Piloter skal genundersøges efter flyvelæge blev fyret
Efter afdækning af læges dobbeltrolle er klinikken, som skal tjekke piloter, blevet lukket.
Trafikstyrelsen indkalder cirka 2000 piloter og flyveledere til nye helbredsundersøgelser.
Det oplyser styrelsen på sin hjemmeside.
Genindkaldelsen sker, efter den flyvemedicinske klinik Doctors.dk. har fået tilbagekaldt sin godkendelse til at udstede flyvemedicinske helbredsbeviser.
- Styrelsen har besluttet at indkalde alle klasse 1- og klasse 2-piloter samt flyveledere, der har gennemgået deres helbredstjek på den pågældende klinik inden for de seneste 12 måneder, til en fornyet helbredsundersøgelse, skriver styrelsen.
Styrelsen er i gang med at få et overblik over, hvor mange tilfælde der er tale om. Det skønnes at få betydning for i alt cirka 2000 piloter og flyveledere, skriver styrelsen.
Kravet kan volde flyveledere og piloter store problemer, frygter Casper Ransborg, formand for Dansk Flyvelederforening.
- Det kan være svært at få en tid til at få en medical (helbredsundersøgelse for piloter og flyveledere, red.), som det er i dag. Så jeg forestiller mig, at det kan blive vanskeligt, siger Casper Ransborg.
Piloter og flyveledere kan derfor blive tvunget til at tage til Sverige for at blive undersøgt i tide, fortæller Casper Ransborg.
- Vi er nysgerrige på at høre mere fra styrelsen om, hvorfor de mener, at det her er nødvendigt. Jeg har aldrig hørt om noget lignende i hverken Danmark eller udlandet.
Fyret for dobbeltrolle og fusk
Meldingen fra Trafikstyrelsen kommer, efter at de fredag sagde farvel til den styrelseslæge, der har ansvar for kontrol af de særligt uddannede flyvelæger i Danmark.
Forinden havde Berlingske på baggrund af et spørgsmål i Folketinget skrevet om sagen, der kort fortalt går ud på, at den nu fyrede læge skulle føre tilsyn med flyvelægerne i Danmark - samtidig med at hun selv havde en klinik, der udførte helbredsundersøgelser af piloter. Den dobbeltrolle, hvor hun skulle føre tilsyn med sin egen klinik, var dog kun én af årsagerne til, at hun blev fyret fra Trafikstyrelsen.
Søndag kunne Berlingske nemlig fortælle, at kvindens klinikker i Hellerup og Kastrup var blevet lukket med øjeblikkelig virkning. Samtidig skrev avisen, at den omtalte læge også var mistænkt for at fuske med andre lægers personlige stempler. De bruges til at bevidne, at en lægejournal er ægte. Styrelseslægen er konkret mistænkt for at have brugt stemplet fra en anden læge i styrelsen, uden at han var vidende om det.
Avisen har også beskrevet, hvordan en SAS-pilot klagede over styrelseslægens klinik og siden fik frataget sin flyvetilladelse. Ifølge Berlingske har Trafikstyrelsen efterfølgende beklaget sagen.