeg bare "hvordan har hun det om et år eller to?" siger Pia Kjærsgaard til TV 2.

I sit opslag henviser formanden til en kronik i Berlingske, som sætter fokus på den fortid, Greta Thunberg har med angst, depression og spiseforstyrrelser, samt at hun er diagnosticeret med Aspergers syndrom og OCD.

Børn må agere, når voksne ikke gør

Chefredaktør på Politiken, Christian Jensen, fortæller, at de har sendt en invitation til den unge klimaaktivists familie, og at de "virker som en meget balanceret og beskyttende familie for Greta Thunberg".

Den panik, Greta Thunberg taler om, er en panik, der er reel for hendes generation

Christian Jensen, chefredaktør på Politiken

- Greta Thunberg vil da give Pia Kjærsgaard ret i, at det er helt forkert, at det er et barn på 16 år, som fremfører de her synspunkter, for det burde jo være de voksne. Men hun repræsenterer en generation, som må indse, at de voksne ikke agerer, som voksne bør gøre her, siger Christian Jensen.

Pia Kjærsgaard gør det klart, at der skal gøres noget ved klimaet, og at det er en dagsorden, også politikerne skal være meget opmærksomme på.

Misforstået omsorg

Men ikke desto mindre er hun bekymret - også for unge mennesker generelt.

- Når Greta Thunberg siger, at hun føler angst hver dag, og at hun vil have, andre skal føle samme angst - så påfører hun også andre unge mennesker denne angst.

- Jeg er trist over, at unge mennesker tror, Jorden går under om 14 dage. Sådan er det efterhånden blevet, og de unge ved slet ikke, hvordan de skal overleve, lyder det fra formanden.

Imidlertid mener Christian Jensen, at Pia Kjærsgaards omsorg er "misforstået", og at hun burde lægge sit fokus et andet sted.

- Den panik, Greta Thunberg taler om, er en panik, der er reel for hendes generation. Og tiden løber jo ud for den generation, mens politikere som Pia Kjærsgaard taler og taler.

- Drag omsorg for, at den her generation får et håb fremadrettet ved at handle politisk, lyder det fra Christian Jensen.