Samfund

Hele Danmark ledte, da lille Holger forsvandt - her er han i dag

På trods af episoden kan Holger stadig godt lide at gå ture i skoven, fortæller han.

I dag for præcis otte år siden var en helt bestemt nyhed tophistorie i de fleste medier Danmark over.

Tre-årige Holger var forsvundet på en gåtur med sin mor, og han var ingen steder at finde.

Det satte gang i en omfattende eftersøgning, hvor over 2.000 frivillige ledte efter den forsvundne, lille fyr, mens hele Danmark fulgte med på sidelinjen i medierne.

Og efter næsten et døgn var der endelig gennembrud i sagen.

- Ja, han er fundet!

Brølet kom dengang fra indsatsleder ved Nordjyllands Politi, Flemming Jacobsen. Han stod i 2011 i spidsen for eftersøgningen af den lille, rødhårede dreng og havde i samme øjeblik fået meldingen, han og mange andre åndeløst havde ventet på:

Holger var blevet fundet af en rytter efter at have været på egen hånd i skoven i næsten 24 timer - og han var i god behold.

Dengang var Holger en lille purk, der så sådan her ud:

Hvor er han i dag?

Men meget er sket på otte år. Holger er i dag 11 år gammel, går i fjerde klasse og tænker kun sjældent på episoden.

Alligevel er han glad for, at så mange mennesker dengang i 2011 satte alle kræfter ind for at finde ham i skoven.

- Det er fedt, fordi de var hjælpsomme. Fordi jeg var en lille dreng, ville de gerne hjælpe med at finde mig, siger Holger til TV2 Nord.

Også Holgers mor, Heidi Kragh, mærker taknemmeligheden over den indsats, der blev lagt i at finde hendes lille søn. For hende sidder oplevelsen stadig i kroppen, når hun bliver mindet om den overvældende dag.

- Bare ved at kigge på billeder fra dengang bliver jeg helt rørt. Særligt når jeg ser på de her billeder, hvor han lige er blevet fundet, siger hun, mens hun ser på en avisartikel fra dengang.

- Jeg var lige så lettet som forældrene

Indsatsleder Flemming Jacobsen glemmer heller aldrig dagen, hvor han med stor glæde brølede, at den lille dreng endelig var fundet.

- Jeg var lige så lettet som forældrene. Eller det kan jeg jo ikke være, men jeg var lettet på deres vegne og alle de gode mennesker, som havde sat ting i sving, så det var helt fantastisk, siger den tidligere indsatsleder ved Nordjyllands Politi til TV2 Nord.

Men selvom episoden stadig sidder i mange, har den ikke afskrækket Holger fra udelivet, fortæller den rødhårede fyr til TV 2.

- Jeg synes, det er hyggeligt at gå ture i skoven med min mor og min hund, siger han.