Samfund

Kronprinsens hofchef får kritik for 'uklog' dobbeltrolle - ingen kommentarer, svarer kronprinsen

Der bliver sagt nej til dyre gaver fra erhvervslivet og medvirken i reklamer, men kongehuset afviser, at hofchefs bestyrelsespost er problematisk.

Kongehuset har tradition for at holde sig uafhængigt af politiske og erhvervsmæssige interesser.

Derfor har det også vakt opsigt, at kronprinsparrets hofchef, Christian Schønau, tidligere i denne måned kunne føje en ny titel til visitkortet.

Her tiltrådte han nemlig som bestyrelsesformand for fonden bag den danske pumpegigant Grundfos, Poul Due Jensens Fond.

Dermed indtager den 52-årige hofchef nu en dobbeltrolle, der fra flere sider kaldes problematisk.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at kongehuset har godkendt det, så man må gå ud fra, at de har tænkt det igennem. Men det er en uklog beslutning, og han burde heller ikke selv have lagt op til det. Det er ikke sikkert, at det giver problemer, det er bare ikke en god sammenblanding af kasketter, siger politisk kommentator Hans Engell til TV 2.

Grundfos kan blive tilgodeset

Berlingskes kommentator, Thomas Larsen, skriver i en analyse i avisen, at hofchefen med sin nye titel ”bevæger sig ind på en farlig kampplads”, mens også sociolog og adjunkt ved CBS Christoph Ellersgaard, der står bag bøgerne 'Magteliten' og 'Tæm eliten', undrer sig.

FAKTA: Hofchef

Hoffet er oprindeligt betegnelsen for den kongelige families administration og husholdning.

De kongelige har hver sin mindre administration, der kaldes en hofstat, og hofcheferne er chef for de respektive administrationer.

Hofchefen er derfor ansvarlig for husholdning, ceremonier og kontakt med offentligheden.

Christian Schønau blev udnævnt som kronprinsparrets hofchef i 2010 efter flere år som departementschef i forskellige ministerier.

Over for Ekstra Bladet påpeger han, at familien bag Grundfos kan blive tilgodeset i forhold til virksomhedsbesøg med kronprinsparret, invitationer til officielle arrangementer samt uddeling af ordener og titler.

- Det er et stempel fra det officielle Danmark, der viser, at det her er en virksomhed, som er tæt forbundet med den danske stat, siger Christoph Ellegaard til avisen.

Hofchef Christian Schønau (yderst til venstre) ses her sammen med udenrigsminister Anders Samuelsen og kronprins Frederik i audiens hos Pave Frans i Vatikanet i november.

Derfor vil Christian Schønaus nye stilling også medføre en særlig bevågenhed på hofchefens fremadrettede ageren, vurderer Hans Engell.

- Han vil hele tiden være i søgelyset - med rette eller urette - for, om han i særlig grad varetager Grundfos’ interesser i forhold til andre danske virksomheder.

Hans Engell fremhæver desuden den problematiske situation, der kan opstå, hvis Grundfos skulle blive blandet ind i en kritisk sag, hvor hofchefen må ud og forklare sig i offentligheden.

Politisk kommentator Hans Engell undrer sig over, at kongehuset tillader hofchef at sidde som bestyrelsesformand. Video: Mikkel Secher

Nej til dyre gaver og markedsføring

Kongehusets medlemmer deltager i disse år ofte i danske erhvervsfremstød i udlandet, men de forsøger at undgå for tætte relationer til enkelte virksomheder.

I efteråret kom det eksempelvis frem, at kongehuset ikke længere vil modtage dyre gaver fra erhvervslivet.

- Det kan godt være, det var sådan engang, men i dag modtager kongehuset ikke biler som gaver, ligesom kongehusets medlemmer ikke deltager i direkte markedsføring af virksomheder og produkter, oplyste kongehusets kommunikationsafdeling dengang til Ekstra Bladet.

Det var omtrent på samme tidspunkt, at kongehuset på vegne af prins Nikolai var ude at beklage, at prinsen havde optrådt i en pressemeddelelse fra Sixt Biludlejning. Det er imod retningslinjerne, forklarede kongehuset.

Kongehuset: Ingen kommentarer

Christian Schønau er i denne uge med dronningen og kronprinsen på statsbesøg i Argentina, hvor TV 2 onsdag forsøgte på et pressemøde at få en kommentar til kritikken af hofchefens dobbeltrolle.

Men kronprinsen havde ingen kommentarer til sagen, lod han forstå.

- Det er ikke formålet med den her tur at komme ind på det her. Det må andre nøglepersoner udtale sig om. Det har jeg ikke noget at tilføje til.

Grundfos var i øvrigt en af de danske virksomheder, som havde valgt at tage med på det aktuelle erhvervsfremstød i Argentina

TV 2 forsøger torsdag at få en kommentar fra kongehuset og Christian Schønau.

Da Schønau i december 2018 indtrådte som bestyrelsesmedlem i Poul Due Jensens Fond, afviste kommunikationschef Lene Balleby over for Berlingske, at hofchefens arbejde i fonden skulle være problematisk. 

Lene Balleby understregede ved den lejlighed, at hun heller ikke ser noget mærkeligt i, at kongehuset på den ene side frasiger sig gaver fra erhvervslivet, men på den anden side lader dets medarbejdere sidde i erhvervsbestyrelser.

- Vi glæder os derfor blot over, at de kompetencer, som kongehusets ansatte har, efterspørges også uden for huset, fortalte Lene Balleby dengang til avisen.