Samfund

Politiet jagter uopmærksomme bilister - drop de digitale popcorn, siger ekspert

I januar 2019 fik flere end 1200 trafikanter en bøde for at bruge håndholdt mobil, mens de kørte i trafikken.

I denne uge er politiet over hele landet på vejene for at kontrollere, om vi danskere koncentrerer os om at køre, når vi kører bil. I stedet for at have opmærksomheden på alt muligt andet - vores mobiltelefon for eksempel.

Et af de steder, hvor lovens lange arm viftede med slikkepinden tirsdag, var på en af hovedvejene ud af Herning.

- Det værste er ulykkerne, hvor der er nogle, der bliver dræbt i trafikken eller kommer til skade på grund af uopmærksomhed, og dem har vi altså alt for mange af her i det midt- og vestjyske, siger Jørgen Christensen, der er politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV 2.

Tal fra Rådet for Sikker Trafik viser, at cirka en tredjedel af alle dødsulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. I gennemsnit foretager vi os distraherende ting i 30 procent af tiden, mens vi kører bil. 70 procent af det, der distraherer os, foregår inde i bilen.

Drop de digitale popcorn

Læge og forfatter Imran Rashid har forsket i vores digitale sundhed og i, hvilken rolle telefonen generelt spiller i vores liv nu om dage.

- Noget af det, som man desværre efterhånden må begynde at erkende, både som individ og i høj grad på samfundsniveau, er, at vores telefon ikke mere bare er et redskab.

- Det er en blevet en følelsesautomat, så når man keder sig, kan man hive følelser ud af sin automat eller spise digitale popcorn, fordi virkeligheden eller verden er for kedelig. Og ja, det er kedeligt at køre bil, siger Imran Rashid.

Gode råd

  • Drop mobilen og sociale medier, når du kører bil.
  • Hold ind til siden, hvis du skal indstille din GPS eller ringe.
  • Hold ind til siden og få ro i bilen, hvis børnene er urolige og kræver din opmærksomhed.
  • Lad være med at lede efter ting, du taber. Kør ind til siden - eller vent til du kommer frem.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Men derfor skal man altså alligevel koncentrere sig om det. Det måtte Jacob Pedersen sande tirsdag på hovedvejen ved Herning. Han fik 1500 kroner i bøde, men slap for et klip i kørekortet.

- Jeg skulle lige have fat i min kone, og i stedet for at bruge en håndfri tog jeg telefonen.

Hvorfor gør du det, når du ved, at det både er ulovligt og farligt?

- Fordi det var det nemmeste. Ellers skulle jeg til at tænde det håndfri, siger Jacob Pedersen.

Vi skal tisse af digitalt

Alene i januar måned i år delte politiet på landsplan over 1200 bøder ud til trafikanter, som brugte deres mobil håndholdt, mens de kørte i bil.

Selvom det ikke burde være nødvendigt, kommer her et par råd fra Imran Rashid til, hvordan man undgår, at situationen opstår:

- Ligesom vi siger til børnene, at de skal tisse af, inden man kører af sted, så er vi også nødt til at tisse digitalt af. Få tjekket alt det, der er at tjekke, og tag så telefonen og læg den væk i et handskerum. Så har du dig selv og kun dig at gøre godt med.

I en periode fra 2012 til 2017 har 253 personer mistet livet i trafikken i ulykker, hvor de selv eller andre har været uopmærksomme, hvilket svarer til cirka en tredjedel af alle dræbte i perioden. Dertil kommer en masse tilskadekomne personer, som ikke er opgjort.