Samfund

Se billederne: Bjerge af skrald efter universitetsfest i Aarhus

Ifølge arrangøren af Kapsejladsen koster det samlet set i omegnen af 70.000 kroner at fjerne skraldet fra festen.

Omkring 30.000 unge mennesker festede fredag i Aarhus, da den årlige kapsejlads løb af stablen i Universitetsparken.

Efter festen sluttede klokken 18, stod 250 frivillige klar til at rydde den enorme mængde af efterladenskaber op, som de mange besøgende havde ”glemt”, da de forlod parken. En mængde, der ifølge arrangøren er vokset i størrelse de seneste år. I år endte skraldet med at fylde 14 containere.

- Svineriet har taget overhånd. Der er for mange, som lader deres ting blive tilbage, siger Mads Brögger Klausen, der er arrangør af Kapsejladsen, til TV 2.

Det frivillige oprydningsmandskab kommer fra de 13 studenterforeninger, som også deltager i selve kapsejladsen. Og mængden af affald gør, at oprydningen strækker sig over to dage. Først derefter er Universitetsparken igen ren og pæn.

- Det er uundgåeligt, at der efterlades skrald, når 25.000-30.000 mennesker samles til fest. Men det er klart, at vi hellere vil bruge pengene på at forbedre forholdene under kapsejladsen, siger Mads Brögger Klausen.

Det koster ifølge arrangøren i omegnen af 70.000 kroner at skaffe sig af med skraldet. Penge, der blandt andet går til leje af containere.

Glemt guld

Det handler dog om andet end at samle sammen og smide væk, når parken skal ryddes op. Der er ganske mange af de ting, der bliver efterladt, som kan genbruges.

- Vi har bunker af tæpper, faktisk omkring et ton, som vi donerer til Røde Kors, der syer stoffet om og genbruger det. Derudover har vi omkring 3000 campingstole, der også bliver genbrugt, siger Mads Brögger Klausen.

De mange campingstole bliver solgt til en billig pris, når festivalsæsonen nærmer sig.

- Vi opfordrer folk til at rydde op efter sig selv. Vi er meget opmærksomme på at genbruge så meget, som vi overhovedet kan, og vi synes, vi gør, hvad vi kan, siger Mads Brögger Klausen.

Han understreger desuden, at de altid er åbne overfor forslag til, hvordan de kan genbruge endnu mere.

Selve kapsejladsen, der er en slags øl-stafet, hvor deltagerne skal krydse en lille sø, blev i år vundet af de medicinstuderende.