Her drømmer de om en landsby uden gæld og affald
Under valgkampen skriver mellemøstkorrespondent Steffen Jensen om den danske såkaldte ”udkant". Dette er hans personlige beretning.
Svaret ligger i en kæmpestor flad balje vand i en container uden for en fabrikshal ved færgehavnen i Ebeltoft på Djursland.
Det her kunne måske være indledningen til en Nordic Noir-kriminalfortælling, men det er det ikke. Efter Tore Muurholms mening er svaret det, han dyrker i fadene. I hvert fald et af dem. Og Tores svar handler om at producere mad til masser af mennesker på en bæredygtig måde i balance med omgivelserne.
- Det er jo mildest talt spændende, det, der sker her, afgør Tore selv allerede fra starten, bare så der ikke skal være nogen tvivl, mens han lukker mig ind i den ramponerede okkerrøde lastbilcontainer på fabrikkens parkeringsplads.
- Her dyrker vi sukkertang, forklarer han om sit projekt.
- Vi har været ude for at dykke efter sukkertang. Derefter kan man frigive sporerne i sådan nogle vandkar her, og de her sporer sætter sig så på linerne, forklarer han og peger på nogle flettede nylonsnore, der er rullet omkring nogle rør nede i vandbadet.
Ideen om tang
Man kan godt ane en grønlig affarvning af de ellers hvide nylonsnore. Det må være de tangsporer, han taler om. De har sat sig fast på snorene, og snart vil de begynde at vokse.
- Efter tangen begynder at vokse her, sætter vi linerne ud på 10-12 meters dybde ude i bugten her ved siden af, hvor vi vil dyrke dem. Så står det ellers bare derude i et halvt år og gror. Derefter kan vi tage ud for at høste det.
En smart og, synes det, egentlig ret simpel idé. Det er underligt, at den ikke for længst er blevet udnyttet, tænker jeg.
- Det er, som om danskerne har glemt, at tang er skide lækkert. Det handler bare om, hvordan man tilbereder det, siger Tore med et stort smil, som overbeviser mig om, at sukkertang bare er en slags spinat, der vokser i havet.
- Der er et kæmpemæssigt potentiale i det her, for 70 procent af Jordens overflade er jo dækket af hav. Vi kunne formentlig brødføde Jordens befolkning med tang. Det er jo win, win, win. Det er formentlig meget passende at indlede rundturen på den nedlagte fabrik netop her, hvor der er noget, der skal vokse frem, for hele det store projekt kaldes Grobund.
Plads til - rigtig store - drømme
Vi er på en stor nedlagt fabrik med flere kæmpehaller. I alt 10.000 kvadratmeter under tag, som 160 energiske danskere med fælles drømme om at få noget nyt og bedre til at vokse frem i fællesskab har købt.
Fabrikshallerne er allerede begyndt at blive delt op i en række mindre virksomheder, som de mange medlemmer hver især står for. Kravet er blot, at det skal være bæredygtigt, ikke producere affald, være i balance med omgivelserne, og det skal være gældfrit.
Jeg spærrer øjnene op, da vi kommer ind i den største af fabrikshallerne. Den er enorm.
- Her er der virkelig plads til at drømme nogle rigtig store drømme, siger Noa Englund Skovdal, som er uddannet kaospilot og sammen med Tore viser mig rundt.
En stor del af fabrikshallen er fuld af små træbygninger i forskellige stadier af at blive bygget.
- Det er tiny houses, altså mindre huse, og de er off grid. Det vil sige, at de er selvforsynende med el, vand, varme og kloak, forklarer Tore.
Noa tilføjer:
- De er nemlig lavet, så de lige kan køre ud igennem porten dernede. Når vi så forhåbentlig snart erhverver jorden på den anden side af vejen, så er husene parate til lige at blive kørt derover, fordi mange herinde allerede har skabt deres hjem.
En lang række andre minivirksomheder er ved at vokse frem inde i fabrikshallerne. En mindre fabrikshal bruges til markeder, fester, koncerter og andre arrangementer.
Fra marker til grøn landsby
Planerne omfatter også et økologisk landbrug og et område mellem fabrikken og Ebeltoft Vig, som folkene bag Grobund håber skal blive deres hjem. En lille grøn landsby ned mod stranden.
Tore og Noa tager mig op på jordvolden, der omgiver fabriksbygningerne, for at vise mig området.
- Herude ligger der i alt 25 hektar jord, som vi håber på at få fat i, siger Tore og vifter med armen i en stor bue ud over to grønne marker.
- Fordi Grobund skal være stort, har vi også hele havmiljøet hernede, vi kalder det Lagunen, og stranden dernede, og der er vi jo også i gang med at udvikle en masse ting, for vi skal også tage hånd om havet.
Planen er en selvforsynende økologisk landsby med landbrug, havbrug og mindre virksomheder, som blandt andet skal bygge bæredygtige huse og være i balance med omgivelserne.
- Vi vil også gerne være affaldsfrie og gældfrie, siger Tore.
Men hvorfor lige princippet om at være gældfri? Størsteparten af den danske befolkning lever jo med gæld. Gæld i deres hus, sommerhus, bil eller lignende.
- Hvis jeg ikke er bebyrdet af en masse gæld, så kan mine penge i stedet blive brugt på nogle af de projekter, jeg er passioneret omkring, siger Noa.
- Ved at være gældfri kan vi investere i projekter, som betyder noget for os, uden at være tvunget til at kræve, at det straks skal give et stort afkast.
Tilskuere til egen tilværelse
- Det handler jo om at få greb om livet på en ny måde, siger Steen Møller, som lige er kommet forbi fabriksbygningen i Ebeltoft.
Steen er en af idemændene bag Grobund. Selv bor han i Friland, en anden økologisk landsby med egen Michelin-restaurant lidt længere inde på Djursland.
Steen Møller er uddannet landmand, men har i mange år mest brugt sin tid på at udvikle bæredygtige halmhuse og opbygge alternative landsbysamfund. Han er lidt af en guru for mange af dem, som rundt om i landet forsøger at tilbageerobre kontrollen med deres tilværelse, snarere end blot på autopilot at leve som alle andre.
Han mener, folk er blevet for tilbagelænede.
- Vi er blevet tilskuere til vores tilværelse. Vi siger lidt: "Nå, hva’ ska’ vi nu underholdes af?" Dermed mister vi livsindhold. Vi begynder at trække os tilbage og fralægge os ansvar for det, der sker omkring os. En del af vores projekt her er at tilbageerobre kontrollen med og ansvaret for vores eget liv.
- Man er jo vant til bare at kunne åbne for vandhanen og trække i toilettet, så kommer der vand. Virker det ikke, så er det fandme for dårligt. Hvem har ansvar for det?
En revolutionær agitator
I stedet for altid at søge efter andre at skælde ud på, fordi noget ikke fungerer, skal vi selv tage ansvar, mener Steen Møller. Det er en kulturændring eller -udvikling, hvor vi sætter en ny ramme.
Som han står der med sit skæg, viltre hår, øjnene optændt af en idé og en hævet pegefinger, der vifter rundt i luften, ligner han nærmest en revolutionær agitator fra ungdomsoprørets dage.
- Det er jeg sørme også, lyder hans respons på den beskrivelse.
Men Steen Møller og de andre Grobund-aktivisters revolutionen handler ikke om at ødelægge noget eller omstyrte regeringen. Den begynder med dem selv. Fra det gode eksempel, de viser, håber de, at ændringerne vil spire frem, slå rod, blomstre, sætte frø og sprede sig, så nye grobunde vil vokse frem mange andre steder.
- Det stærkeste, vi kan gøre, er jo at skabe en bevægelse, som handler om, at vi selv tager vores eget liv tilbage, siger Tore.
- Vi tager ansvar for vores egen tilværelse. Skaber os et liv, som er meningsfyldt. Lægger grunden til et sammenhold omkring ideen om, at vi vil forandre verden.
Når bæredygtighed ikke bare er grønt
Fokus er dog mest af alt på det nære. At opbygge Grobund i Ebeltoft og få det til at fungere.
I en fabrikshal på den anden side af parkeringspladsen sitrer et skærende blåt lys i vinduerne. Det er Steffen Sørensen, der er i gang med at lave nogle store stålriste i sit nye smedjeværksted.
- Det betyder meget for mig, at der er et fællesskab med en gruppe, som man kan spejle sig i, sparre med og få ideer fra. Det tiltrak mig rigtig meget, forklarer Steffen som svar på, hvorfor han er med i Grobund.
- Bæredygtighed er ikke bare, at det skal være grønt. Det skal også være socialt forsvarligt. Det skal produceres, hvor det skal bruges. Være af høj kvalitet, så det holder. Forsøge at genbruge i stedet for at købe nyt.
Steffen lægger vægt på, at det hverken er ham eller Grobund, der har opfundet noget revolutionerende nyt. De har blot genoplivet en masse gode, gamle dyder.
- Hvorfor skal tingene produceres i Kina under kummerlige forhold, fragtes med skib den halve verden rundt og så blive smidt ud efter et par år, fordi det er lavet så billigt, at det ikke kan holde? Det er i hvert fald ikke bæredygtigt.
Alt med æbler
Inde i fabrikkens administrationsbygning og kantine har Grobund-aktivisterne indrettet deres fælleskøkken og spisesal, for der er fællesspisning hver dag, hvis folk ønsker det.
I dag skrælles der æbler, snittes æbler, rives æbler, moses æbler og steges og koges æbler. Der er kort sagt æbletema. Næsten kontrarevolutionært og ganske reaktionært er det kvinderne, der står i køkkenet og laver mad, men sådan er det ikke normalt, forsikrer de.
Grunden i dag er, at en lille gruppe kvinder har besluttet at anlægge en æbleplantage, så for at samle penge ind til at købe æbletræer har de valgt at lave mad til alle. Og det hele står i sagens natur i æblets tegn.
Håbet om en plantage
Annie Vingum, som er efterskolelærer og Grobundaktivist, remser aftenens menu op, og det begynder alt sammen med æble…
- Vi laver æbleflæsk, æble-karry-gryde og æblekage til dessert og æbleis og æble-mynte-is og dertil æblevand… og æblesalat for at det ikke skal være løgn.
Ude i fællesrummet er Mikala Skovdal, som er eventplanlægger, i gang med at lave et stort skilt om aftenens æblemenu og etableringen af plantagen.
- Det er bare, så folk kan se, at de kan være med til at donere til vores fremtidige æbleplantage, forklarer hun.
Et baby-æbletræ koster ikke mere end syv kroner, så det er til at overkomme.
- Vi er tre unge kvinder, som gerne vil anlægge plantagen. Vi starter småt. Så kan det altid vokse, siger hun.
Optimismen
Ingen ved præcis, hvor mange der kommer til fællesspisning, men kvinderne siger, at de har en backup, hvis der kommer flere.
- Vi er jo nok en lidt optimistisk flok, men det er vi nødt til at være, siger Solveig Fries med et smil.
- Tit bliver stemningen også meget bedre, når man er optimistisk, fortsætter Annie.
- Man kan nemmere samles om et fælles mål, når man tør tro på tingene, siger hun med et stort smil.
- Ha, ha, ha. Det lyder meget positivt, så sker der positive ting, skraldgriner Mikala med et skælmsk glimt i øjet.
- The law of attraction, siger hun, og jeg spekulerer på, om hun stadigvæk taler om æbler.
- Det er så fantastisk, og det giver så meget mening, at man betyder noget i det lille civilsamfund, man er en del af, siger Mikala om det at være med i Grobund.
- At man bor sammen med andre, hvor man prøver at fokusere på at være noget for hinanden og gøre noget for klimaet. Efter mange overvejelser og mange diskussioner besluttede vi os for, at det var det, vi ville, fordi vi kunne se os selv på lang sigt i det her, siger Mikala og kaster et forelsket blik på Noa, så det bliver klart, at det er ham, hun har haft de langsigtede diskussioner med.
En grund at gro på
Der er kommet en masse nyt liv og aktivitet i nogle ellers gamle, tomme fabriksbygninger på færgehavnen i Ebeltoft. Og selvom Grobund indtil videre er netop kun det – en grund at gro på – så er det også et sted, hvor drømmene om noget bedre og langt mere forsvarligt og solidarisk for en større verden kan spire frem.
- Det her kan blive til et kæmpestort iværksættermiljø, og vi kan forestille os en landsby herude. Det mod, der skal til for at turde tro på, at det kan ske, det synes jeg var virkelig, virkelig inspirerende, siger Noa begejstret.
- Det dér med at drømme med. Det dér med at drømme ind i en ramme, som har 10.000 kvadratmeter, og så videre udover det. Bare forestil dig, hvad der kan ske her?
Noa i de bare tæer får næsten tårer i øjnene, når han sætter ord på sine drømme.
- Hvis du træder derind alene, så er det et intimiderende rum at drømme stort i. Men fordi vi er mange, der drømmer sammen herinde, så kan det faktisk blive til noget.