Samfund

Adskilt somalisk familie samlet igen - far og storebror tilbage efter frihedsberøvelse

Tre uger nåede 17-årige Abira Ali at være skilt fra sin far og bror, men nu har FN's Børnekomité bremset Danmarks planer om en tvangsudsendelse.

- Min bror er her! Min bror er her! Det er så fantastisk.

17-årige Abira Ali både griner og græder i telefonen, inden hun giver røret videre til sin 20-årige storebror, Abudi Ali, som i tre uger har været interneret på Udlændingecenter Ellebæk:

- Vi er meget glade. Vi kan næsten slet ikke sige noget! Men vi er tilbage på Udrejsecenter Sjælsmark, og vi er meget glade for at være sammen som familie igen, siger han.

Søndag fortalte TV 2 historien om 17-årige Abira Ali og hendes familie, som de danske myndigheder havde skilt fra hinanden, fordi familien nægtede at udrejse frivilligt.

Abira Ali og hendes mor har derfor de seneste tre uger boet på Udrejsecenter Sjælsmark, mens Abira Alis storebror og far har været frihedsberøvet på Udlændingecenter Ellebæk, der kan beskrives som et lukket fængsel for ikke-kriminelle afviste asylansøgere.

Kritik af adskillelser

Ligesom hundredvis af andre somaliske flygtninge, fik familien Ali nemlig - efter fem år i Danmark - frataget deres opholdstilladelser i juni.

Og fordi de endnu ikke er rejst frivilligt, besluttede dommeren at frihedsberøve halvdelen af familien. Dels for at motivere dem til at rejse, og dels for at sikre sig deres tilstedeværelse, når en tvangshjemsendelse var klar.

Metoden har mødt kritik fra både Radikale Venstre og SF, som mener, det er "umenneskeligt" at skille familierne ad. Og søndag meldte regeringspartiet Liberal Alliance sig i modstanderkoret:

- Jeg synes som udgangspunkt ikke, at man skal skille familier ad. Jeg køber ikke præmissen om, at en stram udlændingepolitik ikke også kan være anstændig, og det er det her ikke, sagde partiets børneordfører, Laura Lindahl(LA).

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, mener derimod ikke, at man kan frihedsberøve for meget. Heller ikke selvom det betyder, at man skiller familier ad:

- Selvfølgelig skal det ikke være sådan, at man kan undgå frihedsberøvelse ved at få et barn. Hvis den enkelte familie finder frihedsberøvelsen indgribende, så vil jeg foreslå, at de efterlever de danske myndigheders afgørelse og rejser hjem, sådan som de har pligt til, skrev hun søndag i en sms til TV 2.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har tirsdag ikke ønsket at kommentere sagen.

FN's børnekomité er gået ind i sagen

Omkring kl. 12.00 tirsdag blev den somaliske familie altså genforenet.

- Jeg vidste ingenting. Pludselig kunne jeg se, at der var nogen, der ringede til mig fra min fars nummer, men de har jo ikke mobiltelefoner på Ellebæk, så jeg forstod det ikke. Men så fandt jeg ud af, at det var ham, og så skyndte jeg mig hjem fra skole, siger Abira Ali og fortsætter:

Abira Ali(th.) har tidligere været skilt fra både sin mor og far, men det er første gang, hun har været adskilt fra sin bror.

- Jeg skreg bare, da jeg så dem. Jeg er så glad helt ind i hjertet.

Årsagen til, at familien nu er genforenet, er, at familiens advokat har klaget til FN's Børnekomité over, at man vil tvangshjemsende en børnefamilie til Somalia. Klagen går særligt på den fare, man udsætter 17-årige Abira Ali for:

- Der er jo en risiko for, at hun bliver udsat for omskæring, hvis hun bliver sendt til Somalia, så det klagede vi over. Og FN mener heldigvis også, at sagen er så alvorlig, at de har valgt at stoppe udsendelsen, mens de undersøger sagen, siger advokat Daniel Nørrung.

Adskillelse af familier

Rigspolitiet skriver til TV 2, at: "Politiet beslutter i visse tilfælde efter en konkret vurdering, at der skal ske frihedsberøvelse af familier, der ikke medvirker til udsendelse. I størstedelen af de sager vil der udelukkende ske frihedsberøvelse af den ene forælder for at motivere den samlede familie til at medvirke til udrejsen."

I et folketingssvar fremgår det, at der i marts var i alt seks af de indsatte i Ellebæk, der havde familie på andre centre.

TV 2 har tidligere fortalt om en statsløs beduner fra Kuwait, som nu har været adskilt fra sin kone og seks børn i syv måneder.

Abira Ali: De har kun set Somalia fra lufthavnen

Hvis det lykkes de danske myndigheder at tvangshjemsende Abira Alis familie, vil det ifølge familiens advokat, Daniel Nørrung, være den første somaliske børnefamilie, der bliver tvangshjemsendt.

Danmark mener, at forholdene i Somalia er sikre nok til, at man kan tvangshjemsende flygtninge.

Men vurderingen af sikkerheden har mødt kritik, fordi den er blevet til i en lufthavn.

Kritikken går på, at sikkerhedsvurderingen blandt andet bygger på en dansk delegation, der rejste til Somalia i 2015, men kun opholdt sig én dag i Mogadishu, og aldrig forlod lufthavnen i hovedstaden. Det skrev Politiken sidste år. En anden rapport blev i 2017 til på baggrund af syv dages ophold i Nairobi, hovedstaden i nabolandet Kenya, skriver Jyllands-Posten.

Det er også grunden til, at familien Ali ikke tør at rejse hjem, siger Abira Ali:

- Politikerne har kun set Somalia fra lufthavnen. De ved ikke, hvor farligt der er. De kan ikke gå alene udenfor uden soldater. Men hvem passer på os? Det er os, der skal bo sammen med dem, der laver problemer.

Inger Støjberg oplyste til Politiken i 2017, at hun "stoler fuldt og helt" på Udlændingestyrelsens vurdering af sikkerheden i Somalia:

- Når det er sagt, er det klart, at der er kæmpestor forskel på, hvor en etnisk dansk embedsmand kan færdes sikkert i Somalia, og sikkerheden for en somalier, der vender hjem til sit hjemland.

Risikerer at bo "i årevis" på Sjælsmark

Nu skal FN tage stilling til, om der er noget at udsætte på de danske myndigheders behandling af sagen.

Advokat Daniel Nørrung kritiserer adskillelsen:

- Den har jo kun haft følelsesmæssige konsekvenser for familien. Den har ikke haft nogen betydning i forhold til deres motivation til at rejse frivilligt. De er stadig bange for at skulle rejse tilbage til et land, som de danske myndigheder ikke engang har turdet besøge.

Advokaten vurderer, at det kan tage to til tre år, før familiens sag bliver afsluttet.

Betyder det, at de skal bo i Sjælsmark i al den tid?

- Det er et rigtig godt spørgsmål. Det ved jeg ikke. De danske kommuner har været meget i tvivl om, hvordan de skulle agere i lignende sager, og det vil de formentlig også være her.