Samfund

Kemikalieudslip på Novo Nordisk - tre personer indlagt til observation

Der har været et kemikalieudslip på Novo Nordisk i Gentofte. Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Tre personer er indlagt i 24 timer til observation efter et kemikalieudslip på Novo Nordisk i Gentofte.

Tre personer er under behandling efter et kemikalieudslip på Novo Nordisk i Gentofte.

Det bekræfter vagtchefen hos Nordsjællands Politi, Dan Houtved, over for TV 2.

Politiet fik en anmeldelse klokken 17.13 om et kemikalieudslip i et lokale på virksomheden i Gentofte. Tre personer befandt sig i lokalet, og alle tre har indåndet giftige dampe fra udslippet.

Alle tre personer har følt ubehag og har haft vejrtrækningsproblemer og er derfor blevet indlagt til observation på Rigshospitalet.

Politiet har ikke evakueret bygningen, men kemikalieberedskabet og Arbejdstilsynet har spærret lokalet af og er i gang med undersøgelser.  

Alle personer meldes ok

Novo Nordisk bekræfter lækagen og fortæller i en mail til TV 2, at man betragter sagen som en arbejdsulykke.

- Der har i eftermiddag været en lækage på en pakning afgrænset til et lokale i produktionen. Tre medarbejdere kan have været udsat for dampe, og de blev derfor sendt til undersøgelse. De meldes alle ok, men er indlagt til observation i 24 timer, lyder det fra Novo Nordisk.

- Beredskabet er på stedet, og vi er ved at rydde op i lokalet. Vi behandler sagen som en arbejdsulykke, skriver virksomheden.