Samfund

SAS aflyser 500 afgange onsdag

Der kommer heller ikke mange SAS-fly i luften onsdag. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Onsdag vil strejke blandt SAS' piloter have ført til 3306 aflysninger og påvirket over 320.000 passagerer.

Der er forsat ingen tegn på, at konflikten mellem piloterne og SAS vil blive løst. De to parter forhandler ikke i øjeblikket, og derfor aflyser SAS 504 afgange onsdag.

Omkring 47.000 passagerer vil blive påvirket af aflysningerne, oplyser SAS i en pressemeddelelse tirsdag middag.

- Jeg er dybt urolig over, at pilotstrejken ikke er blevet løst, og at det bliver ved med at påvirke vores kunder, siger SAS’ topchef Rickard Gustafson i pressemeddelelsen.

Strid om løn og arbejdstid

Med onsdagens aflysninger er flyselskabet nu oppe på 3306 aflysninger, siden forhandlingerne brød sammen natten mellem torsdag og fredag.

Over 327.000 passagerer er blevet og vil blive påvirket af konflikten.

Stridens kerne mellem piloterne og SAS er løn og arbejdstid.

Blandt andet ønsker piloterne en større grad af forudsigelighed, når det kommer til, hvornår de skal arbejde, og mere i lønposen.

Hos Sydbank vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen, der følger flybranchen tæt, at strejken koster SAS omtrent 50 millioner kroner om dagen.

Flyselskabets piloter gik i strejke 26. april.