Bødeindtægter fra fotovogne faldt for første gang i fem år

16x9
(ARKIV) Det faldende bødebeløb modtages positivt hos FDM. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Nederst i artiklen kan du se listen over de veje, hvor der i 2018 blev udskrevet flest bøder.

For første gang siden år 2014 er bødeindtægterne fra politiets automatiske trafikkontrol (ATK) faldet.

Det viser tal fra Rigspolitiet om brugen af fotovogne og stationære fartkameraer, også kaldet stærekasser.

I alt blev der udskrevet 540.000 fartbøder gennem automatisk fartkontrol til en samlet værdi af 821 millioner kroner sidste år mod 871 millioner i 2017.

Det faldende bødebeløb modtages positivt hos FDM, interesseorganisation for danske bilejere.

- Det er kun glædeligt, for det tyder på, at færre så har kørt for stærkt. Og så vil vi gerne rose politiet for, at fotovognene er blevet mere synlige, ved at der for eksempel bliver skiltet med mulig fartkontrol, siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM.

Ikke på de farligste strækninger

Hvordan politiet helt overordnet placerer fotovognene, har dog ikke ændret sig.

Data fra Rigspolitiet viser nemlig, at fotovogne i 2018 holdt cirka dobbelt så mange timer på veje, der normalt betegnes som byzone, sammenlignet med landeveje. Det var også tilfældet i 2017.

Byzone defineres normalt af Vejdirektoratet som veje, hvor man må køre 70 kilometer i timen eller derunder. På en landevej må man i stedet køre 80 eller 90 kilometer i timen.

Men det er ikke på de strækninger, at der sker flest uheld. Forskning viser, at ulykker på grund af fart langt oftest sker på landevejene.

Færdselssikkerhedskommissionen konkluderede i 2013, at 75 procent af dødsulykkerne, hvor fart er en faktor, sker her.

I byerne er der til gengæld oftest langt mere trafik og derfor mulighed for at kontrollere flere trafikanter.

FDM: Ærgerligt fokus

Politiets fokus på veje med lave hastighedsbegrænsninger undrer Torben Lund Kudsk.

- I byen skyldes ulykkerne oftest vigepligtsforseelser. Og en fotovogn hjælper ikke i krydsulykker. Vi synes, det er ærgerligt, at de sparsomme ressourcer til fartkontrol bruges på den måde. For der er ingen tvivl om, at fotovognene kan øge færdselssikkerheden, siger Torben Lund Kudsk og fortsætter:

- Derfor opfordrer vi politiet til at bruge dem så effektivt som muligt, og det er altså på landevejene, at en overvældende stor del af de alvorlige ulykker sker.

Ekstra Bladet skrev i december, at Københavns Politi i sin trafiksikkerhedsanalyse i 2017 vurderede, at "bilernes hastighed ikke er en hyppigt forekommende årsag til trafikulykkerne i København".

Rigspolitiet, der er ansvarlig for ATK-indsatsen, har ikke ønsket at stille op til interview.

Efter fremsendelse af tre spørgsmål oplyser Rigspolitiet, at det først kan svare skriftligt inden for en til to uger.

Herunder kan du se listerne over, hvor der blev udskrevet flest bøder, hvor der er mest kontrol, og hvor de største bøder blev givet i 2018.

På hvilke strækninger blev der udskrevet flest bøder?

Hvor har der været flest timers kontrol?

Hvor er der udskrevet de største bøder?