Samfund

Børn bor ved siden af sociale kopier af dem selv

Det kan skyldes, at boligmarkedet er indrettet efter boligtyper – alment byggeri, lejerboliger og ejerboliger, mener forsker.  Malene Anthony Nielsen / Scanpix Denmark

Hvis dine forældre er ledige, er dine legekammeraters forældre det sikkert også, viser ny undersøgelse.

I mange områder i Danmark ’leger lige børn bedst’. Forstået på den måde, at børnene tilhører den samme sociale klasse. Det viser en ny analyse fra tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd baseret på 51.300 børns 100 nærmeste naboer.

- Problemet er, at de forskellige klasser lukker sig mere om sig selv. Specielt i toppen og i bunden. Det sker sjældnere, at man møder hinanden på tværs af klasser. Vi bor mere opdelt, siger Lars Andersen, direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til A4 Medier.

Analysen viser, at 29 procent af de 100 nærmeste naboer til et barn, hvis forældre er arbejdsløse, ligeledes er arbejdsløse. For overklassens barn tilhører 20 procent af naboerne overklassen.

Hvor har man råd til at bo?

Forsker i by- og boligforhold Hans Skifter Andersen fra Aalborg Universitet, mener, at det handler om, at boligmarkedet er indrettet efter boligtyper – alment byggeri, lejerboliger og ejerboliger.

- Man flytter derhen, hvor man har råd til at betale for det. Nogle steder er populære, mens andre er mindre populære. Højtlønnede søger typisk mod kysten, og alment boligbyggeri er for dem, der ikke har noget valg, siger Hans Skifter Andersen til A4 Medier.

Derfor bør alle samfundsklasser være repræsenteret i et område for at opnå de bedste vilkår for børn, understreger forfatteren Lars Olsen, som blandt andet skriver om samfundsklasser i Danmark.

- Vi skal undgå ghettodannelser, og vi skal undgå velhaverenklaver. Vi bor mere opdelt end for bare 20 år siden, siger Lars Olsen til A4 Medier.

- Vi risikerer en afstumpet overklasse med naive forestillinger om, hvordan resten af samfundet ser ud. Samtidigt forstærker det den sociale arv i samfundets lavere klasser. Vi ender med bare at møde sociale kopier af os selv, og det skaber social blindhed.

Hvis børn på den anden side er sammen med andre, der ikke ligner dem, kan det hjælpe dem i voksenlivet.

- Man skal kunne spejle sig i nogle, der ikke har de samme problemer hjemmefra. Hvis det er undtagelsen, at forældrene er på arbejdsmarkedet, så påvirker det ens visioner for livet, siger Lars Andersen.