Lars Seier Christensen voksede op i en lille jysk by – nu er han milliardær og bor på et slot i Schweiz
Lars Seier Christensen ville være arkæolog, men skabte i stedet megasuccesen Saxo Bank. I dag er han investor, og hans næste projekt er et tv-program.
Det hvide slot med de rød- og hvidstribede skodder ligger på et højdepunkt i byen Schwarzenbach med udsigt over floden Thur og en bjergtakket horisont i baggrunden.
Det kunne ikke være mere schweizisk.
Manden, der kommer ud og tager imod, er dog pæredansk.
- Lars. Velkommen til, siger han venligt, mens han prøver at holde styr på en rødbrun cockerspaniel og en trefarvet bassethund, der ivrigt overhaler ham og næsten hopper helt ind i bilen for at snuse til gæsterne.
- Ja, I skal passe på, tilføjer han med et gemytligt grin og fortsætter i en dybere, irettesættende tone: – Stella, Duncan. Rolig nu!
Lars Seier Christensen, 56 år og Saxo Bank-skaber, er en høj mand med en naturlig autoritet. Gennem årtier har han opbygget en rutine i behændigt at skifte fra det muntre og uformelle til at være bestemt og kontant.
Han fører os ind i midterbygningen, som forbinder slottets to fløje og tidligere rummede et garageanlæg. Nu er det et gigantisk køkken med højt til loftet og et kig op til en åben svalegang i glas langs førstesalen.
En enorm krystallysekrone hænger midt i rummet og sender sit mangespektrede lys ned over et specialdesignet, petroleumsblåt køkken med udskårne græske søjler.
- Det her er husets mest populære rum. Her opholder vi os størstedelen af tiden, når vi er sammen, fortæller han. Med ”vi” hentyder han til sin britisk-nigerianske hustru, Yvonne, og deres fem døtre i alderen 17-34 år.
Ingen af dem er hjemme lige nu. De er spredt rundt omkring i verden. I Australien, USA og England.
- Vi har jo hver vores schedules, og det er ikke altid, jeg ved, om jeg kommer hjem til et tomt hus, eller om jeg har selskab af min kone og måske et par af pigerne, forklarer han.
På endevæggen toner hele familien frem på et kæmpestort portrætbillede, kreeret af en berømt, fransk kunstfotograf. Forrest poserer en smokingklædt Lars Seier i bedste 007-stil sammen med hustruen Yvonne foran et festopdækket bord med et væld af kulinariske fristelser. Rundt omkring bordet står parrets fem døtre i vilde kjoler og opsat hår. Ovenover dem hænger to naturtro zebraer med hovedet nedad og med enhjørningehorn i panden.
Sådan er Lars Seier Christensens liv i dag. Surrealistisk. Overdådigt. Grænseløst.
Men for erhvervsmanden og milliardæren, som snart bliver omdrejningspunktet i et nyt iværksætterprogram på TV 2, begyndte tilværelsen på samme måde, som for så mange andre danskere, nemlig i en almindelig middelklassefamilie i en lille, dansk provinsby.
To skelsættende begivenheder under opvæksten skulle dog få stor indflydelse på hans videre liv.
Drengen fra parcelhuset
Da Lars Seier Christensen var tre år gammel, i 1966, valgte hans forældre at flytte fra København til Jylland, fordi faren fik job som gymnasielærer på den eftertragtede Viborg Katedralskole.
Efter et par år kom endnu en søn, Peter, til, og familien flyttede til et parcelhus i den afsidesliggende landsby Løgstrup mellem Viborg og Skive.
Faren, Hans Seier Christensen, var en højt begavet og respekteret mand. Men han var samtidig en enspænder, som helst trak sig helt tilbage i fritiden. Så der var meget stille i hjemmet, hvor drengene havde fast sengetid klokken 19.00. Der skete så lidt, at familiens bassethund Duncan tissede på gulvet af glæde, når der endelig kom gæster.
For moren, Berit, der tidligere havde arbejdet som bankassistent, men nu – på sin mands ønske – gik derhjemme som husmor, blev det efterhånden for trist og ensomt i den lille, jyske by, hvor de københavnske tilflyttere blev betragtet som outsidere.
Da Lars var 11 år, skete den første store omvæltning i hans liv. Hans mor rejste pludselig tilbage til København og tog hans lillebror Peter med.
Herefter boede Lars alene hos sin far. Han voksede op i et maskulint fællesskab med skakspil, billardbord i stuen og fodbold på tv.
Forældrenes brud var et tabuemne mellem far og søn. Til gengæld holdt faren lange, politiske enetaler, hvor han luftede sine stærkt liberale holdninger. Han hyldede det frie initiativ og gik ind for tanken om, at ethvert menneske er sin egen lykkes smed.
Samtidig med, at Hans Seier Christensen beundrede driftige erhvervsfolk, som fik succes og tjente mange penge, var han selv en udpræget akademiker. Han brugte en stor del af sin tid på at studere klassisk kultur og kunst. Især var han fascineret af det gamle Rom. En interesse, han gav videre til sin ældste søn.
- Jeg tror, vi har været i Rom 15 gange. Det var det eneste sted, vi rejste hen. Jeg kan huske, hvordan jeg travede rundt på Forum Romanum i timevis, fortæller Lars Seier Christensen, der som helt ung lånte bøger om antikke potteskår, mens kammeraterne læste ’Vi unge’.
Men så indtraf endnu en voldsom begivenhed i hans liv.
Allerede som 15-årig mistede Lars Seier Christensen sin far. Han blev ramt af lymfekræft i sommeren 1977 og døde i foråret 1978.
Efter sin fars død flyttede Lars over til sin mor og bror i Gladsaxe ved København. For ham var det næsten et kulturchok at komme fra den lille, jyske flække til den pulserende hovedstad. Men samtidig spændende.
Han holdt dog fast i sin opdragelse og den prægning, hans far havde givet ham. Både hvad angik hans politiske holdninger, frihedstrangen og interessen for antikkens kultur. Hans store drøm var at blive arkæolog.
Da han skulle i gymnasiet, valgte Lars Seier Christensen derfor den klassisk sproglige linje med latin og oldgræsk. Han gik på Zahles Skole ved Nørreport, som var et af de få gymnasier, der tilbød den linje.
Gaven, som han fik af sin mor tre år senere ved sin studentereksamen, skulle vise sig at få en særlig betydning for ham.
Guld-motorcyklen
Tilbage i 2019 på slottet i Schweiz tager Lars Seier Christensen os med på en rundvisning.
Han går fra køkkenet og op ad nogle trapper til den ene af de to slotsfløje, hvor man kommer direkte ind i en kæmpe tv-stue med en champagnebar og et flygel i den fjerneste ende.
Slotsfruen, Yvonne Seier Christensen, producerer sin egen champagne, ’Les Cinq Filles’, som betyder ”de fem døtre” på fransk, og som kan nydes i baren.
Lige når man træder ind i rummet, er det dog en anden ting, der fanger opmærksomheden.
En stor guld- og diamantbelagt motorcykel står på et lille podie til højre. Det er fruens private køretøj, som jævnligt bliver luftet på de schweiziske veje, når forårsvarmen sætter ind.
Bag den glimtende, danskdesignede motorcykel er væggen prydet af et imponerende maleri af parrets fem døtre, lavet i gyldne farver i stil med den berømte østrigske maler Gustav Klimt.
- Et par måneder før vi flyttede ind for snart ni år siden, slap vi en russisk multikunstner løs på slottet. Han har dekoreret med vægmalerier i mange af rummene, fortæller Lars Seier Christensen.
Vægmalerierne er dog langt fra den eneste kunst, der præger slottets interiør.
Mens vi bevæger os gennem rummene, viser Lars Seier Christensen det ene værdifulde kunstværk efter det andet frem på fløjens første- og andensal. Der er masser af skulpturer og malerier af kendte danske og udenlandske kunstnere samt forskellige former for installationer og pop-art-værker.
Humor og relationer er tilsyneladende de to gennemgående kodeord for slotsparrets kunstindkøb.
Herefter går turen hele vejen ned ad den murede vindeltrappe til slottets dyb, hvor der sker et markant temperaturskift fra lunt til koldt.
Overalt er der vinflasker. Kunstfærdigt ophængt på murene, i rækkevis af kasser på gulvet og i reoler langs væggene. 'Screaming Eagle' og 'Ribera del Duero' af diverse årgange er bare et par eksempler på de mange sjældne og hundedyre kultvine, som samlingen rummer.
Rødvin er Lars Seier Christensens helt store passion. Især amerikanske vine.
Selv inde i det lille kirkekapel, som den russiske vægmaler har dekoreret med et par menneskestore engle i gyldne farver, har vinflaskerne sneget sig ind.
– Ja, det er jo lige før, det er blasfemisk at have SÅ meget vin herinde. Vi har bare ikke mere plads, siger Lars Seier Christensen nærmest forlegent.
Kapellet benyttes stadig fra tid til anden til vielse af de lokale indbyggere i Schwarzenbach. Det er dog et par år siden, det sidst er sket.
Inde i den officielle vinkælder med det hvælvede loft står en stabel trækasser påtrykt teksten ’SEIER WINE’. Det er såkaldt ”turistvin” og dermed ikke så ”seriøst” som hans hustrus champagneproduktion, siger Lars Seier Christensen om vinen, som han selv har fået blandet efter sin egen smag i et vindistrikt i Frankrig. Hans gode ven, kunstneren Christian Lemmerz, har kreeret etiketterne på flaskerne, som får nyt design hvert år. Lars Seier tænker, at den første årgang, som er fra 2015, vil være drikbar om fem-seks år.
- Hvis jeg skulle være heldig at fylde 60 engang, kan jeg måske servere dem ved den anledning, siger han med et lille grin.
Midt i rummet mellem samlingens 8-9000 rødvinsflasker ligger en enkelt flaske, som har en ganske særlig betydning for Lars Seier Christensen. Det er nemlig en Château Margaux, en højkvalitets Bordeaux-vin, der har samme fødeår som ham selv, 1963, og som han fik af sin mor, da han blev student i 1981.
- Den her flaske er det på mirakuløs vis lykkedes mig at gemme i 38 år. Den har været med mig rundt i verden. Lige fra jeg kort efter studentereksamen tog til Spanien og åbnede en bar, og da jeg senere rejste til London, hvor jeg arbejdede som børsmægler og mødte min kone, og derefter Berlin, siger han og fortsætter.
- Jeg er ellers ikke typen, der slæber ting rundt med mig i stor stil. Så hvordan den har overlevet, er svært at sige. Men nu har jeg gemt den så længe, at jeg hellere må lade være med at drikke den, selvom den faktisk er ved at nå sin storhedstid nu. De bedste Bordeaux-vine, der findes, er over 70 år gamle, siger Lars Seier Christensen og aer forsigtigt flasken med sin højre hånd.
Han tør ikke løfte flasken op fra dens liggende position – af frygt for, at den tager skade af det.
Selvom han fik den fine årgangsvin på et tidspunkt, hvor han endnu ikke forstod sig på god vin, blev den ved skæbnens tilfælde et symbol på, hvad han kom til at foretage sig i de efterfølgende fem år af sit liv.
Baren i Torremolinos
Som 18-årig fik Lars Seier Christensen sin studentereksamen i hus med et snit på 10. Det gav ham adgang til et hvilket som helst universitetsstudium, inklusiv arkæologistudiet.
Men han havde slet ikke lyst til at læse. Han ville ud i virkeligheden, tjene masser af penge og nyde friheden.
Med en god portion af arven efter sin far på lommen rejste han til Spanien. Her åbnede han en bar på Costa del Sol sammen med vennen Michael Hardenfeldt, som han havde mødt gennem en ungdomspolitisk organisation i København.
Baren, som de døbte Annabelles, lå i kystbyen Torremolinos, hvor mange britiske og skandinaviske turister kom for at få slukket tørsten. De to unge barejere fik også selv stillet tørsten efter eventyr og det udsvævende liv under den sydspanske sol.
Mellem de mange fester og branderter sørgede Lars Seier Christensen for at følge med i, hvad der foregik ude i resten af verden. Hver dag læste han Financial Times, så han samtidig kunne holde sig opdateret på de finansielle markeder.
Men baren blev aldrig en god forretning.
Efter fem år i Torremolinos blev baren sat til salg, og Lars Seier Christensen kunne rejse hjem, en hel del fattigere, end da han tog afsted. Men en masse erfaringer rigere.
- Det var mit første forsøg som iværksætter, og det har givet mig en uvurderlig indsigt i, hvad det vil sige at drive en forretning. Først og fremmest lærte jeg ydmyghed. For det er benhårdt at starte egen virksomhed, når man ikke i forvejen har nogle års arbejdserfaring inden for branchen, siger Lars Seier Christensen.
Efter eventyret i Spanien rejste han hjem til København igen sammen med en islandsk kæreste.
Parret flyttede ind i en lejlighed på Christianshavn, og Lars fortsatte det vilde byliv om natten, mens han arbejdede som kok på den nu nedlagte, mexicanske restaurant Chicos Cantina om aftenen.
I en periode forsøgte han sig også som sælger af avisabonnementer, men da han var for genert til at trænge sig på hos folk og havde svært ved at klare et nej, måtte han opgive det efter noget tid.
Lars Seier Christensen overvejede, hvordan han kunne blive rig i en fart.
En dag blev han ringet op af en ven, han kendte fra Spanien. Vennen fortalte, at han nu boede i London og havde stor succes som børsmægler. Han opfordrede Lars til at komme derover.
Rundturen er nu nået til slottets nordlige fløj, som er lidt mindre end den sydlige, men ellers indrettet på samme måde. Bare spejlvendt.
I 1200-tallet, hvor Schloss Schwarzenbach blev brugt som rejseslot for en østrigsk hertug, var den ene fløj beregnet til herskabet og den anden til soldaterne.
I dag er herskabsfløjen først og fremmest Lars Seier Christensens private domæne.
- Hvis jeg gerne vil have fred og ro, går jeg herind. Folk plejer at forstå, at når jeg sidder herinde, så er det derfor.
Han viser os ind i sin ”hule”, som er et rum på omkring 20 kvadratmeter. Midt i rummet står et par magelige, gråblå sofaer og et stort fladskærms-tv, hvor han nyder at se forskellige former for sport. Først og fremmest fodbold. Han har været fan af Arsenal, siden han som dreng så tipsfodbold sammen med sin far og senere boede i en lejlighed tæt på klubbens stadion i London.
Men så snart han er trådt ind i rummet, udbryder han overrasket:
- Dén har jeg ikke set før! Det er spændende!
Lars Seier Christensen går direkte hen til en stor sølvfarvet tyr, som står på det lave bord mellem de to sofaer.
- Det er en nøjagtig kopi af tyren på Wall Street (finanskvarter i New York, red.), og den er lavet af den samme italienske kunstner. Der findes kun syv eksemplarer af den i verden, og jeg har ventet i et halvt år på at få den, siger han og tilføjer med begejstret stemme.
- Sådan én er man jo nødt til at have, når man er gammel børsmægler.
Den angribende tyr er symbol for et gunstigt børsmarked, hvor kurserne går opad, og folk råber køb, køb, køb!
For Lars Seier Christensen selv symboliserer tyren samtidig den personlige kometkarriere, han fik som ufaglært børsmægler i London, og som senere førte til, at han sammen med makkeren Kim Fournais skabte den danskbaserede investeringsbank Saxo Bank.
Saxo Bank udviklede sig gennem årene til en milliardforretning, og det skyldtes først og fremmest, at det danske makkerpar som nogle af de første i verden satsede på internettet. I 1992 oprettede de online-børsmæglervirksomheden Midas, der tilbød kunderne service døgnet rundt, og da de i 2001 fik tilkendt banklicens, ændrede de virksomhedens navn til Saxo Bank.
I 2015 valgte Lars Seier efter mere end to årtiers tæt samarbejde med Kim Fournais at trække sig ud af direktørposten i Saxo Bank for at få mere tid til andre projekter, og i 2017 solgte han sin sidste aktieandel i banken. Et salg, der indbragte ham 2,6 milliarder kroner.
- Jeg skal lige vænne mig til, at jeg nu har kontanter i stedet for en ejerandel i Saxo Bank, som udgjorde 90 procent af min formue, og som hvert år automatisk indbragte mig 4-500 millioner kroner i indtægt, fortæller Lars Seier Christensen.
Man kan ikke besøge Lars Seier Christensen uden at se hans store bilpark.
Lige siden han var dreng, har han været helt vild med biler. Ikke mindst sportsvogne. Og heldigvis deler hans kone den interesse.
- Det er da hyggeligt, at ens kone hellere vil have en ny Lamborghini end et nyt køkken, synes jeg. Vi undgår nok en hel del diskussioner, som forekommer i mange andre husholdninger, siger han med et af sine hyppige, smittende grin.
En af grundene til, at han i sin tid kom i snak med britisk-nigerianske Yvonne på en pub i London, var netop, at hun havde en enorm viden om biler og Formel 1-løb. Sidstnævnte havde han selv opbygget en stor passion for, efter at han et par år tidligere havde set sit første racerløb på Silverstone i London.
Han viser os først ud på pladsen foran slottet, hvor den ”sorte afdeling” står i en række foran garagebygningen. Det er de biler, som bruges mest til daglig.
Blandt dem er der en Mercedes Maybach, en limousine-agtig personbil i S-klassen, som Lars Seier Christensen ofte kører i, når han skal til møder i blandt andet Zürich og Zug. Mange gange har han en chauffør til at køre for sig, hvis han skal til et aftenmøde, hvor der serveres vin.
Udover en enkelt Bentley er der nogle knap så luksuriøse firhjulstrækkere til personalebrug.
- Det er dem, medarbejderne bruger, når de skal rundt og ordne forskellige praktiske ting, forklarer slotsejeren.
Personalet, som primært består af to filippinske ægtepar, bor i et par lejligheder på første sal over garagen.
Inde i garagen er den mere eksklusive del af hverdagsbilerne placeret. Her er flere Rolls Royce’r og Bentley’er i mere eller mindre ”funky” udgaver, som Lars Seier Christensen udtrykker det. En af dem skiller sig særligt ud. Det er en Rolls Royce, der er udsmykket med spraglet graffiti-kunst.
- Måske lyder det arrogant. Men jeg synes generelt, Rolls Royce’r er kedelige. Den her var oprindeligt sølvfarvet, men så fik jeg min gode ven Kristian Hornsleth (dansk provokunstner, red.) til at shine den lidt up, fortæller han.
For at komme hen og se ”den røde afdeling” bliver vi nødt til at hoppe ind i en lille, eldrevet golfbil, som Lars Seier Christensen bruger til at fragte sig rundt på slottets store område.
Han får dog ikke lov til at køre nogen steder, uden at hunden Duncan er med. Den elsker at køre i buggy’en og presser sig ivrigt ind på den smalle plads mellem sædet og instrumentbrættet.
På vej ned ad den stejle bakke mod parken, der grænser ned til floden Thur, dukker endnu en garage op på venstre hånd. Her står blandt andet to røde Ferrari’er. Den ene af dem er en lidt ældre model. Det var den første, Lars Seier fik råd til at købe for 13 år siden, i en alder af 43 år.
- Det er den meget omtalte Ferrari, som jeg drømte om i mange år. Jeg købte den brugt, og det var den billigste, jeg kunne få dengang, hvor jeg ikke havde så mange penge, lyder det fra Saxo Bank-skaberen.
Han mener generelt, det er en god idé, at man som nystartet iværksætter sætter sig nogle konkrete mål for, hvad man gerne vil opnå. Men samtidig er det vigtigt at væbne sig med tålmodighed, råder han. For det har typisk lange udsigter, før man får råd til drømmehuset eller drømmebilen.
Efter den udendørs rundvisning ender vi, hvor turen begyndte - i slottets hjerte. Køkkenet.
Et af de filippinske ægtepar disker op med ”lidt snacks” i form af et overdådigt oste- og pølsebord. Til maden serverer Lars Seier Christensen en flaske amerikansk Schrader-vin. Mindre kan ikke gøre det. Men smagen er nu også exceptionelt god.
Han fortæller om sit nye liv. Det liv, han har taget hul på efter mere end 20 års hårdt arbejde i Saxo Bank. Et liv med større frihed.
– Jeg har jo altid haft mange interesser inden for alt muligt, for eksempel sport, kunst og gourmet. Alt det, jeg synes, er sjovt. Og det er jeg glad for at have fået mere tid til nu, siger han.
Men selvom den tidligere bankboss har trukket sig helt ud af livsværket Saxo Bank, ligger han bestemt ikke på den lade side.
I dag bruger han sin milliardformue til at hjælpe andre iværksættere i gang. Gennem selskabet Seier Capital investerer han i spændende nye projekter, som samtidig gerne på sigt skulle blive en god forretning for ham selv.
Det er også i rollen som serieinvestor, den erfarne erhvervsmand optræder i et nyt iværksætterprogram på TV 2 med titlen ’Vejen til Seier’. Her kæmper 700 iværksættere fra hele landet om at blive blandt de 18 udvalgte, som har muligheden for at få en investering i deres projekt fra Lars Seier Christensen.
- Programmet minder lidt om ’Løvens hule’, som jeg synes er super underholdende. Men i ’Vejen til Seier’ går vi dybere ned i udvælgelsesprocessen, og vi lærer iværksætterne bedre at kende. De får lov til at fortælle deres historie og forklare, hvor store ofre de allerede har lidt for at være kommet så langt med deres projekt, siger han.
I de seneste tre år har Lars Seier Christensen investeret i omkring 25-30 nystartede virksomheder. Alle sammen i den kategori, han kalder for ”småinvesteringer” på fem-ti millioner kroner per virksomhed. Deriblandt har han investeret i Geranium, som er Danmarks eneste trestjernede Michelin-restaurant.
Nogle af virksomhederne har han dog efterfølgende fjernet fra sin portefølje igen, fordi de ikke levede op til de forventede mål, fortæller han.
Tid til afsked
Besøget og rundvisningen på det 800 år gamle Schloss Schwarzenbach i kanton St. Gallen i Schweiz er ved at være slut.
Selvom fire timer langt fra er nok til at lære en mand at kende, føler vi, at vi er kommet en hel del tættere på mennesket Lars Seier Christensen.
Inde bag verdensmandsfacaden gemmer sig stadig drengen fra den lille, jyske landsby. Drengen, der var vild med biler og meget glad for familiens kæledyr, bassethunden Duncan. Så glad, at han som voksen har brugt et års tid på at finde en hund, der lignede den næsten på en prik. Og har givet den det samme navn. Han omtaler den for sjov som ”Duncan II”.
Gamle relationer har stor betydning for Lars Seier Christensen. Hans helt nære vennekreds består af fem-seks kammerater fra gymnasietiden. Deriblandt kunstneren Kristian Hornsleth og forfatteren Benn Q. Holm.
Men først og fremmest er Lars Seier Christensen et familiemenneske med stort F, og han er gudestolt af sine ”seks piger”, hustruen Yvonne og døtrene Zara, Eloise, Natascha, Lauren og Angelica. For nylig er det første barnebarn kommet til, Valentina. ”Selvfølgelig også en pige”, som han bemærker med en lun latter.
Lars Seier Christensen følger med os udenfor, så han kan hjælpe med at dirigere bilen ud på den trange plads mellem det store, gamle træ foran slottet og den lange række af parkerede biler.
Vi forlader manden på det hvide slot i Schweiz. Eneren, der har fået succes i en grad, som kun de færreste opnår - men som samtidig har formået at bevare jordforbindelsen.
Se første afsnit af ’Vejen til Seier’ lige nu på TV 2 PLAY eller mandag 18. marts klokken 20.45 på TV 2.