Minister om optrin på gymnasium: Turen ned af trappen var det værste

Undervisningsministeren oplevede en ubehagelig stemning, da hun torsdag besøgte et gymnasium i Ørestaden.

Undervisningsminister Merete Riisager forklarer fredag i en Facebookopdatering, hvordan hun oplevede en hændelse på Ørestad Gymnasium torsdag, der fik hende og hendes følge til at forlade gymnasiet før planlagt.

Hun skriver, at besøget på Ørestad Gymnasium var et af tre planlagte gymnasiebesøg torsdag.

- To af vores besøg i går gik rigtig godt, og vi havde en spændende og givende debat med både lærere og elever - hvoraf jeg positivt ved, at nogle af dem er meget politisk uenige med mig. Det gik stille og roligt, og eleverne imponerede mig ved at kunne formulere argumenter, input og kritik. På det tredje gymnasium gik det anderledes.

- Eleverne stimlede sammen på fællesarealet uden for klasserne og råbte og gik tæt på, og det viste sig umuligt at gennemføre mødet. Hvordan stemningen var, kan der være mange udlægninger af, men man kan selv danne sig et indtryk ved at se de videoer, der blev optaget. Jeg ved ikke, om der er et videoklip fra turen ned ad trappen, da det var den mest anstrengte del.

Kathrine Lilleør: Der var en lynchstemning

Netop turen ned af trappen beskriver sognepræst Kathrine Lilleør over for TV 2. Hun var med på ministerens gymnasiebesøg i sin egenskab som formand for Rådet for Demokratisk Dannelse.

- I dag tænker jeg, at det nok havde været bedre, hvis vi var gået tidligere. Fordi det var virkelig ubehageligt. Situationen var ude af kontrol. Der kunne ligeså godt være faldet en stol udover og ned i hovedet på os.

- Der var en begyndende lynchstemning. Det var rigtig ubehageligt. Det var meget utrygt at være i. Og vi var ligesom fanget, man kunne ikke komme væk.

Hun er tidligere fredag i Altinget citeret for at sige, at der blev kastet med mønter. Til TV 2 siger hun:

- Jeg oplevede, at der faldt noget ned. Og det kunne godt lyde som mønter. Det var ikke en regn, men det var meget ubehageligt, siger hun til TV 2.

Elev: Der blev ikke kastet mønter

William Tversted Rasmussen, der er elev i 1. g på Ørestad Gymnasium, fortæller, at det kun var få elever, der gik over stregen ved optrinnet på gymnasiet.

- Jeg gik lige ved siden af hende (Merete Riisager Red.), fordi jeg var ved at filme et indslag. Jeg så det hele. Der var tumult, der var meget crowded, og hun havde en diskussion med nogle elever.

William Tversted Rasmussen afviser, at der blev kastet med mønter.

- Langt størstedelen råbte slagord som: "Vi er ikke bare tal," og det foregik helt fredeligt, men det var selvfølgelig en demonstration.

Han bekræfter dog forlydenderne om, at der blev råbt skældsord efter ministeren.

- Der var nogle enkelte elever, hvor det gik over gevind. Og hun blev kaldt nogle skældsord. Blandt andet luder, siger han.

Afstemning

Rektor forsøgte at stoppe eleverne

Jonas Lindelof, der er rektor på Ørestad Gymnasium, var også til stede ved optrinnet.

Han fortæller, at han forsøgte at få eleverne til at vende tilbage til deres klasselokaler, men at det var forgæves.

- Jeg så, at vores elever desværre stillede sig op og buhede af vores minister og gæsterne. Og det er jo dybt beklageligt og ikke i orden i en demokratisk samtale, siger han til TV 2.

Han oplyser, at han ikke selv oplevede, at der blev råbt luder og kastet med mønter, men at man er ved at gennemgå videooptagelser fra hændelsen.

- Hvis det virkelig er tilfældet, så er det helt utilladeligt. Det kan jeg kun tage afstand fra på det kraftigste, siger han.