Samfund

Læge efter fund af overvægts-gener: Det er en gigantisk nyhed

Man er svært overvægtig, hvis BMI'en er over 30.

Nyt studie af fostres og mødres gener er et stort skridt mod at bekæmpe overvægt, mener dansk børnelæge.

Hvor meget et barn vejer, når det bliver født, har stor indvirkning på, om det har forøget risiko for at blive overvægtig.

Og dermed også, om barnet har større risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes senere i livet.

Det har man vidst i mange år. Men man har ikke vidst særlig meget om, hvad der påvirker fosterets vægt i livmoderen.

190 gener påvirker spædbørns vægt

Et nyt studie publiceret i tidsskriftet Nature Genetics kaster dog lys over det, fortæller Jens-Christian Holm, børnelæge og forskningsansvarlig ved Enheden For Overvægtige Børn Og Unge på Holbæk Sygehus.

- For mig er det en gigantisk nyhed, at vi er blevet i stand til at analysere interaktionen mellem moren og barnets gener, og hvilken indflydelse denne interaktion har på barnets fremtidige sygdom.

- Den viden, vi er kommet tættere på nu, gør os i langt højere grad i stand til at forebygge og behandle mennesker (for overvægt, red.). Og dermed forebygge sygdom i fremtiden, siger han.

Jens-Christian Holm er sammen med professor ved Københavns Universitet Torben Hansen medforfatter til studiet.

Studiet har blandt andet fundet 190 gener, der påvirker fødselsvægten hos spædbørn, samt hvordan moren og barnets gener interagerer.

Børn og mødres gener arbejder sammen

Barnet og morens gener kan nemlig både arbejde sammen og mod hinanden. Det kan for eksempel føre til, at fosteret bliver tilført mere sukker og dermed vil stige i vægt.

Men genernes interaktion kan også betyde, at barnet bliver undervægtigt, konkluderer forskerne.

Og det er veldokumenteret, at hvis man har enten lav eller høj vægt ved fødslen, så har man større risiko for at udvikle overvægt.

- Man har i en række studier de sidste 30 år anslået, at 50-70 procent af overvægt hos mennesker skyldes arvelighed. Det er rigtig meget. Så hvordan overvægt udvikler sig, er i allerhøjeste grad under indflydelse af gener.

- Og hvis man allerede fra et tidligt tidspunkt kan finde ud af, hvilke børn der er disponeret for overvægt, så kan man også meget tidligt sætte ind med forebyggelse og måske også behandling.

- Og det er rigtig vigtigt. For når først overvægten har sat ind, så er det meget svært at komme tilbage til en normal vægt, siger Jens-Christian Holm.

Overvægtige børn kan trodse genetik

På trods af at generne betyder en hel del, når det kommer til, om man udvikler overvægt eller ej, så kan man sagtens gå imod genetikken.

- Vi har i et dansk studie vist, at vi kan behandle børn og unge med overvægt effektivt. Og det selvom de har nogle eller flere af de 15 hyppigst forekommende gener, der giver børneovervægt, siger børnelægen.

Hos danske børn med en gennemsnitsalder på 11,6 år har 50 procent begyndende eller reelt forhøjet blodtryk, 44 procent har søvnapnø, og 31 procent har fedtlever, fortæller Jens-Christian Holm.