Samfund

I dag bisættes Master Fatman

Sambapiger, rustvognscykel og musik skal tage multikunstneren videre på sin sidste rejse.

Helligåndskirken i København bliver lørdag klokken 14.00 centrum for bisættelsen af Morten Lindberg – bedre kendt som Master Fatman.

En afsked, der vil være inspireret af hans farverige og festlige sind.

- Bisættelsen er for familie, venner og kolleger, og man er velkommen til - i Mortens ånd - at møde op i farver, skriver Jørgen Ramskov fra Radio24syv i en pressemeddelelse.

Dj'en og radioværten døde 26. marts 2019. Han blev blot 53 år gammel.

Det er Morten Lindbergs nære ven, sognepræst Mia Lund Rao, der skal stå for bisættelsen.

Han vil blive mindet med sange, musikalske indslag og tale fra blandt andre kunstmaleren John Kørner.

Vi har alle et lille stykke af ham i vores hjerter

David Pepe Birch, journalist

Føres væk af sambapiger

Efter den kirkelige ceremoni vil sambapiger danse Master Fatman ud af kirken, hvorefter kisten vil blive ført væk på en rustvognscykel.

Alle de tilstedeværende vil herefter via Strøget og Købmagergade gå i optog til Dronning Louises bro, hvor blomsterne fra kirken vil blive lagt. Fra stedet vil der blive vinket over mod Morten Lindberg og familiens hjem på Sortedams Dossering.

Rustvognscyklen begiver sig herefter videre med kisten.

Efterfølgende vil der være et privat arrangement på Langelinje Pavillionen.

Morten Lindbergs urne vil blive nedsat på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København i løbet af foråret.

Morten Lindberg var aldrig bleg for at gøre grin med sig selv. Han omtalte både sig selv som 'tykke' og 'tykkesen'.

Morten Lindberg var et samlingspunkt

Journalist David Pepe Birch vil være at finde i kirken til bisættelsen. I 2011 udgav han en biografi om sit idol, Morten Lindberg.

- Jeg har været fascineret af ham, siden jeg var ung teenager. Jeg har sådan en teori om, at ens største idoler er ti år ældre end én selv. Og det var Morten, fortæller han.

Ifølge David Pepe Birch bliver det en vemodig afsked med manden, "vi alle kender fra TV og aviserne".

- Vi har alle et lille stykke af ham i vores hjerter. Så den person, der bliver bisat i dag, er hele den person, som Danmark kender. Der var jo ikke en anden Morten - eller Master Fatman - derhjemme, siger David Pepe Birch.

Morten Lindberg var dygtig til at komme ud af skærmen og røre mange mennesker, fortæller David Pepe Birch.

- VI kommer til at savne det samlingspunkt, som han var. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre herfra, siger han.

Far til fem

Radioværten efterlader sig hustruen Herminia Mabunda og fem børn.

Han og Herminia Mabunda har fire børn sammen. En på otte, en på fire og et tvillingepar på et år.

Derudover har Master Fatman en 19-årig søn, Wilhelm, fra et tidligere forhold.

Kærlighed, energi og toner

Morten Lindberg var kendt for at prædike om kosmisk kærlighed og gode energier.

Han var aldrig bleg for at gøre grin med sig selv, hvor han ofte omtalte sig selv som både 'tykke' og 'tyksakken'.

Indtil sin død arbejdede Fatman som radiovært på Radio24syv-programmet 'Croque Monsieur' og 'Jazzmosfæren' på P8.

Han havde et omfangsrigt cv, men det var dog musikken, der blev hans gennembrud i 1980'erne.

Her blev han landskendt med sine fortolkninger af gamle ABBA- og discoklassikere - både med sit liveband 'Master Fatman and his Freedom Fighters' og senere med albummet 'Hail Hail'.