Samfund

17-årig elev forsvundet under studietur i England

Helsingør Ungdomsskole (Arkivfoto).

Ifølge britisk politi havde den unge mand planlagt at forlade sine klassekammerater, mens de var ude på en løbetur i Manchester.

En 17-årig elev fra Helsingør Ungdomsskole har siden torsdag morgen været forsvundet på en studietur i Manchester.

Det oplyser kommunikationschef i Helsingør Kommune, Martin Deichmann, til TV 2.

Drengen går i 10. klasse på ungdomsskolen, og da han forsvandt, var han på studietur sammen med 39 andre elever og syv medarbejdere fra skolen i den engelske by.

Afbud til løbetur

Den 17-årige, der ikke har dansk nationalitet, er ikke set siden torsdag morgen 21. marts omkring klokken 7.30, hvor han efter planen skulle på en fælles løbetur i Manchester med sin klasse, men måtte melde fra på grund af et maveonde. 

Det fortæller Michael Mathiesen, der er formand for Helsingør Ungdomsskole, til TV 2.

- Gruppen skal ud på løbetur torsdag morgen efter en fast aftale. Her siger drengen, at han har ondt i maven, og han bliver derfor tilbage på værelset på sit hostel. Da gruppen kommer hjem cirka en time senere, kan de ikke længere finde ham.

Ifølge Michael Mathiesen fremgår det af hostellets overvågningskamera, at den 17-årige dreng forlader stedet i løbetøj cirka et kvarter efter, at gruppen påbegyndte løbeturen.

- Han medbringer sit pas og sine personlige papirer, men lader sin bagage blive tilbage på værelset, siger formanden for Helsingør Ungdomsskole.

Ifølge formanden er der ikke umiddelbart noget forklaring på, hvorfor den 17-årige valgte at forsvinde fra stedet.

Har sandsynligvis planlagt sin forsvinden

Sagen blev anmeldt til britisk politi om eftermiddagen torsdag 21. marts, og ungdomsskolens ledelse har siden været i løbende dialog med politi og myndigheder i både Storbritannien og Danmark.

De foreløbige undersøgelser foretaget af britisk politi af drengens værelse og videoovervågning fra hostellet peger på, at der er tale om frivillig forsvinden. Der er med andre ord ikke er tegn på, at den 17-årige er blevet udsat for en forbrydelse.

Britisk politi har meddelt Helsingør Ungdomsskole, at de efter gennemsøgning af den unge mands bagage har fundet en æske fra en ny, billig Nokia-mobil, der med stor sandsynlighed skulle bruges til at foretage opkald i Storbritannien med et taletidskort, hvilket tyder på, at den unge mand har planlagt at forlade sine klassekammerater.

Rikke Reiter, der er centerchef i Helsingør Kommune, orienterede Helsingørs Byråd om status i sagen lørdag 23. marts ved middagstid.

Her lød det blandt andet, at:

- Vi ved som sagt fortsat ikke, hvor den unge 17-årige er. Vi er i tæt dialog med den unge mands forældre. Som det ser ud lige nu, er der ikke mere vi kan foretage os i sagen - andet end at måtte forholde os til, at den unge mand formentlig har forladt gruppen af egen fri vilje.

Psykolog- og krisehjælp fra kommunen

Søndag ved middagstid er der ikke kommet nyt frem fra britisk politi om den 17-åriges forsvinden, oplyser Michael Mathiesen til TV 2.

Drengens familie er underrettet og er blevet tilbudt krisehjælp fra kommunen.

Samtidig har både lærere og elever fået tilbudt psykologhjælp, fortæller Michael Mathiesen.

Hvis man har oplysninger om den 17-åriges forsvinden, lyder opfordrer fra formanden for Helsingør Ungdomsskole, at man kontakter britisk politi, da de står for efterforskningen af sagen.