Kvindelige soldater fortæller om overgreb og sexchikane i Forsvaret
Forsvarschefen er overrasket over tallene og vil nu finde ud af, om der skal sættes en større undersøgelse i gang.
Omkring 100 kvinder har henvendt sig til foreningen Kvindelige Veteraner i løbet af de sidste to år med historier om chikane og overgreb i Forsvaret.
Det skriver dagbladet Politiken lørdag.
Henvendelserne handler både om nedsættende bemærkninger, en sexistisk omgangstone, uønskede berøringer og i enkelte tilfælde forsøg på voldtægt. Chikanen og overgrebene har både fundet sted på kaserner i Danmark og under udstationeringer.
- Tidligere udsendte fortæller om nærmest at blive forfulgt af sultne blikke, bemærkninger og tilråb inde i lejren, som ellers burde være et sikkert rum for dem. Følelsen af at skulle være på vagt over for sine mandlige kollegaer har påvirket mange af dem i lige så høj grad som kamprelateret stress, siger Marie Sihm, næstforkvinde i foreningen Kvindelige Veteraner, til Politiken.
Ingen af hændelserne er blevet anmeldt til politiet, men Forsvarets Personelstyrelse oplyser til Politiken, at de i 2018 behandlede ni sager om seksuelt krænkende adfærd.
Forsvarschef: Ingen tvivl om mørketal
Meldingen fra Kvindelige Veteraner kommer kun få måneder efter, en stor undersøgelse om sexisme, chikane og overgreb i det norske militær blev offentliggjort. Her svarede 24 kvinder, at de var blevet voldtaget inden for det seneste år, og at 123 havde oplevet forsøg på voldtægt.
Til TV 2 siger forsvarschef Bjørn Bisserup, at han ikke kendte til de tal, som Kvindelige Veteraner fortæller om. Forsvaret gennemfører hvert andet år en arbejdspladsundersøgelse, og heri tyder intet, ifølge forsvarschefen, på, at så mange kvinder skulle have oplevet krænkende adfærd.
- Når det er sagt, så er der nok heller ikke tvivl om, at der er mørketal, der ikke er udtrykt i vores undersøgelser, siger Bjørn Bisserup til TV 2.
Han vil nu have undersøgt, hvorfor Forsvarets egne målinger tegner et andet billede end det, foreningen Kvindelige Veteraner beskriver. I den proces vil han i dialog med foreningen for at blive klogere på deres oplevelser, fortæller han.
- I første omgang bliver vi nødt til at afklare, hvori den her uklarhed består, og så skal vi finde ud af, om vi skal igangsætte en større undersøgelse i stil med den, man har gennemført i Norge, siger Bjørn Bisserup til TV 2.
Han understreger, at både ud fra Forsvarets værdigrundlag og ud fra ambitionen om, at flere kvinder skal søge ind i Forsvaret, er den krænkende adfærd helt utilstedelig.
Ifølge tal fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse udgjorde kvinder knap 16,8 procent af de 4208 personer, der i 2018 aftjente deres værnepligt. I 2007 udgjorde kvinder 6,8 procent af de værnepligtige.
I 2017 var der 1094 kvindelige officerer, sergenter eller konstabler i enten Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet. I 2007 var tallet 715.
Gammel rapport tegner dystert billede
I 2003 gennemførte Institut for Militærpsykologi under Forsvarsakademiet en undersøgelse, der minder om den nylige rapport fra Norge. Her angav 33 procent af de adspurgte kvinder i militæret, at de havde oplevet kønskrænkende adfærd i arbejdssammenhæng.
Til sammenligning gjaldt det kun for ti procent af de civilt ansatte kvinder.
Af undersøgelsen fremgår det også, at 18 procent af de adspurgte kvinder i militæret havde haft oplevelser, der faldt under kategorien ”seksuel tvang”. Mest udbredt var uønskede berøringer, mens tre procent af de adspurgte kvinder rapporterede at have oplevet ”forsøg på at have sex med dem mod deres vilje”.
Billeder af blottede bagdele og bryster
I slutningen af marts offentliggjorde Forsvarets Auditørkorps deres årlige afrapportering.
Her kunne man læse om en ny type af digitale krænkelsessager, der har set dagens lys i Forsvaret, hvor nærbilleder af en kvindelig værnepligtigs blottede bryster og bagdel er blevet delt. Den sag blev en konstabel idømt dagbøder for.
Derudover var der sager om krænkende adfærd, berøringer og upassende tilnærmelser.
- Én sag om krænkende adfærd er én sag for meget, sagde kommandørkaptajn Jesper Heiner Lynge, der er chef for Strategisk HR i Forsvarskommandoen, dengang.