Samfund

Hadprædikant dømt i byret

En prædikant slipper for fængsel efter billigelse af jødedrab i københavnsk moske.

I dag faldt dommen over prædikanten Monzer Baajour i Københavns Byret, hvor han stod anklaget for at have billiget drab på jøder og for at have brudt racismeparagraffen.

Anklageren havde krævet en ubetinget fængselsstraf på mellem otte og ti måneder, men den opfattelse delte en enig domsmandsret ikke, og de idømte i stedet prædikanten seks måneders betinget fængsel.

Sagens kerne var en fredagsprædiken, som prædikanten Monzer Baajour holdt i Masjid al-Faruq-moskéen på Heimdalsgade 31. marts 2017. Her lød det:

- Dommedag oprinder ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne, således at muslimerne slår dem ihjel, og jøden vil skjule sig bag sten og træer, og stenen og træerne vil sige: "O muslim, O Guds tilbeder, der er en jøde bag mig, så kom og dræb ham".

Hos anklagemyndigheden er de trods den betingede fængselsstraf tilfredse med dagens strafudmåling.

Der er en jøde bag mig, så kom og dræb ham

Monzer Baajour

- Vi har fået det, præcis som vi ville have det. Vi havde et bud på en straf, og retten havde et andet, og det tager jeg med i overvejelserne omkring en eventuel anke, men han er kendt skyldig i begge forhold, siger anklager Anders Larsson til TV 2.

Ankede på stedet

Det er sjældent, at alle er tilfredse, og det er da heller ikke tilfældet ved dagens domsafsigelse, hvor den dømte Monzer Baajour ankede, straks efter dommen faldt.

- Vi havde allerede talt om det inden, og vi var enige om, at det er en special situation, så min klient ville prøve den i landsretten, siger Henrik Stagetorn, der er forsvarer for Monzer Baajour, til TV 2.

Både anklageren og forsvareren var enige om, at sagen handlede om konteksten, og her valgte retten altså at tage anklagerens parti.

- Det ligger fast i juraen, at hvis man citerer skriftsteder, så er det ikke en billigelse af drab, og på den baggrund har vi valgt at anke, siger Henrik Stagetorn.

Forbindelser til Hizb ut-Tahrir

Det er første gang, at den særlige bestemmelse i straffeloven tages i brug, efter at den blev indført 1. januar 2017. Paragraffen omtales blandt andet som forkynderloven.

Tiltalte tilhører uden tvivl Hizb ut-Tahrir

Anders Larsson

Fra politisk side er målet, at bestemmelsen skal skærpe indsatsen mod radikalisering og religiøse forkyndere.

Moskéen på Heimdalsgade i København er omdiskuteret. Det har været fremme, at den har tætte relationer til den islamistiske forening Hizb ut-Tahrir.

Og netop trådene til Hizb ut-Tahrir lagde anklageren vægt på.

- Tiltalte tilhører uden tvivl Hizb ut-Tahrir. Det er også i den kontekst, at vi skal se ytringen. Der er tale om et budskab fra Hizb ut-Tahrirs katalog for at fremme deres fortolkning, siger anklageren Anders Larsson.