Samfund

Medie: Grænsekontrol har kostet tre gange så meget som oplyst

Grænsekontrol ved Kruså.

Ifølge DR's program Detektor har grænsekontrollen kostet tre gange så meget som hidtil oplyst af Rigspolitiet.

Den danske grænsekontrol har ifølge DR-programmet Detektor kostet mindst en milliard kroner.

Det viser en opgørelse, som Rigspolitiet har sendt til Detektor.

For politiets vedkommende løber de samlede udgifter i perioden 2016-2018 op i 889 millioner kroner.

Det er tre gange mere, end hvad Rigspolitiet hidtil har fremlagt, skriver DR.

Dækker ikke udgifter for Hjemmeværnet og Forsvaret

Rigspolitiet har indtil den nyeste opgørelse ifølge DR oplyst, at politiet har brugt 275 millioner kroner fra 4. januar 2016 til 31. december 2018.

Men det tal dækker hverken over udgifterne for Hjemmeværnet og Forsvaret, der har overtaget store dele af grænsebevogtningen, eller for lønudgifterne til de politibetjente, der står ved grænsen, skriver DR.

I den nye opgørelse har Rigspolitiet medregnet et skøn over den ordinære løn, som grænsebetjentene har fået udbetalt, mens de har stået ved grænsen.

Det tal skal lægges oven i de 275 millioner kroner, som politiet ifølge den nye opgørelse har brugt på "driftsudgifter samt udgifter til særlige ydelser og merarbejde".

I alt har politiet brugt 418 millioner kroner i 2016, i 2017 cirka 360 millioner kroner og i 2018 cirka 166 millioner kroner på grænsebevogtningen.

I alt 944 millioner.

Dertil kommer de penge, som Forsvaret og Hjemmeværnet har brugt på grænsekontrollen.

1091 millioner kroner

I en mail fra Forsvarsministeriet til Detektor står der, at Hjemmeværnet samlet set har brugt mere end 160 millioner kroner på grænsekontrol de seneste tre år.

Derudover har Forsvaret brugt mindst 37 millioner kroner, skriver Forsvarsministeriet til Detektor.

Alt i alt ender beløbet for tre års grænsekontrol på 1091 millioner kroner, skriver DR.

Rigspolitiet skriver til Detektor, at grænsekontrollen ikke har medført "direkte meromkostninger" til løn, fordi ressourcerne er "frigjort ved omprioritering af ressourcer fra politiets øvrige opgaver og ressourcer tilført til den styrkede indsats i grænseområderne i politiets flerårsaftale fra 2016-2019".