Simpsons, Star Wars og Avatar - Disney klar til at udfordre Netflix efter kæmpehandel

Det har kostet Disney 71 milliarder dollars at købe 'The Simpsons' og 'Avatar'. Nu er de klar til at gå i flæsket på Netflix, mener ekspert.
Hvis Disney tidligere var store i underholdningsindustrien, så er de fra og med i dag gigantiske.
The Walt Disney Company har natten til onsdag dansk tid opkøbt en del af koncernen 21st Century Fox og har dermed fået rettigheder til en stribe af de mest populære film og serier i hele verden.
Kort efter handlen faldt på plads, opdaterede The Walt Disney Company sin hjemmeside for at byde en række kendte figurer velkommen i Disneys allerede enorme univers:
- Dette er et ekstraordinært og historisk øjeblik for os, udtaler Robert Iger, administrerende direktør i koncernen i en pressemeddelelse.
Deadpool og Homer Simpson
For den nette sum af 71 milliarder dollars (466 milliarder kroner) ejer Disney nu udover Askepot, Buzz Lightyear og Kylo Ren også hele familien Simpson, rettighederne til hitserier som ‘Atlanta’, ‘Family Guy’ og ‘Homeland’ og filmene ‘Alene Hjemme’, ‘Die Hard’ og ‘Avatar.’
Og ikke mindst ejer de nu også en central del af Marvel-universet, som de ikke havde i forvejen - 'Deadpool', 'X-Men' og ‘De Fantastiske Fire’.
Disney har længe varslet en streamingtjeneste med navnet Disney+ og med en katalogudvidelse i denne kaliber er konkurrencen om streaming-markedet for alvor i gang, vurderer flere.
Her kan du se nogle af de franchises, som Disney nu er herre over og har mulighed for at udgive på stream:
Derudover er en stor del af streamingtjenesten Hulu også med i købet, samt rettighederne til mange af Fox' sportsprogrammer og National Geographic - både tv-kanal og magasin.
Klar til at gå i flæsket på Netflix
Med gigahandlen på plads er Disney nu mere end klar til at gå i flæsket på streamingtjenesten Netflix med deres egen tjeneste Disney+, vurderer medieekspert Claus Bülow Christensen, der har fulgt handlen tæt:
- Disney står nu stærkere, end Netflix måske nogensinde har gjort, selvom Netflix har været i gang med at ruste sig mod netop dette i årevis, siger han.
Claus Bülow Christensen er spændt på at se, hvad der nu kommer til at ske, for han mener, at mange danske forbrugere nu skal overveje, om de skal supplere deres eksisterende tjenester med Disney+.
Disney har nemlig været i gang med at fjerne deres indhold fra flere platforme. Blandt andet er flere Marvel-serier på Netflix blevet sløjfet inden for det seneste år.
- Det her betyder, at forbrugerne nu får endnu mere at vælge mellem. Også fordi Disney meget vel kunne finde på at lave mere end bare én streamingtjeneste, siger han.
Fremvisninger i april
Det amerikanske medie Cnet skriver, at Disney vil lade Hulu fortsætte med at eksistere sideløbende med Disney+, som forventes skal indeholde Disneys mere familievenlige titler, mens Hulu kan have mere voksent indhold.
Ifølge avisen Los Angeles Times vil Disney+-indhold blive fremvist til potentielle investorer i april, men allerede nu koger rygtebørsen om, hvilke film og serier man vil kunne se med et abonnement.
Blandt andet lyder det ifølge Cnet, at Star Wars-serien 'The Mandalorian' vil kunne streames på Disney+.
Derudover vil flere store Marvel-film - blandt andet den helt nye Captain Marvel - kunne streames her, forlyder det.
Hvornår tjenesten vil komme til Danmark, og hvor meget et abonnement kommer til at koste, vides endnu ikke.