Konflikt i DSB - det kæmper de om
Striden mellem DSB og Dansk Jernbaneforbund går tilbage til 2017.
Store dele af togtrafikken var mandag lammet øst for Odense efter, at DSB-ansatte mandag morgen gik i strejke.
Men hvad er årsagen til konflikten?
Det får du svaret på her:
Striden mellem DSB og Dansk Jernbaneforbund går tilbage til december 2017, hvor DSB melder sig ind i den private arbejdsgiverorganisation Dansk Industri.
Dermed bliver flere overenskomster med staten opsagt sammen med en lang række lokalaftaler. De ansatte skal i stedet på en privat overenskomst.
De gamle lokalaftaler tillod medarbejderne at have stor indflydelse på planlægningen af arbejdet - såsom turopbygning, arbejdstider og ferieplanlægning.
Men de opgaver ønsker DSB fremadrettet skal være en ledelsesopgave.
Der er således blandt andet uenighed om, hvor meget indflydelse de ansatte skal have på planlægningen af deres arbejde.
Som følge af ændringerne har DSB også ønsket, at der med en ny aftale blot skulle være 29 tillidsrepræsentanter i stedet for de tidligere 99.
I efteråret blev parterne – ifølge DSB – enige om, at det endelige tal skulle være 41 tillidsrepræsentanter, men det afviser Dansk Jernbaneforbund at have skrevet under på.
Der er således fortsat uenighed om, hvor mange tillidsrepræsentanter der skal være.