Samfund

Lillebæltsbroen genåbnet efter uheld med ni biler

Klokken 07.30 var tågen stadig tæt ved Lillebælt - bilerne holder fortsat stille.  Christian Kjær / TV 2

Kort før klokken otte lørdag morgen genåbnede Lillebæltsbroen.

Lillebæltsbroen mellem Jylland og Fyn har lørdag morgen været lukket i begge retninger grundet et større trafikuheld tidligt.

Klokken 07.50 er broen genåbnet i begge retninger. 

Det er sket efter et større oprydningsarbejde - klokken 05.30 sagde vagtchef Jesper Brian Jensen fra Sydøstjyllands Politi: 

- I øjeblikket holder der tre lastbiler og seks personbiler på kryds og tværs af de tre vognbaner i retning mod Odense.

Ingen personskade

Den første anmeldelse om et uheld på broen kom klokken 04.19. 

Det var en en kvindelig bilist, der blev overrasket over, at vejbanen er glat.

- Bilen spinder rundt og rammer heldigvis ikke noget. Dernæst stopper en lastbil op kort tid efter for at sikre, at hun ikke bliver påkørt yderligere. Desværre bliver denne lastbil påkørt, og dernæst kommer påkørslerne slag i slag på grund af den tætte tåge, så der har været mange harmonikasammenstød, fortæller Jesper Brian Jensen og understreger, at der ikke er sket nogen personskade.

En af politiets patruljevogne blev også involveret i sammenstødet, da den blev påkørt bagfra. 

Sydøstjyllands Politi så sig derfor nødsaget til at spærre vejbanerne i begge retninger på broen, da vragdele var røget over i modsatte spor. Samtidig assistererede kranbiler med oprydningsarbejdet fra Jylland-siden. 

Billede fra tidlig lørdag morgen, hvor lav sigtbarhed og mørke gjorde det svært for bilisterne at orientere sig.