Barn smittet med mæslinger er fra Faxe
Forældrene i barnets vuggestue blev oplyst om smitten 5. marts.
Et barn på ti måneder fra Faxe har fået konstateret mæslinger.
Det bekræfter for formanden for lokalrådet i Karise Børnehus, Anne Andreassen, der også bekræfter, at barnet går i Karise Børnehus.
Forældrene blev via brev på forældre-intra oplyst om smitten 5. marts.
Usikkerhed om bopæl
Det har været omgærdet af mystik, hvor det smittede barn kom fra. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyste torsdag, at barnet var fra Slagelse. En beskrivelse, der senere blev ændret til Køge-området.
- Sygdommen blev konstateret på Slagelse Sygehus, og derfor var det en fejl, at vi i første omgang skrev, at barnet var fra Slagelse, men vi fastholder, at det er fra ”Køge-området”, fordi vi har en forpligtelse til at være så lidt specifikke som muligt, når vi sender den slags meddelelser ud, siger Bente Møller, overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed til Dagbladet.
Ifølge mediet har barnet opholdt sig i både vuggestue og dagpleje, hvor der kan være andre børn, der heller ikke er vaccineret.
- Både vuggestuen og den pågældende dagplejer har allerede informeret forældrene om, at der har været mæslingesmitte, og videregivet vores information om, hvordan de skal forholde sig. Har man børn i institution, og har man ikke modtaget information om mæslinger, behøver man altså ikke være bekymret, siger Bente Møller på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside.