Flertal vedtager forbud mod kunstig jomfruhinde

16x9
Lovforslaget om forbud mod konstruktion af kunstig jomfruhinde er fremsat af regeringen og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Fagfolk er dog stadige uenige om, hvorvidt forbuddet er en god eller dårlig idé.

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget et lovforslag, der gør det forbudt at konstruere en kunstig hymen (jomfruhinde, red.).

Lovforslaget (L 141) omfatter krav om behandling med nåleakupunktur samt forbud mod konstruktion af en kunstig jomfruhinde.

Ingen stemte imod lovforslaget, da det var til afstemning i Folketingssalen og blev vedtaget med 103 stemmer for.

Det er et greb, der på middelalderlig vis er med til at skabe et billede af, at kvinder er nogle uskyldsrene væsener, der ikke må have sex inden deres ægteskab

Ellen Trane Nørby (V)

Det er regeringen, der står bag lovforslaget.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) forklarede i februar, at lovforslagets mål kort fortalt er at aflive myten om, at kvinder skal bløde efter deres første samleje.

Det er med til at fastholde kvinder i en undertrykt situation, og den bidrager til social kontrol, forklarer sundhedsministeren og tilføjer:

- Det er et greb, der på middelalderlig vis er med til at skabe et billede af, at kvinder er nogle uskyldsrene væsener, der ikke må have sex inden deres ægteskab.

Der findes få klinikker herhjemme, som i dag tilbyder at rekonstruere en jomfruhinde.

Men det skal der altså sættes en stopper for, mener ministeren.

Hun er af den overbevisning, at man ikke kan sidestille indgrebet med eksempelvis brystoperationer, der heller ikke har et medicinsk formål.

Jomfruhinden består af fleksible slimhindefolder. Sprækker i disse slimhinder kan opstå både før og efter seksuel debut.

Derfor er sprækkerne heller ikke nødvendigvis et tegn på, at kvinden har haft sex. Ligesom det heller ikke er sikkert, at kvinden bløder, når det sker.

Stor uenighed blandt fagfolk

Blandt fagfolk er der stor uenighed om, hvorvidt forbuddet er en god eller dårlig idé.

Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) udtrykte i februar over for Ritzau, at man var imod et forbud.

- Vi hjælper ikke kvinderne ved at sætte forbud op. De finder et andet sted at gå hen, hvis vi laver et forbud, sagde formand Hanne Brix Westergaard ved den lejlighed.

Det skal fremover være forbudt for læger at medvirke til at rekonstruere jomfruhinder.
Det skal fremover være forbudt for læger at medvirke til at rekonstruere jomfruhinder. Foto: TV 2

Hun påpegede samtidig, at der ikke er tale om en konstruktion af hymen, sådan som regeringen formulerer det, men en rekonstruktion.

Det skyldes, at jomfruhinden, som er en slimfold ved indgangen til vagina, stammer fra fosterudviklingen.

Dansk Selskab for Folkesundhed (Dasams) var også imod et forbud.

Lovforslaget blev til gengæld bakket op af Jordemoderforeningen og Dansk Sygeplejeråd.

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. juli 2019.

Man ved endnu ikke, hvor mange kvinder der årligt får lavet en kunstig jomfruhinde.