Ghita Nørby efter Radio24syv-sag: Vil aldrig give et interview igen
Den 84-årige skuespillerinde kritiserer, at flere offentligt har spekuleret i, om hun er dement. Hun føler sig nærmest voldtaget i sagen.
Skuespillerinden Ghita Nørby forstår ikke, hvorfor hun skal "lægges for had" efter at have medvirket i et meget omdiskuteret interview med Radio24syv.
Det fortæller hun i forbindelse med åbningen af Nordisk Kulturfestival i Kalundborg tirsdag aften, skriver nyhedsmediet sn.dk.
- Det er meget overraskende for mig. Jeg synes jo, at jeg nærmest er blevet voldtaget i den her sag. Så hvorfor skal jeg lægges for had, når man snarere burde sige, at det var godt, at jeg sagde fra. (...) Det gjorde et stort indtryk på mig, at det sådan var planlagt. At jeg ligefrem skulle sidde overfor en, der havde viljen til at ødelægge mig. Det har jeg aldrig været ude for før, siger Ghita Nørby ifølge sn.dk.
Skuespillerinden fortsætter med at slå fast, at hun aldrig mere vil lade sig interviewe.
Radio24syv afviser
Programchef hos Radio24syv Mads Brügger afviser, at der skulle have været en plan om at manipulere og ødelægge Ghita Nørby.
- På et alment menneskeligt plan er jeg selvfølgelig ked af, at det har været en dårlig oplevelse for Ghita Nørby.
- Men jeg vil gerne skyde ned, at vi skulle have haft en bagtanke med, at vi ville genere, ødelægge eller gøre Ghita Nørby ondt.
- Vi er taget ud for at lave et portrætinterview med hende, og mere er der ikke at sige om det, siger Mads Brügger til Ritzau onsdag morgen.
Han understreger, at Radio24syv ikke ville have lavet noget anderledes, hvis radiostationen skulle have lavet interviewet igen.
Den store mikrofon
'Hele Danmarks Ghita', der blev sendt i marts, skulle have været et portræt af skuespillerinden på baggrund af et syv timer langt interview. Men journalisten, Iben Maria Zeuthen, og Nørby går fra start skævt af hinanden.
Ghita Nørby bliver især vred over Zeuthens optageudstyr - en stor mikrofon med vindhætte - og langer ud efter både den og radioværten.
- Du kan da ikke sidde med den modbydelige mikrofon oppe i mit ansigt og tro, at jeg vil tale med dig. Gør du virkelig det? Jeg ved godt, at jeg er skrap, men tror du virkelig på det? Komplet uforskammet, det er, hvad det er, lyder det fra den 84-årige Nørby.
I interviewet kalder Ghita Nørby blandt andet Zeuthen for "dybt åndssvag", "overfladisk" og "sindssyg".
- Det er et ægte interview, og det er så dokumentaristisk autentisk, som tænkes kan. Programmet giver en fuldt dækkende beskrivelse af, hvad der er foregået, sagde Mads Brügger, der er programchef på Radio24syv, efterfølgende til TV 2.
Råbåndet
Men da Radio24syv efterfølgende udgav det 117 minutter lange råbånd af interviewet mellem Iben Maria Zeuthen og Ghita Nørby, gav det anledning til yderligere debat - herunder også, hvorvidt det hele var planlagt fra Radio24syvs side.
Der er blandt andet en passage i interviewet, hvor Iben Maria Zeuthen gør det klart, at hun ikke er ved at bryde sammen på grund af Ghita Nørbys udbrud.
- Jeg kommer aldrig til at glemme den her oplevelse. Jeg kan godt holde til det, og jeg kan godt lide det, siger hun blandt andet på råbåndet.
Ligeledes fik et billede fra Iben Maria Zeuthens Instagram-profil flere til at undre sig.
Billedet viser Zeuthens redaktør ved en tavle, hvor han er ved at gennemgå planerne for interviewet. En plan, der blandt andet indeholder elementer som ”Lille Ib + store G”, ”vise den dominerende kvinde” og ”bekræft det falske selv”.
Det gjorde et stort indtryk på mig
Tirsdag aften forklarer Nørby det med, at hun ikke var tryg ved situationen, hun var havnet i.
Efter 'Hele Danmarks Ghita' blev sendt i radioen, delte lytterne sig i to lejre. Der var dem, der mente, at der var tale om et karaktermord, mens andre offentligt spekulerende i, om den 84-årige skuespillerinde mon er dement. Blandt andre Politikens anmelder Henrik Palle.
Også det kritiserer Ghita Nørby.
- Det har været en meget underlig oplevelse for mig at blive bebrejdet at være 84 år. Det er mærkeligt at blive kaldt dement, eller at man har Alzheimers, som jo ikke er noget at lave sjov med, siger Nørby ifølge sn.dk.