Samfund

Koncernchef i SAS inviterer piloter til forhandling: - Og det haster

Ledelsen i SAS er optaget af at finde løsninger, siger direktør og kalder piloternes krav for ekstreme og ublu.

Efter fire dage med pilotstrejke i SAS, der har kostet dyrt på børsen, vil flyselskabets ledelse meget gerne have genoptaget forhandlingerne om en ny overenskomst.

Koncerndirektør i SAS Lars Sandahl Sørensen appellerer mandag til, at parterne vender tilbage til forhandlingsbordet, hvor de ikke har været siden natten til fredag.

- Vi mener stadigvæk, vi har meget attraktive vilkår for vores piloter, men der er da ting, vi kan gøre bedre, også for vores piloter. Det vil vi gerne tale om, og det haster, siger han til TV 2.

Udover at være koncern

direktør er Lars Sandahl Sørensen også en af SAS' hovedforhandlere i konflikten. På den anden side af konflikten står de fire pilotforeninger, som repræsenterer piloterne i Norge, Sverige og Danmark.

- Det er jo fire pilotforeninger, som alle har en lang ønskeseddel, så det er det, vi skal have til at gå op mellem de fire pilotforeninger og SAS, siger han.

Efter fire dage med pilotstrejke i SAS appellerer koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen parterne til at mødes ved forhandlingsbordet. Video: Emil Færch

Tre hovedområder

Lars Sandahl Sørensen nævner tre hovedområder, der er afgørende for konflikten:

  • Det ene er karriereveje. For eksempel at man hurtigere kan stige i graderne, så man kommer op på et højere løntrin.
  • Det andet er kompensation. Det vil blandt andet sige løn og pension.
  • Det tredje er arbejdstid og fleksibilitet. Piloterne har sagt, de ønsker mere forudsigelighed i forhold til, hvornår de skal arbejde.

Koncerndirektøren vil ikke ind på forhandlingssituationen, herunder hvad SAS kan tilbyde piloterne nu, som de ikke kunne tilbyde i sidste uge.

- Alle parter skal jo være optaget af at finde løsninger, det går jeg sørme ud fra, at SAS’ fire pilotforeninger også er. Men vi fra ledelsens side bliver ved med at forsøge at være kreative, bliver ved med at forsøge at finde løsninger, siger Lars Sandahl Sørensen.

Piloterne har peget på løn og arbejdstid som stridens kerne. Ifølge piloterne risikerer de at skulle arbejde op til syv weekender i streg. De siger også, at de kun har én friweekend om måneden, og at de først får deres vagtplan den 16. i måneden inden.

Tidligere mandag sagde formanden for den svenske pilotforening, Wilhelm Tersmeden, at piloterne gerne vil forhandle, men at det kræver, SAS-ledelsen ”vil forhandle for alvor”.

- Vi ligger i bund lønmæssigt blandt europæiske piloter. Vi forlanger ikke samme løn som alle andre piloter, men vi forlanger, at vi skal tale om forskellene. Det vil man ikke engang drøfte. Man kigger ud ad vinduet og fløjter, alt imens man giver sig selv lønforhøjelse. Jeg synes ikke, det er god ledelse, siger Wilhelm Tersmeden.

Derfor brød forhandlingerne sammen

  • De svenske SAS-piloter krævede en lønstigning på 13 procent om året.
  • Forligsmanden i Sverige tilbød 2,3 procent. Det sagde SAS ja til, men piloterne sagde nej. Derefter brød forhandlingerne sammen i Sverige.
  • Umiddelbart efter brød forhandlingerne sammen i Danmark og Norge, efter at et tilsvarende løntilbud var blevet afvist af de danske og norske SAS-piloter.
  • SAS har opgjort piloternes løn til 995.000 kroner om året i gennemsnit eksklusive tillæg. Piloterne siger, at især yngre piloter tjener betydeligt mindre.
  • SAS-piloterne har ønsket en fem/fire-ordning, hvor piloterne arbejder fem dage og har fire dage fri. Den ordning har 40 procent af piloterne i dag. SAS afviser at udvide ordningen, da det vil gå udover fleksibiliteten.

SAS-piloterne har strejket, siden torsdag blev til fredag i sidste uge. Det betød, at langt over 100.000 passagerer i løbet af fredag og weekenden måtte se deres flyafgange aflyst. Mandag og tirsdag rammer strejken yderligere 110.000 passagerer.

Ekstreme og ublu krav

Konflikten har fået SAS' markedsværdi til at dykke med 363 millioner kroner til 4,7 milliarder kroner. Desuden vurderer analytikere, at konflikten kan ende med at æde et forventet overskud på 700 millioner op.

Ifølge Lars Sandahl Sørensen står SAS i øjeblikket meget stærkt og har aldrig investeret stærkere i fremtiden end nu. Men han erkender, at det er skrøbeligt, og at virksomheden befinder sig i en meget alvorlig situation.

- Hos vores store investorer er der tillid til, at vi har fundet den rigtige model i SAS, at vi investerer rigtigt, og at vi har nogle gode muligheder. Men det er klart, at den får et ordentligt skud for boven, når det ikke lykkes, og vi får så ekstreme og ublu krav fra én personalegruppe, som gør, at vi står i en konflikt nu, siger han.

SAS har mandag aflyst 667 afgange og tirsdag 546 afgange.