'Granatlignende genstand' fundet på Nørrebro i København - kirkegård afspærret
De seneste dage har Nørrebro og Københavns Vestegn været præget af stor uro.
Politiet har tirsdag fundet og undersøgt en "granatlignende genstand" på Blågårds Plads på Nørrebro i København.
Det oplyser Københavns Politi på Twitter.
Her skulle den kontroversielle partistifter, racismedømte og yderligtgående islamkritiker Rasmus Paludan tirsdag eftermiddag have holdt demonstration.
- Vi har fundet en granatlignende genstand, som nu er indbragt til undersøgelse. Området er undersøgt, og vi er færdige på stedet, lyder det fra Københavns Politi klokken 11.19.
Siden er ind- og udgangene til Assistens Kirkegård på Nørrebro blevet spærret. Det bekræfter Københavns Politi overfor TV 2.
- Vi søger på kirkegården efter den hændelse, der foregik nede på Blågårds Plads tidligere i dag. Det er et rimelig stort område, og det, vi søger efter, er ikke særlig stort, så vi har ikke nogen tidshorisont lige nu, siger vagtchef Jesper Frandsen til TV 2.
Ballade i flere dage
Natten til søndag eksploderede en bil i Mjølnerparken. Her skulle Rasmus Paludan også have demonstreret, men på grund af eksplosionen blev den flyttet til Blågårds Plads.
Siden har Nørrebro og såvel som den københavnske vestegn været plaget af stor uro.
Det startede søndag eftermiddag, da flere blev provokeret af Rasmus Paludans optræden på Blågårds Plads, hvor han blandt andet kastede med en koran.
Herefter antændte nabolaget, og det endte i kampe mellem ballademagere og politiet, som fortsatte dagen igennem søndag og natten til mandag.
Mandag rykkede balladen så til Albertslund, hvor Paludan skulle have holdt en demonstration. Her blev der kastet med sten og affyret fyrværkeri mod politiet.
Som konsekvens af de seneste dages ballade valgte politiet mandag at indføre dobbelt strafzoner i henholdsvis København Nordvest, Urbanplanen på Amager, Christianshavn og Tingbjerg.
Tirsdag forbød Københavns Politi Rasmus Paludan at demonstrere i strafzonerne såvel som på Blågårds Plads.
- Det er vurderingen, at en demonstration i de områder vil udgøre en fare for den offentlige fred. Konkret skønner vi, det vil medføre en nærliggende risiko for yderligere kriminalitet i form af ildspåsættelse, hærværk og vold mod politiet, skrev Københavns Politi i en pressemeddelelse mandag.
Loven om skærpede strafzoner trådte i kraft 1. januar i år. Inden for zonerne straffes visse former for kriminalitet begået i området dobbelt.
For to uger siden blev Rasmus Paludan idømt 14 dages betinget fængsel for at have udtalt sig nedsættende om sorte mennesker i en Youtube-video.