Samfund

Vicepræsident i Loyal to Familia udvises af Danmark

Medlemmer af gruppen Loyal To Familia (LTF), der var mødt op foran Københavns Byret på Nytorv under retssag i oktober 2017. Scanpix Danmark Stf / Scanpix Denmark

- Han har udvist en fundamental mangel på respekt for grundlæggende samfundsværdier, lyder meldingen fra dommeren.

En vicepræsident i Loyal To Familia udvises til Irak i en omfattende sag om grov kriminalitet, som blev begået i regi af banden.

Også to andre LTF'ere udvises af Danmark. Det har Retten i Roskilde bestemt.

Dommen er afsagt af et enigt nævningeting, som i øvrigt har idømt de 13 mænd en fængselsstraf, som samlet løber op i næsten 60 år.

Den tidligere vicepræsident kom til Danmark som tiårig. Selvom han har en datter her, er det ikke med sikkerhed i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise ham, forklarer rettens formand, John Larsen.

- Han har udvist en fundamental mangel på respekt for grundlæggende samfundsværdier, siger dommeren.

Den dømte har begået afpresning, narkohandel og indbrud for blandt andet at finansiere bandens aktiviteter.

To bandemedlemmer udvises til Tyrkiet

To andre mænd fra banden udvises til Tyrkiet. Disse to er begge født her og har en stærkere tilknytning til Danmark end til Tyrkiet.

Udvisningen er nødvendig for at forebygge kriminalitet, lyder det.

Nævningesagen har stået på i over 30 dage. Den begyndte i oktober. De fleste forbrydelser er begået i Køge- og Ringstedområdet.

To andre udlændinge får en betinget udvisning, en tredje får en advarsel med hensyn til udvisning, men en sidste udlænding, der er portugiser, frifindes for udvisning.

SMS: "Det LTF - skal du fuck med os"

Mændene er dømt på kryds på tværs.

Blandt forbrydelserne er et våbenlager i buske i et grønt område i Køge. Her lå en tjekkisk automatriffel, en amerikansk revolver, en engelsk maskinpistol og en belgisk halvautomatisk pistol.

Nogle begik også grov afpresning, har retten slået fast. "Det LTF - skal du fuck med os", lød en besked i en sms ifølge et af de mange forhold i anklageskriftet.

Andre skulle betale op til 100.000 kroner som straf for at have meldt sig ud af banden. I alt var der ti ofre for afpresning eller ulovlig tvang.

Den såkaldte vicepræsident dirigerede al bandens kokainhandel i Køge, men også systematisk indbrudskriminalitet deltog han i, mener retten.

En enkelt af de 13 er blevet idømt fængsel i ni måneder. Straffen til de øvrige ligger mellem fængsel i syv år og seks måneder og to år og seks måneder.

100 registrerede medlemmer

Banden blev forbudt foreløbigt af politiet i september sidste år. På det tidspunkt var der cirka 250 medlemmer. For tiden er cirka 100 registreret som medlemmer, er det kommet frem under en retssag i Københavns Byret.

Lederen, Shuaib Khan, er udvist af Danmark.

Flere af de 13 får i øvrigt forbud mod at opholde sig på nogle af de steder, hvor banden tidligere har gjort sig gældende. Indgrebet gælder bestemte områder i Fredericia, Køge, Ringsted og København.