GO'

Forsvaret vil hyre gamere: - De er rigtigt gode til at skabe sig overblik

Gamere har mange evner, som Forsvaret gerne vil gøre brug af, lyder det fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

Er man hurtig på tasterne og har et godt overblik, så kan computerspil fremover blive en af de indledende øvelser til en karriere i Forsvaret.

For torsdag kom det nemlig frem, at Forsvarsministeriets Personalestyrelse har indgået et samarbejde med Esport Danmark med henblik på at rekruttere gamere.

- Vi er forpligtet til altid at være fremme i skoene i forhold til at afsøge nye territorier og muligheder for at skaffe kvalificeret arbejdskraft til fremtidens forsvar, siger sektionschef ved personalestyrelsen, Anders Bech, i 'Go' aften Danmark'.

Og man ser store fordele i de kompetencer, som unge udvikler under de mange timer bag skærmen, lyder det. 

Overblik i pressede situationer

Ifølge sektionschefen er det især egenskaber som multitasking og en god reaktionsevne, der gør gamerne til oplagte kandidater. 

- Men de er også rigtig gode til at skabe sig et overblik i pressede situationer og fastholde det. Det er alt sammen noget, vi godt kan gøre brug af i Forsvaret, siger han.

Ifølge Anders Bech kan man som gamer især drage fordel af sine evner under udvælgelsen til uddannelser som flyveleder og pilot.

Gamer blev flyveleder

Hos Forsvaret sidder allerede den tidligere gamer Alexander Hundegger. Han arbejder som flyveleder i Karup, hvor han bruger erfaringen fra de mange timer på netcafe og fællesskabet med de andre spillere.

- Så sad man sammen med sine venner og råbte over skærmene. Jeg skal også bruge fællesskabet i mit job som flyveleder, da man skal kunne omgås andre mennesker, kunne læse folk på meget kort tid og vide, om de er stressede eller har overskud, siger han i 'Go' aften Danmark'.

- Som gamer har man også en masse kommunikation og samarbejder med forskellige mennesker. Det bruger jeg direkte i mit arbejde i dag. 

Alexander Hundegger understreger, at han ikke er valgt ud på baggrund af sin erfaring med computerspil. Men optagelsesprøven foregår på en computer og har også visse ligheder med nogle af de spil, der findes. 

Alexander Hundegger er tidligere gamer og bruger sine evner som flyveleder i Karup.

Flere forsøg

Forud for aftalen mellem Forsvaret og Esport Danmark har der været en række forsøg. Flere af dem med medlemmer af det danske esportshold Astralis, et professionelt dansk Counter-Strike-hold.

Og formanden for Esport Danmark, Thomas Koed, ser frem til de karrieremuligheder, som samarbejdet skaber for medlemmerne.

- I et samarbejde med Forsvaret kan vi - udover at fordre de unges udvikling inden for esporten - arbejde struktureret med talentudvikling og samtidig sikre karrieremæssigt interessante muligheder for de unge esportsudøvere, som ligger indenfor deres naturlige kompetencefelter, siger han i en pressemeddelelse.