Samfund

Er klimaforandringerne menneskeskabte eller naturlige? Her er to eksperters vidt forskellige svar

TV 2 har fået to professorer fra hver deres lejr til at svare på kommentarer fra en Facebook-debat om klimaforandringer.

Er klimaforandringerne menneskeskabte eller naturlige? Er menneskets indvirkning på klimaet forsvindende lille? Udleder vi nu mere CO2 end tidligere - eller omvendt?

Det er kun få af de spørgsmål, som har rejst sig på baggrund af kommentarerne i en debat på TV 2 Nyhedernes Facebook-profil efter en artikel om netop klimaforandringer.

I artiklen kunne TV 2 Vejret på baggrund af data fortælle, at temperaturen i Danmark de seneste 20 til 30 år er steget mere end dobbelt så meget som på resten af Jorden.

Er du bekymret?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Monday, April 1, 2019

Er du bekymret?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Monday, April 1, 2019

Er du bekymret?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Monday, April 1, 2019

Er du bekymret?

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Monday, April 1, 2019

Artiklen har afstedkommet en livlig debat om, hvad klimaforandringerne i virkeligheden handler om. Mange på Facebook har klare svar, da de mener, at de kender fakta. Men hvad siger dem, der gennem mange år har tilegnet sig ekspertviden på området?

TV 2 har sendt kommentarerne videre til to eksperter fra Københavns Universitet.

Den ene bliver af mange i tråden på Facebook fremhævet som en ekspert, ingen vil høre på, fordi han forholder sig stærkt kritisk i forhold til, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Han tilhører et mindretal blandt eksperterne.

Den anden mener, at der er klare videnskabelige beviser for, at klimaforandringerne skyldes netop mennesker. Han tilhører det store flertal af eksperter af samme mening - et flertal bestående af dét, der ofte refereres som værende 97 procent af verdens førende eksperter på området. En term, som begge professorer i øvrigt er stærkt kritiske overfor, hvilket du kan læse af deres svar længere nede i artiklen.

Der er tale om:

- Johannes Krüger, professor emeritus ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, og forfatter til bogen 'Klimamyten'.

- Eigil Kaas, professor i meteorologiske og klimatiske dynamikker ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.

De to professorer har svaret skriftligt på de samme spørgsmål, som de har fået tilsendt på mail. TV 2 har ikke redigeret i deres svar, men har medtaget begges for at vise, hvor der er henholdsvis uenighed og enighed mellem den gruppe af forskere, der ser klimaforandringer som menneskeskabte, og den gruppe, der ikke ser den sammenhæng.

Mens eksperterne i denne artikel er uenige, er konklusionen i FN's klimapanels rapport (IPCC) anderledes klar: De menneskeskabte klimaforandringer vil ændre forholdene på Jorden, hvis forureningen af drivhusgasser ikke nedsættes markant.

To eksperter fra hver deres lejr svarer

Er klimaforandringerne menneskeskabte eller naturlige?

Johannes Krüger: Klimaet har altid ændret sig. De seneste 4000 år har der været en rytmisk vekslen mellem varmetider (senest middelaldervarmen og vores varmetid) og kuldetider (senest den Lille Istid).

Hidtil har mængden af solindstråling og ændringer i skydækket været de overordnede drivkræfter bag klimaændringer.

Derfor er det mest sandsynligt, at dette også vil gælde i fremtiden.

Kortlægningen af det globale skydække siden 1983 har vist en klar forbindelse mellem det globale skydække og temperaturen. Hele den globale opvarmning i slutningen af 1900-tallet kan forklares ved en reduktion af det globale skydække på tre procent, og de seneste to årtiers pause i den globale opvarmning er sammenfaldende med et stabilt skydække.

Menneskets klokkeklare fingeraftryk på den globale opvarmning er i følge FN's klimapanel IPCC dannelsen af en greenhouse hot spot i et bredt bælte 8-12 kilometer over ækvator, men observationsfakta viser, at det ikke er tilfældet. Modellerne viser en opvarmning fem gange større end observationsfakta. Dermed falder det klokkeklare signal på den alarmerende effekt af menneskets udledning af CO2 til jorden. Klimaforandringerne må derfor betragtes som naturlige.

Er menneskets indvirkning på klimaet forsvindende lille?

Eigil Kaas: Når man ser på årsagerne til de aktuelle (det vil sige de seneste 50-100 år) globale ændringer, er der reelt set ingen tvivl om, at menneskets udslip af drivhusgasser og partikler spiller en afgørende rolle. Her er CO2’s betydning særdeles sikker, fordi man ved atmosfærefysiske strålingsberegninger får det resultat, at CO2 bidrager til at holde jorden væsentligt varmere, end den ellers ville være.

Yderligere viser disse beregninger, at for eksempel en fordobling af atmosfærens indhold af CO2 vil give en såkaldt strålingspåvirkning (energi-ubalance) på cirka 3,7 Watt per kvadratmeter. Dette svarer til, at Solens totale udstråling øges med lidt over 1,5 procent (hvilket absolut ikke er småting!). Man kan også særdeles tydeligt måle CO2’s opvarmende effekt fra satellitter – og resultatet passer helt utrolig godt med de teoretiske strålingsberegninger.

Johannes Krüger: Ja – klimaet styres af naturlige processer. Det viser historien.

Er det korrekt, at menneskets indvirkning på klimaet er målbart?

Eigil Kaas: Ja. Helt klart. Ud over CO2’s opvarmende effekt er der også mange andre gasser og stoffer, som påvirker klimaet. Nogle har faktisk en afkølende virkning.

Dette gælder for eksempl sulfat-aerosoler fra forbrænding: Disse har en direkte afkølende virkning ved at reflektere en lille del af sollyset tilbage til verdensrummet, og desuden kan de gøre visse skytyper mere hvide og mindre tilbøjelige til at forsvinde (regne væk). Men, altså, talrige beregninger over den samlede strålingspåvirkning fra alle menneskets udslip er positiv.

Selv om de kølende effekter fra for eksempel sulfataerosoler er usikre, vil ønsket om reduktion af smog (via katalysatorer, røgrensning med mere) medføre, at udslippene af disse aerosoler falder (de er faktisk allerede faldende). Uden dette afkølende bidrag bliver betydningen af de forøgede koncentrationer af menneskeskabte udslip af drivhusgasser (CO2 ,CH4, N2O, O3 og forskellige industrigasser) endnu mere markant i fremtiden.

Johannes Krüger: Det er ikke korrekt. IPCC´s klimamodeller mangler væsentlige sider af det komplekse klimasystem, og derfor bliver afstanden mellem modellernes scenarier og de observerede data større og større. Og det er klart, for forskere verden over kan opremse en lang liste af fysiske og kemiske processer, som ikke er helt forstået, og som derfor enten udelades i klimamodellerne eller beskrives utilfredsstillende.

Det gælder for eksempel et så vigtigt emne som skyprocesserne og mange af klimasystemets naturlige svingninger. Mange af disse processer er heller ikke kvantificerede i tilstrækkelig grad og hører derfor til nogle af de største udfordringer for klimamodellørerne, der i stedet tillægger CO2 en overdreven stor betydning. Når modellerne er så mangelfulde og derfor ikke egner sig som udgangspunkt for prognoser, er menneskets indvirkning på klimaet naturligvis heller ikke målbart.

Har Jorden historisk gennemgået en løbende klimaforandring?

Eigil Kaas: Ja, det har den altid, og dette er sket på alle tidsskalaer lige fra geologiske tidsskalaer (op til rigtig mange millioner år) og på lidt kortere sigt i forbindelse med istidernes kommen og gåen i de seneste par millioner år.

Det er værd at nævne, at CO2 også her har spillet en afgørende rolle i forbindelse med ændringerne/variationerne. Men her har det selvfølgelig ikke været mennesket, der har haft ”ansvaret”, men derimod naturlige geologiske processer samt processer, hvor atmosfære, oceaner og landmasser har vekselvirket.

Johannes Krüger: Jordens klima har gennem tiden slået nogle gevaldige udsving. Over mange millioner år skifter det mellem ice house tider, hvor der er gletsjere på Jorden og hot house tider, for eksempel Kridttiden, hvor det er så varmt, at der ikke findes gletsjere på Jorden. Vi lever derfor i en ice house tid, og det har vi gjort i 20-25 mio. år. I de seneste 2,6 millioner år har klimaet skiftet mellem istider af cirka 100.000 års varighed og mellemistider af 12-20.000 års varighed. Vi lever i en mellemistid, hvor klimaet svinger mellem varmetider, for eksempel vores, og noget køligere tider.

Viser videnskabelige studier, at mennesket ikke har nogen indvirkning på stigende temperaturer i for eksempel havene?

Eigil Kaas: Ja, men de senere års studier, hvor man kombinerer al viden og alle data, bliver mere og mere entydige: Oceanets opvarmning er reel og svarer på nuværende tidspunkt til en global tilførsel af energi på et sted mellem 0,5 og 1,0 Watt per kvadratmeter (bemærk dette er IKKE det samme som strålingspåvirkning, da denne ikke siger noget om den aktuelle energi-ubalance).

Johannes Krüger: Varmen kommer fra Solens stråler. Undersøgelser af atmosfærisk CO2 i forhold til den globale lufttemperatur og oceanernes temperatur har vist, at ændringer i CO2 halter ni-ti måneder efter ændringer i den globale temperatur og 11-12 måneder efter ændringer i oceanernes temperatur.

En varm atmosfære kan rumme mere CO2 end en kold atmosfære. Da det er lige omvendt med oceanerne, trækker en varm atmosfære CO2 ud af oceanerne med en forsinkelse på nogle måneder.

Det er også i første omgang oceanerne, der opvarmes, mens landoverfladerne halter lidt bagefter. Derfor kan menneskets udledning af CO2 heller ikke have nogen indflydelse på oceanernes overfladetemperatur.

Er det korrekt, at 97,1 procent af de seneste 20 års forskning konkluderer, at klimaforandringer er menneskeskabte?

Eigil Kaas: Jeg kan ikke svare på dette spørgsmål, da jeg altid har været uenig i metoden/præmissen. Måske er jeg lidt provokerende, men jeg mener, at blandt de mange forskere, og dermed deres studier, som tælles med i opgørelsen, vil kun nogle få procent kunne bestå en grundlæggende eksamen i klimafysik inklusiv bagvedliggende satellit- og andre målinger (altså en helt objektiv eksamen i grundlæggende fysik for atmosfære, oceaner, landjord og ismasser).

Jeg har den opfattelse, at en sådan kompetence må kræves, inden man kan indgå i undersøgelsen. Mange har enormt vigtige kompetencer i for eksempel måling af dele af klimasystemet eller i at finde på nye energiteknologier … Men er det nok til at svare på det helt overordnede spørgsmål? Et spørgsmål, som i min optik stort set er et objektivt ja/nej-spørgsmål?

Johannes Krüger: Påstanden om 97 procent konsensus om, at størstedelen af den globale opvarmning er menneskeskabt (kaldet AGW) har med mediernes hjælp manifesteret sig i offentligheden, som om hele den globale opvarmning er menneskeskabt. Tallet stammer især fra en artikel af J. Cook m. fl. (2013), hvor en gruppe personer fordelte 11.944 sammendrag af artikler om globale klimaforandringer og global opvarmning i fire kategorier.

Af de læste sammendrag havde 7930 ingen konklusion om AGW og blev sorteret fra, 3896 tilsluttede sig påstanden om AGW, mens 118 forkastede den eller udtrykte tvivl. På den baggrund konkluderer Cook, at 97 procent af forskerne støtter påstanden om AGW.

Historien er kulegravet af B. Shollenberger i: The Climate Wars – how the consensus is enforced og af A. Montford i: Fraud, bias and public relations – the 97 procent ”consensus” and its critics. Cooks artikel er vildledende. Dels er det uhørt at frasortere 7930 relevante klimaartikler, dels afslører Cooks datamateriale – som i første omgang nægtedes udleveret med den begrundelse, at computeren var brudt sammen – at der rent faktisk kun var 41 artikler, som ubetinget støttede påstanden om AGW. For det viste sig, at den gruppe på 3896, der tilsyneladende støttede påstanden om AGW, også indeholdt de forskere, der mener, mennesket kun bidrager med 20-30 procent til den globale opvarmning, og hvad værre er – også de mange såkaldte skeptikere, der mener, at menneskets bidrag kun er få procent. Cooks artikel er i den grad manipulerende og er historien om, hvorledes en fjer kan blive til 97 høns.

Påstanden om 97 procent konsensus hænger stadig i luften og bruges til at affærdige skeptikere og afmontere enhver seriøs klimadebat, men også til at skabe videnskabeligt alibi for politiske beslutninger. I 1992 underskrev 154 regeringer Rio-deklarationen, som på et meget spinkelt grundlag fastslog, at menneskets udledning af CO2 er årsagen til den globale opvarmning.

Dermed blev der fastlagt en klimapolitisk agenda og noget helt uhørt – et facit til forskningen. Den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland har udtalt: ”I klimasagen er det umoralsk at tvivle”. Men tvivlen er netop forskningens adelsmærke, mens antiskepticisme er pseudovidenskab og udfordrer ytringsfriheden og demokratiet.

Foregår den nuværende klimaforandring hurtigere end tidligere?

Eigil Kaas: Generelt ja.

Johannes Krüger: Nej.

Der er blandt forskerne enighed om, at temperaturen er steget siden afslutningen på den Lille Istid omkring år 1900, men temperaturen er steget i tre tempi: 1) over en 20-års periode 1860-1880, 2) over en 25-års periode 1915-1940, og 3) 1975-2000.

Så nok er den globale temperatur steget op gennem 1900-tallet, men det er sket i to veladskilte 25-årsperioder og med lige stor hastighed: én i første halvdel af 1900-tallet – altså længe før industrilandene for alvor slap store mængder CO2 ud i atmosfæren – og én i sidste halvdel af 1900-tallet.

Siden 2000 har der ikke været nogen temperaturstigning, hverken på globalt plan eller i Danmark.

Sker nuværende klimaforandringer i et historisk perspektiv for hurtigt?

Eigil Kaas: Der har som nævnt ovenfor altid været naturlige klimavariationer – også rigtig store af slagsen. Når man ser bort fra store især tropiske vulkanudbrud og visse klimavariationer med relation til istider, er de menneskeskabte klimapåvirkninger med især drivhusgasser en meget hurtig og markant global faktor (og den går hurtigere og hurtigere).

Det er, fordi den stigning i for eksempel atmosfærisk CO2, der sker nu, foregår uhørt hurtigt – også set i for eksempel geologisk perspektiv. Det er jo ikke/næppe menneskets skyld, at der fra tid til anden indtræffer klimabegivenheder som for eksempel El Nino, eller at en sommer (som sidste sommer) i Danmark blev meget tør. Men den generelle tendens med global opvarmning er i høj grad menneskets ansvar.

Johannes Krüger: Nej – heller ikke, når man ser længere tilbage i historien.

Havde Danmark for millioner af år siden subtropisk klima, mens de lande, der i dag er varme, tidligere var kolde?

Eigil Kaas: Der er ingen tvivl om, at det sted, hvor Danmark ligger i dag, tidligere har haft et meget varmere klima, for eksempel i den geologiske periode ”Cretaceous” (stadig ”dino-time”) og derefter i Eocæn (cirka 56 - 34 millioner år siden). Derefter fulgte en periode frem til for omkring 2,5 millioner år siden med gradvist aftagende CO2-indhold i atmosfæren (og dermed faldende globale temperaturer).

Jeg er noget forvirret over bemærkningen om, at de ”varme lande” skulle have været koldere end i Danmark. Det har altid været sådan, at ækvatoriale egne var varmest, men også at forskellen mellem polart og tropisk klima var betydeligt mindre i Jordens varme perioder, som for eksempel Eocæn, end i dag.

Johannes Krüger: Klimaskift i den størrelsesorden sker over mange millioner år og er betinget af to afgørende faktorer: Kontinentaldriften og de globale klimaskift, det sidste menes at være betinget af vores solsystems placering og vandring i Mælkevejen. For 545-510 millioner år siden befandt Baltica (med Danmark) sig på den sydlige halvkugle omkring 45 grader syd på et tidspunkt, hvor Jorden befandt sig i et hot house klima.

På samme tid lå Afrika og Florida tæt på Antarktis. For 354-290 millioner år siden befandt Baltica sig på ækvator og Indien nær Antarktis, samtidig med at Jorden havde et ice house klima som nu. Det har intet med vores varmetid at gøre, men sker som nævnt over mange millioner år.

Var der for 300.000 år siden nøjagtig samme pludselige temperaturstigning som nu?

Eigil Kaas: Man behøver såmænd ikke gå mere end 10-20.000 år tilbage for at se disse meget store og pludselige klimaudsving på høje nordlige breddegrader (de såkaldte Dansgaard-Oeschger begivenheder). De er med dagens viden højst sandsynligt relateret til oceancirkulation/tilstand i kombination med istidsændringer i havisen. Og ja, der var en cyklus (også med dagens viden), hvor den nordlige og sydlige halvkugle vekselvirkede, så det ikke varede ved ”for evigt”.

Johannes Krüger: På det tidspunkt var det istid, den såkaldte Saale-istid, der varede fra 390.000 år til 130.000 år. Den bestod både af perioder med kulde og varme. I istiderne har klimaet skiftet meget mere end i mellemistider, som vores tid. I sidste istid optrådte de såkaldte Heinrich perioder, hvor temperaturen faldt drastisk i løbet af få årtier afbrudt af perioder med pludselig opvarmning.

Har der historisk været mere CO2 i atmosfæren end i dag?

Eigil Kaas: Det kommer an på, hvad man mener med historisk. I min optik må dette være i dokumenteret menneskelig historie. Og da er svaret klart nej.

Men hvis man bare mener hele planetens historie er svaret klart ja. Man skal dog nok omkring 3 millioner år tilbage (eller mere).

Johannes Krüger: Ja, for 600 millioner år siden var koncentrationen af atmosfærisk CO2 15-20 gange højere end i dag. Siden er den med flere udsving aftaget til omkring 180 ppm (milliontedele) i istiderne og omkring 280 ppm i den førindustrielle periode. I dag er den 410 ppm. Kommer den under 150 ppm, vil al plantevækst uddø. En passende koncentration for væksterne er omkring 1000 ppm. Derfor kommer gartnerne CO2 i deres drivhuse. CO2 er livets gas.

Har der historisk set været 1000 gange mere CO2 i atmosfæren end i dag?

Eigil Kaas: Jeg er i tvivl. Man har jo – med al sandsynlighed haft flere ”snow-ball”-Earth begivenheder (for over en halv milliard år siden – som hver især endte med meget høje CO2 koncentrationer fra vulkansk uddunstning). Men jeg ved ikke, hvor høje koncentrationerne faktisk endte med at blive i slutningen af hver af de forskellige begivenheder – men der skulle i alle tilfælde en ordentlig bunke CO2 til at smelte isen, så man kunne komme ud af den is/sne-dækkede planet-tilstand.

Johannes Krüger: For 600 millioner år siden var koncentrationen af atmosfærisk CO2 15-20 gange højere end i dag. Siden er den med flere udsving aftaget til omkring 180 ppm (milliontedele) i istiderne og omkring 280 ppm i den førindustrielle periode. I dag er den 410 ppm. Kommer den under 150 ppm, vil al plantevækst uddø. En passende koncentration for væksterne er omkring 1000 ppm. Derfor kommer gartnerne CO2 i deres drivhuse. CO2 er livets gas.

Udgør menneskets indvirkning på drivhusgasser en promille?

Eigil Kaas: Nej. Mennesket har hele ansvaret for den stigning, vi har set i for eksempel atmosfærisk (og oceanisk) CO2 de seneste godt 100 år. Dette kan ikke diskuteres, da man via forskelle i mængden af 13C og 144C isotoper for kulstof har rigtig godt styr på, om et kulstofmolekyle kommer fra fossile brændstoffer eller ej.

Johannes Krüger: Ifølge IPCC´s seneste rapport var det totale udslip i 2012 vurderet til omkring 759 Gt eller 105 ppm. Af dette udgør menneskets udledning 33 Gt, hvoraf 29 Gt stammer fra afbrænding af fossil brændsel og 4 Gt fra landskabsændringer. Mennesket udledning udgør derfor kun 4,3 procent, men usikkerheden på den samlede beregning ligger på 6 procent. 727 Gt antages at kommer fra naturlige kilder, blandt andet fra havet, dyr og fra Jordens indre.

Var det vulkansk aktivitet, der tøede jorden op for 700-800 millioner år siden?

Eigil Kaas: Ja, og ikke kun der. Men flere gange. Det var med stor sandsynlighed den uddunstede CO2, der via dets øgede bidrag til drivhuseffekten gav opvarmningen (og altså ikke geotermisk varme fra vulkanerne selv).

Johannes Krüger: Geologer mener at have fundet sikre tegn på, at Jorden hele tre gange for mellem 750 og 580 millioner år siden har været dækket af is fra Nordpolen til Sydpolen, det man kalder sneboldjord. På det tidspunkt lå alle kontinenter samlet omkring ækvator. I den traditionelle forklaring på sneboldjord indgår vulkaner som producenter af CO2 og bjergarternes forvitring som forbruger af CO2. Nogle astronomer mener derimod, at det skyldes en såkaldt starburst begivenhed, hvor Mælkevejen kolliderede med en anden galakse.

Var der mere CO2 i luften, da dinosaurerne levede på grund af vulkansk aktivitet?

Eigil Kaas: Med stor sandsynlighed: Ja.

Johannes Krüger: Se ovenfor. CO2 i atmosfæren kommer fra vulkanudbrud, der udleder mange gange mere CO2 end mennesket. Oceanerne er i stand til at optage 50 gange mere CO2 end atmosfæren, og enorme mængder er blevet aflejret på havets bund i form af kalk og dolomit.

Er det korrekt, at jordens atmosfære består af en række forskellige gasarter, herunder CO2, som kun udgør 0,03 procent?

Eigil Kaas: Både ja og nej. Volumenmæssigt udgør CO2 lidt over 0,04 procent af atmosfæren. Den menneskelige andel heraf (eller rettere stigningen siden førindustriel tid) er på noget over 0,01 procent. Langt den vigtigste drivhusgas (tæt på dobbelt så vigtig som CO2) er vanddamp (en usynlig gas), og den forekommer i enorme mængder i atmosfæren (op til omkring 1,5 procent nær overfladen i troperne). Men, men, men: Vanddamp er en lynhurtigt reagerende slave af temperatur, så det er blandt andet Solens indstråling og atmosfærens CO2 indhold, der styrer vanddampindholdet i atmosfæren. Denne feedback fra vanddamp er den vigtigste selvforstærkende mekaniske i Jordens klimasystem.

Johannes Krüger: Se ovenfor. Hverken CO2 eller metan er de vigtigste drivhusgasser, det er vanddamp derimod. Vanddamps infrarøde-aktive molekyler er i stand til at absorbere den langbølgede udstråling fra Jorden over et langt bredere bølgespektrum end de to andre drivhusgasser. Men vanddamp adskiller sig ved at udgøre en meget større andel af atmosfæren end CO2 og metan, og ydermere opvarmes den og stiger til vejsr, hvor den afkøles og danner skyer, der er afgørende for Jordens klima.

Er mængden af CO2 i atmosfæren lige nu 405 parts per million, hvilket svarer til 0,045 procent? Og gør det en forskel?

Eigil Kaas: Ja, procenten er på nuværende tidspunkt 0,0405. Og ja, som diskuteret ovenfor gør det en kæmpe forskel.

Johannes Krüger: Koncentrationen er i dag 410 ppm, svarende til 0,041 procent.

Gør selv små ændringer af drivhusgasser en afgørende betydning?

Eigil Kaas: Hvis der menes relative ændringer, er svaret nej. Men afhængigt af hvilken drivhusgas der er tale om, kan en absolut volumen-promille være voldsomt vigtig.

Johannes Krüger: Nej. CO2 er som nævnt ikke den vigtigste drivhusgas. Desuden aftager klimaeffekten logaritmisk, når koncentrationen er over 200-300 ppm. Den flader simpelthen ud. Det er derfor, IPCC´s modeller ikke svarer til observationsfakta.

Har der i mellemistiden været en naturlig balance mellem det CO2, som naturen udleder, og det CO2, der bliver optaget igen?

Eigil Kaas: I store træk ja, bortset fra de seneste godt 100 år.

Johannes Krüger: Se mit svar om atmosfære-oceaner.

Har mængden af CO2 ligget mellem 230 og 280 ppm i mellemistiden?

Eigil Kaas: Nærmere mellem 250 og 280 ppmv. Da vi er uden for istiden, er klimavariationerne for en given mængde CO2 små, fordi CO2-koncentrationen har været sådan nogenlunde stabil.

Johannes Krüger: Ja - koncentrationen har ligget på omkring 280 ppm.

Er der blevet varmere eller koldere på Jorden?

Eigil Kaas: Det er blevet varmere, og ikke mindst stiger oceanernes varmeindhold jævnt og markant med noget, der ligner den energi, der kommer fra at affyre tre til fire Hiroshima-bomber af hvert sekund! Hovedparten af planetens energimæssige ubalance havner i oceanerne.

Johannes Krüger: Det kommer an på udgangspunktet.

Siden sidste mellemistid er det blev koldere. Siden middelalderen er det blevet lidt koldere. Siden den Lille Istid, der sluttede omkring år 1900 er det blevet varmere (se mit svar ovenfor). I virkeligheden er det interessante det regionale klima, som vi lever i, ikke det globale. Der tales også om administrative klimaændringer, f.eks., hvor man har sænket temperaturen før 2003 og hævet tallene for tiden efter 2003.

Er klodens middeltemperatur 0,34 grader over klimanormalen?

Eigil Kaas: Mmm? Det kommer an på, hvordan klimanormalen defineres. Hvis man definerer klimanormalen som perioden 1951 – 1980, ender gennemsnittet for de seneste 5 år på omkring 0,85 C (eller K).

Johannes Krüger: Ja. Klimanormalen er perioden 1961-1990 og indeholder de kolde 1970´ere. Den næste klimanormal bliver 1991-2020, som er meget mere interessant.

Har klodens temperatur været faldende i over to år?

Eigil Kaas: Masser af gange, og ja. Der har altid været fluktuationer, og det vil der blive med at være. Masser af naturlige processer fører til helt ”tilfældige” regionale og globale fluktuationer fra år til år og fra til årti til årti. Men der er hele tiden den bagvedliggende meget mere langsomme ændring i ”grænsebetingelserne”, som i høj grad bestemmes af atmosfærens sammensætning.

Johannes Krüger: Siden 2000 har der ikke været nogen global temperaturstigning kun afbrudt af El Nino begivenheder i 2010 og igen i 2015-16. Det er korrekt, at temperaturen siden denne sidste begivenhed er faldet og nu ligger på det normale leje.

Er det korrekt, at der ikke har været nogen global opvarmning i 23 år ifølge satellitdata?

Eigil Kaas: Absolut nej. Som nævnt ligger den egentlige og mere langsomme energiophobning i oceanerne. Både landoverfladernes og atmosfærens mere fluktuerende temperatur er også steget (jf. bl.a. vejrstationer, satellitdata og radio-sondedata).

Johannes Krüger: Se ovennævnte svar.

Er vi i slutningen af en istid, og er det derfor naturligt, at vi går mod varmere vejr?

Eigil Kaas: Der er regnet på dette i flere artikler. Selv hvis vi mennesker ikke havde været her ville den nuværende mellemistid nok have været ganske lang i forholdet til det ”normale” i den seneste million år – eller deromkring. Der er ingen tvivl, at den mængde CO2 , der udledt ved fossil afbrænding til det ”lettilgængelige” kredsløb (atmosfæren, oceanerne og de øvre jordmeter), vil forsinke eller helt aflyse en eventuel kommende istid med måske mange tusinde år.

Johannes Krüger: Nogle forskere mener, at vi er på vej mod en ny Lille Istid indenfor få årtier ligesom i 1600-tallet. Men en ny stor istid vil naturligvis også komme – men først om nogle tusinde år.

Spiller astrofysiske ændringer ind på klimaforandringer på jorden?

Eigil Kaas: Ændringer i Solens aktivitet har en vis indflydelse, men den er ikke samme størrelsesorden som den igangværende menneskeskabte indflydelse.

Johannes Krüger: Ja, i høj grad. Solen skruer op og ned for mængden af kosmiske stråler, der rammer Jordens atmosfære.

Spiller Solens hastigt nedadgående aktivitet et problem i forhold til klimaforandringerne?

Eigil Kaas: Solens aktivitet har faktisk ikke ændret sig så meget de seneste 50 år. Den er på nuværende tidspunkt svagt aftagende.

Johannes Krüger: Antallet af solpletter, der er udtryk for Solens aktivitet, er bekymrende. Det signalerer, at vi går mod koldere tider

Mister månen gradvist sin tiltrækningsevne til Jorden, og derfor har vi ikke de samme voldsomme vejrskift som for millioner af år siden?

Eigil Kaas: Månen har ikke nævneværdig betydning for vejret på Jorden, og har ikke haft det tidligere.

Johannes Krüger: Det er ikke mit fagområde.

Hvorfor er forskerne uenige?

Eigil Kaas: Jeg mener ikke, der er den store uenighed, når man går ned i materien og spørger klimafysikere.

Johannes Krüger: Der findes ingen klimaeksperter, kun eksperter inden for mere eller mindre snævre felter.

Spiller økonomiske og politiske interesser en rolle i forhold til den måde, man anskuer, om klimaforandringer er menneskeskabte eller naturlige?

Eigil Kaas: Måske i mindre grad – men dette går bestemt begge veje.

Johannes Krüger: Mange opfatter IPCC som et klimaorakel, men IPCC er en politisk organisation udnævnt af politikere og med mandat til at give politikere råd om ”klimatiltag” i forbindelse med menneskets udledning af CO2. R. Darwall har set IPCC efter i kortene: Der er etableret et system, hvor IPCC reviderer sig selv, og hvor politikere øver kontrol over de videnskabelige udredninger, som skal ligge til grund for og samtidig give alibi for politiske beslutninger.

De dikterer konklusionerne i Summary for Policy Makers, der er designet til politikere og nyhedsmedier. Den gruppe forskere, der dominerer IPCC-processen, optræder derfor mere som politikere end forskere og er udmærket klar over, at der er problemer med deres data og konklusioner.

Det fortæller Chris. Landsea i et åbent brev, da han trak sig fra sin ledende post i IPCC i protest over klimapanelets behandling af emnet stormaktivitet, som ”bygger på præfabrikerede agendaer og er videnskabeligt upålidelig”. Og det fremgik også med al tydelighed af Climategate-afsløringerne i 2009, som der behændigt blev lagt låg på. Dermed er politik, videnskab og særinteresser blandet sammen til en farlig cocktail, som har ført til udbredt meningspres og selvcensur. IPCC har derfor bidraget til en voksende politisering af et videnskabeligt felt. Hele den klima- og energipolitiske dagsorden er baseret på denne opfattelse – at CO2 er den store synder. At gennemskue dette er derfor en vigtig samfundsopgave, hvis man ønsker at styrke det oplyste demokrati.