Se kortet: 70 brandudrykninger i København efter uro

Beredskabet i København havde omkring 70 udrykninger, der relaterede sig til søndagens uroligheder.

Fra den første ballade opstod ved Blågårds Plads, gik der næsten 14 timer, før der igen var noget, der mindede om ro i København.

- Hovedstadens Beredskab har haft et usædvanligt travlt vagtdøgn som følge af urolighederne i København. Lidt over 90 brandudrykninger, hvoraf cirka 70 relaterer sig til urolighederne, og cirka 1000 112-opkald, skriver beredskabet på Twitter.

Uroen startede på Indre Nørrebro, da den yderligtgående islamkritiker Rasmus Paludan fra partiet Stram Kurs demonstrerede mod terroristen Omar el-Hussein på Blågårds Plads. Selvom den racismedømte partileder kun nåede at demonstrere i kort tid, førte til det, at både biler, containere og skraldespande blev sat i brand.

18 af udrykningerne var til bilbrande. Betjente klædt i civil trak desuden deres pistoler, og politiet brugte tåregas. 23 blev anholdt.

Hovedstadens Beredskab modtog den første melding klokken 14:37, og allerede fem minutter senere var der brand i en container såvel som på vejbanen i Korsgade ved Peblinge Sø. Halvanden time senere var det så Gyldenløvesgade, hvor der var bål på vejbanen. Ifølge Beredskabets døgnrapport for søndag 14. april var der varmepåvirkning af stuen og lejlighederne på første sal i Todesgade 11-13.

Over de næste timer var der brand en række steder på særligt Nørrebro. Beredskabet fik meldinger om ild på Tagensvej mindst tre gange i tidsrummet fra 17.41 til 23.21. Også Nørrebrogade rykkede Beredskabet ud til tre gange i løbet af søndag aften.

Flest meldinger kom der dog fra Lundtoftegade på Ydre Nørrebro. Her måtte beredskabet ud hele syv gange for at slukke brande i skraldespande, containere og biler.

Travle brandstationer

Kigger man på antallet af udrykninger fra de enkelte brandstationer, var det særligt stationen på Fælledvej og den i Tomsgården, der havde en travlt aften og nat. Mindst 28 gange rykkede beredskabet ud fra stationen på Fælledvej som følge af urolighederne, mens det skete minimum 23 gange fra Tomsgården Brandstation på Frederikssundsvej.

Hovedbrandstationen, der holder til ved Københavns Rådhus et stenkast fra Tivoli, rykkede ud mindst 15 gange som følge af urolighederne.