Danmark har fået 11 nye øer

Øerne pryder landskabet på begge sider af Storebælt.

Danmark har fået 11 nye øer på de seneste tre år. 

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Øerne er skudt op på begge sider af Storebælt og pryder landskabet ud for kyster ved både Jylland og Sjælland.

Ved Sækkesand nord for Møn er seks nye, større øer kommet til syne, mens det vestjyske er blevet beriget med fem småøer i Nissum Fjord.

Dette kort viser, hvor flere øer ved Sækkesand er opstået.
Dette kort viser, hvor flere øer ved Sækkesand er opstået. Foto: DHI GRAS

Kan man besøge øerne?

Hvis du har planer om at besøge de nye øer, er det dog ikke lige til. Øerne ved Sækkesand ud for Møn fungerer nemlig som fuglereservat. Det betyder, at der er færdselsforbud på øerne i fuglenes yngleperiode, som breder sig fra 1. marts til 31. juli. 

Der vil heller ikke være mulighed for at lægge til med båd på øen. For at give fuglene og dyrelivet så meget ro som muligt i det nye naturområde bliver der nemlig hverken opsat bænke, bådbroer eller andre faciliteter på øen.

Og det er positivt, lyder det fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

- Jeg er glad for, at de nye øer ved Sækkesand kan indgå aktivt i vores natur og give fugle nye fristeder til at yngle og lade ungerne vokse op, og hvor det er svært for ræve og andre rovdyr at forstyrre fuglene, siger han.

En af de seks nye øer ved Sækkesand.
En af de seks nye øer ved Sækkesand. Foto: Jørgen Hansen

Hvor mange nye øer gennem tiden?

Det er ikke et nyt fænomen, at det danske landskab gennemgår forandringer år for år.

Siden 1990 er der registreret mindst 138 nye øer i Danmarks grønne natur.

- Jeg tror, at de færreste danskere tænker over, at Danmark forandrer sig hver eneste dag. Noget af kysterne forsvinder, mens nyt land dukker op andre steder. Det er fascinerende, at der hele tiden opstår og forsvinder øer fra vores lille land, siger miljø- og fødevareministeren.

Hvorfor opstår de?

De nye øer nord for Møn er opstået, fordi vejr og vind slider på naturområdet Møns Klint. Rester, sand og sten herfra ryger i havet, som fører det til området, hvor øerne er opstået. Når havstrømmens energi så lægger sig, samler sten og sand sig og danner de nye områder.

- Vand og strøm ændrer vores landskab, og sådan har det været altid. Danmark er et istidslandskab, der er skabt af ismasser, der har møbleret rundt på sand- og lermaterialer, siger Jes Aagaard, naturvejleder ved Naturstyrelsen til Ritzau.

- Nye øer opstår ved, at der sker en erosion fra vores landområder og ud i havet. Det sker oftest fra høje skrænter, hvor materiale skrider ned, og det bliver så transporteret af havstrømmene.

En af de seks nye øer ved Sækkesand.
En af de seks nye øer ved Sækkesand. Foto: Jørgen Hansen

Hvor store er øerne?

Det samlede areal af de 11 nytilkomne øer er 63 hektar. 0,6 hektar heraf er fordelt over småøerne i Vestjylland, mens resten skal findes i området ud for Møn.

Her er den største af de nye øer 36 hektar, mens den mindste ø har beliggenhed i den vestjyske Nissum Fjord og fylder beskedne 386 kvadratmeter.

Hvornår betegnes det som en ø?

Men hvordan bestemmer man egentlig, hvornår en ny ø er opstået? En tommelfingerregel er ifølge Miljø- og Fødevareministeriet, at det skal være muligt at sejle rundt om den - uanset om det er lav- eller højvande.

Du skal dog ikke vente for længe, hvis du vil være sikker på at få et glimt af én af de 11 nye danske øer. Det er før set, at øerne igen forsvinder.

Kolling Ø, som tidligere også har ligget i Nissum Fjord, er et eksempel herpå. Den er forsvundet under havets overflade, mens Braksø i Horsens Fjord er blevet til en halvø, fordi den er vokset sammen med fastlandet.

Når der opstår nye øer, får staten automatisk ejendomsretten.

Her har Danmark fået 11 nye øer - og to, der er forsvundet