Samfund

Danske forskere tester ny kræftvaccine på 15 hunde

Et forskerhold på Københavns Universitet har udviklet en ny vaccine, der kan virke mod brystkræft hos mennesker og knoglekræft hos dyr.

En ny dansk vaccine til behandling af kræft, som forskere på Københavns Universitet har udviklet, skal nu testes på 15 hunde. Forskerne regner med, at vaccinen bedst vil kunne virke mod brystkræft hos mennesker og mod knoglekræft hos dyr - og hos børn.

- Vi er nu klar til at gå i gang med et forsøg med 15 hunde, siger lektor Adam Sander til TV 2. Han står i spidsen for forskergruppen på Københavns Universitet.

De 15 kræftramte hunde skal blandt andet findes på Frederiksberg Dyrehospital for Smådyr, som forskerne samarbejder med.

- Men vi skal selvfølgelig også have samtykke fra hundenes ejere. De skal informeres om vaccinens potentiale og risici, siger Adam Sander.

Vil kunne kurere kræften

Potentialet er, at vaccinen i bedste fald vil kunne kurere knoglekræften hos hundene.

- Vi regner ikke med, der er alvorlige bivirkninger. Men når man tester en vaccine, der ikke har været brugt før, kan man ikke være helt sikker, siger Adam Sander.

Men ifølge Adam Sander vil vaccinen både have effekt på mennesker og dyr.

- Den her vaccine vil både kunne være banebrydende på det veterinære område og på det humane område, siger han.

Vaccinen er klar

Hos mennesker vil vaccinen blandt andet kunne have effekt på brystkræft.

- Og også på knoglekræft hos børn, siger Adam Sander.

Han oplyser også, at forskerne er klar til at prøve vaccinen på mennesker.

- Vaccinen er sådan set udviklet og klar, men det kræver en del - også med hensyn til finansiering - at gennemføre den slags forsøg, siger Adam Sander.

Han tør ikke komme med et bud på, hvornår vaccinen kan være på markedet.

- Det er for tidligt at sige, siger han.

Forskerne var ved at udvikle en malariavaccine, da de opdagede, at det protein, de arbejdede med, også kunne være virksomt i forhold til kræft.

En af de førende danske eksperter på området, Hans von der Maase, professor emeritus og tidligere overlæge på Rigshospitalet, mener, vaccinen måske kan få betydning i bekæmpelsen af kræft.

- Det har et potentiale, men det er alt for tidligt at sige noget om vaccinen endnu. Jeg vil ønske forskerne held og lykke med deres arbejde, siger Hans von der Maase.