Samfund

Naboer anholdt indbrudstyv og overdrog ham til politiet – kort efter var han på fri fod igen

I 93 ud af 100 indbrud rejser politiet aldrig sigtelse mod en mulig gerningsmand.

Da Steen Madsen ville tjekke videoovervågningen af sit hus, så han straks, noget var galt.

Traileren manglede i indkørslen, og resten af videoen viste hvorfor.

En indbrudstyv havde åbnet et vindue i familiens villa ved at stikke armen gennem kattelemmen. Kort efter kom han ud af hoveddøren med to designerstole, lagde dem op i traileren og trak den afsted, mens han forsvandt ud af kameraernes vinkel.

Siden har Steen Madsen flere gange mødt indbrudstyven. Han har foretaget en civil anholdelse af ham og overdraget ham til politiet. Alligevel er den formodede tyv stadig på fri fod.

Tilstod, men gik fri

Nordsjællands Politi bekræfter indbruddet, der skete i Rungsted 5. oktober 2017. Samme dag afleverede Steen Madsen overvågningsvideoen til dem.

Den er skarp og filmer tyven tæt på, så han var ikke i tvivl, da han efterfølgende så den formodede tyv flere gange i lokalområdet.

Der er gået halvandet år siden indbruddet, og Steen Madsen har selv anholdt og overdraget den formodede tyv til politiet. Alligevel er han ikke dømt. Video: Nina Brorson

Sammen med en nabo lykkedes det ham at lave en civil anholdelse af manden og overdrage ham til Nordsjællands Politi.

- Så havde vi en klar forventning om, at han ville blive sigtet, og der ville falde dom, fortæller Jan H. Klit, der foruden at være nabo til Steen Madsen også er politibetjent og formand for Tryghedsudvalget i Hørsholm Kommune.

Jan H. Klit fik kørt sin bil ind foran den formodede tyvs og på den måde stoppet ham. Derefter foregik den civile anholdelse roligt. Her venter de på, at Nordsjællands Politi kommer frem.

Forventningen blev kun forstærket, da en betjent ringede Steen Madsen op og fortalte, at den formodede tyv havde tilstået.

Derfor troede han ikke sine egne øjne, da han nogle måneder senere så ham på det lokale bibliotek.

- Jeg tænkte, det kan da ikke passe, han må jo sidde bag tremmer nu.

Mistanke om flere indbrud

Men det var ikke tilfældet. I november 2018, et år efter indbruddet, blev Steen Madsen kontaktet af en betjent, der ville have overvågningsvideoen fra indbruddet tilsendt igen.

Ifølge ham forklarede betjenten, at tyven aldrig var blevet stillet for en dommer, og at politiet havde mistanke om, at han fortsat begik indbrud.

Her stikker tyven af til fods med Steen Madsens trailer indeholdende to designerstole.

Hvor er politiet?

Det spørgsmål stillede vi her på TV 2 i en dokumentarserie i november sidste år, da det stod klart, at mange handlende oplevede store problemer med at få løst sager om tyveri og indbrud.

Nu er det valgkamp, og mange partier taler nu om mere, bedre og mere nært politi. Så sent som mandag offentliggjorde Socialdemokratiet sin 2025-plan, hvori det fremgår, at partiet vil indføre 20 nye nærpolitienheder.

Derfor har vi igen bedt danskerne om historier, der kan give anledning til en diskussion om politiets evner og ressourcer.

- Jeg blev, for at sige det mildt, temmelig chokeret og tænkte: ”Hvad fanden foregår der?” Her er jeg i den lykkelige situation, at jeg fanger en indbrudstyv og afleverer ham til politiet, og så bliver han bare lukket ud med det samme og kan fortsætte, siger han.

Danskerne har mistet tilliden

Samtalen fik Steen Madsen til at rykke politiet for nyt i sagen, og han venter nu på, at den skal for retten 26. juni.

Vejen dertil har givet hans "retsfølelse et alvorligt knæk," og han er ikke den eneste, der har mistet tilliden.

I en ny Megafon-måling for TV 2 svarer 83 procent af de adspurgte, at de ikke tror, politiet vil opklare det, hvis der sker et indbrud i deres hjem.

Fem procent tror, det vil blive opklaret, mens 11 procent er i tvivl.

Indbrudstatistikkerne peger i retning af, at flertallet i målingen har ret.

De seneste fem år har politiet sigtet personer for indbrud i seks-syv procent af sagerne. Det vil sige, at politiet finder frem til en mulig gerningsmand i omtrent 7 ud af 100 sager:

I 2018 var der 238 sager om indbrud i Hørsholm Kommune, hvor Steen Madsen bor. Her førte to af sagerne til sigtelser.

Nordsjællands Politi har ikke ønsket at kommentere håndteringen af indbruddet hos Steen Madsen.

Politiet henviser til, at de ikke kan oplyse om sagsgang eller eventuelt bevismateriale i en verserende sag.

Steen Madsen har fået sin trailer igen, men fortæller, at politiet har konstateret, at hans stole blev solgt på Den Blå Avis fire måneder efter indbruddet.

Har du også oplevet ikke at have fået den hjælp af politiet, du havde håbet på? Så vil vi gerne høre fra dig. Skriv en email til journalist Sanne Lau Pedersen på salp@tv2.dk.