Samfund

Test afslører farlig kemi i balloner

7 ud af 15 balloner overskred grænsen for kræftfremkaldende stoffer, viser test fra Forbrugerrådet Tænk.

Balloner er festlige, men de kan også afgive kemiske stoffer, når de kommer i kontakt med spyt.

- Det er stoffer, der er kræftfremkaldende, og som derfor ikke skal være i balloner, siger Stine Müller, der er projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi til TV 2.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har derfor testet 15 forskellige balloner for at se, om de afgiver kræftfremkaldende kemikalier nitrosaminer og nitroserbare stoffer. For begge stoffer gælder det, at der i Danmark og EU er grænseværdier, for i hvor høj grad ballonerne må afgive stofferne.

Læs hele testen her.

Ti af ballonerne er købt i danske butikker – enten i fysiske butikker eller online – mens de sidste fem balloner er købt på online markedspladser som Wish, lightinthebox.com og Amazon.

Her køber du direkte fra producenten, og dermed kommer ballonerne fra virksomheder udenfor EU, hvor de ikke har samme kemikaliekrav som i Danmark og de andre EU-lande.

Syv balloner klarede ikke testen

Syv af de testede balloner afgav stoffer over grænseværdierne. Fem af disse var købt på online markedspladser, én var fra den danske webbutik balloner.nu, mens den sidste var fra den fysiske butik Chao Chao.

- Det er jo ikke første gang, at det er kommet frem, at der kan være nogle sikkerhedsmæssige problemer med produkter fra online markedspladser. Det er første gang, at vi har set på kemikalier i nogle af de her produkter, og vi må sige, at resultaterne af vores test har bekræftet vores bange anelser, siger Stine Müller.

Balloner fjernet fra sortiment

Ballonerne med den højeste afgivelse af nitrosaminer hedder Koogel. Her var afgivelsen var 15 gange højere end den tilladte grænse. Ballonerne med den højeste afgivelse af nitroserbare stoffer hedder Kumeed. Afgivelsen var 27 gange højere end grænseværdien. Begge var købt hos Amazon.

Amazon har efter testen fjernet alle testede balloner, der ikke overholder reglerne, fra sortimentet. Det samme har Wish.

De resterende otte typer balloner overholdt alle grænseværdierne. De havde enten en lav afgivelse eller en afgivelse lige omkring grænseværdien. De var alle fra danske forhandlere.

Fælles EU-regler for balloner

Siden 2011 har der været fælles EU-regler for afgivelse af nitrosaminer og nitroserbare stoffer fra balloner og andet legetøj, der er beregnet til, at børn kan putte det i munden. Reglerne gælder også for legetøj til børn under tre år.

Tilbage i 2014, 2015 samt 2016/17 har Miljøstyrelsen kontrolleret balloner fra det danske marked for afgivelse af nitrosaminer.

I de første år var antallet af overskridelser højt.

I 2014 blev der i 23 ud af 39 balloner fundet nitrosaminer eller nitroserbare stoffer i koncentrationer over grænseværdien. Kontrollen fra 2016/2017 viste ulovlige mængder i 4 ud af 20 balloner.

Disse balloner havde lav eller ingen afgivelse

  • Flying Tiger Balloner
  • Normal Tillykke
  • Bini Balloons Pirate balloons
  • Amscan Super Mario

Disse balloner havde afgivelse omkring grænseværdien

  • Vores Fødselsdagsballoner
  • Happy party Smiley
  • Decorata party Jake and the Neverland pirates balloons
  • Ctiparty Blå Smiley

Disse balloner havde afgivelse over grænseværdien

  • Party Bolloons , Paw 12" Colors 2018 Design, Super value pack, Assorted colours. Købt på Amazon.com
  • Kumeed 12" Emoticon Face. Købt på Amazon.com
  • Koogel. Købt på Amazon.com
  • Yue fan, Its a boy/girl. Købt i butikken Chao Chao
  • Enhjøring, pink. Købt på Wish.com
  • Prinsesse balloner Pink Fuchsia. Købt i webbutikken Balloner.nu
  • Balloner Fest Oppustelig Børne Unisex. Køb på Lightinthebox.com

Gode råd til balloner

  1. Køb fra danske forhandlere – enten i fysiske butikker eller på danske online shops.

  2. Lugter ballonerne meget kemisk, så returner dem.

  3. Brug altid en såkaldt ballonpumpe til at puste balloner op med. Så slipper du og børnene for at sutte på ballonerne, når de skal pustes op.

  4. Undgå at børnene i øvrigt sutter på ballonerne.

  5. Balloner, der er gået i stykker, skal smides ud for at mindske risikoen for at blive kvalt.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk