Lauritz.com-ejer pantsætter vinslot for at nedbringe gælden

Auktionshuset Lauritz.com er igen i økonomisk knibe, men har nu lavet ny aftale med kreditorer.

Det økonomiske pressede auktionshus Lauritz.com har indgået en ny aftale med sine kreditorer.

En del af aftalen er, at hovedaktionær og stifter Bengt Sundström har pantsat sit eget vinslot, Cháteau Vignelaure.

Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Øget sikkerhed for pengene

Auktionshuset har gennem 2018 afsøgt forskellige muligheder for at sikre finansieringen for de kommende år, og den er nu faldet på plads med de obligationsejere, der har lånt penge til selskabet.

Aftalen betyder, at gælden bliver nedskrevet fra 230 millioner kroner til 145 millioner kroner, hvilket vil være med til at sikre lavere renteudgifter for Lauritz.com i de kommende år.

Til gengæld har Lauritz.com skulle give øget sikkerhed for pengene, og det har betydet, at vinslottet er kommet i spil.

Problemer i toppen

Bengt Sundström og hans kone, Mette Sundström, købte slottet og 200 hektar jord i 2007. Det ligger i det sydlige Frankrig nord for Marseille.

Slottets vine bliver solgt i Frankrig - blandt andet til 30 Michelin-restauranter - og 15 lande rundt i verden.

Ud over den øgede sikkerhed fra vinslottet har Lauritz.com også forpligtet sig til at sælge en række af sine auktionshuse.

Lauritz.com har længe været i økonomiske problemer, da salget falder og en række ledelsesmæssige dispositioner har skabt problemer i toppen af selskabet. Samtidig har selskabet en betydelig gæld.

Omsætningen på husets auktioner faldt i første halvår af 2018 med omkring 70 millioner til 366,8 millioner kroner. Omsætningen - den del af pengene, Lauritz.com får ind - blev nært halveret til 58,0 millioner kroner fra 103,6 millioner kroner.