Samfund

Motorcyklist død efter ulykke i rundkørsel - politiet efterlyser lastbil

Lastbilchaufføren har muligvis ikke bemærket, at han har været involveret i en dødsulykke.

En 44-årig mand har mistet livet, efter han på motorcykel blev ramt en lastbil i en rundkørsel syd for Ribe.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der nu leder efter lastbilen.

I en opdatering på Twitter efterlyser politiet et køretøj med et hvidt førerhus og en mørkebrun eller rødbrun stålcontainer som sættevogn.

- Chaufføren har muligvis ikke bemærket uheldet, skriver Syd- og sønderjyllands Politi.

Efterlyser vidner

Over for TV 2 uddyber vagtchef Ivan Gohr Jensen, at signalementet af lastbilen er sammenstykket på baggrund af flere vidner, der har set lastbilen på vej i nordgående retning fra rundkørslen.

- Noget tyder på, at lastbilen befandt sig i rundkørslen og ikke bemærkede, at motorcyklisten er kommet ind under hjulene, siger han og understreger, at politiet fortsat gerne vil høre fra flere vidner i forbindelse med efterforskningen.

Lastbilen kom kørende sydfra ad Tøndervej med retning nordpå, da motorcyklisten kom kørende fra Haderslevvej fra øst mod vest.

Den 44-årige blev erklæret død på stedet umiddelbart efter ulykken. De pårørende er underrettet.