Politiet skal ikke længere afvikle køreprøver

16x9
Flytningen skal frigive politifolk til andre opgaver. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Færdselsstyrelsen overtager ansvaret for køreprøver. Det vil frigive betjente til andre opgaver, lyder det.

Det skal ikke længere været politiets ansvar at stå for at afvikle køreprøver eller udstede kørekort. Fremover vil de opgaver ligge hos Færdselsstyrelsen.

Det oplyser Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Formålet er at sikre en forbedret service på området og frigive betjente til andre politiopgaver.

Tidligere har der været mange myndigheder involveret i administrationen, når det kommer til kørekort.

Men det giver god mening at samle en række færdselsopgaver i Færdselsstyrelsen, vurderer transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).

- På den måde kan vi give borgerne en bedre, hurtigere og mere tidssvarende service for deres penge og forhåbentligt nedbringe ventetiderne på området yderligere, siger han i en kommentar.

Ærgerligt forbund

Ifølge Politiforbundet drejer det sig om næsten 100 polititjenestemænd og 140 civile køresagkyndige, som arbejder med de berørte områder.

Claus Oxfeldt, der er formand for forbundet, har ondt af de medarbejdere, der nu enten ikke skal arbejde i politiet længere eller flyttes fra en opgave, som de var glade for.

Samtidig lufter han en bekymring for, at mange af politifolkene måske ikke vil blive i politiet for at løse andre opgaver.

- Det er 100 procent, at de egner sig til at gøre andet. Men spørgsmålet er, om de vil. Du kan ikke tvinge dem til at blive i politiet. De kan jo "bare" sige op.

- Erfaringen viser, at det med nogle af de her opgaver, som er forsvundet ud af politiet, ikke har kunnet lade sig gøre at fastholde kollegerne, siger Claus Oxfeldt.

Overflytning af opgaverne sker fra 1. januar 2020. Skal borgere ansøge om kørekort, skal det fortsat ske til kommunen.