Samfund

Nyt tilfælde af mæslinger - Statens Serum Institut forventer flere udbrud

Der er i Danmark observeret fem tilfælde af mæslinger i år, mens der sidste år var otte, der blev smittet med sygdommen. 

Fem danskere er siden vinterferien blevet smittet med mæslinger. Denne gang er der tale om en administrativ medarbejder på Fyn.

Endnu en dansker er blevet smittet med mæslinger. 

Det handler om at søge læge i dag

Mark Lodberg

Denne gang er der tale om en medarbejder på HF og VUC Fyn i Odense, og alle personer, der har haft kontakt med vedkommende, opfordres nu til at blive vaccineret senest mandag 25. februar.

I slutningen af sidste uge bliver vi opmærksomme på, at vi har en administrativ medarbejder i vores Odense afdeling, som er blevet smittet med mæslinger. Vi har på nuværende tidspunkt ingen andre, som er blevet smittet, oplyser kommunikationskonsulent på HF og VUC Fyn, Mark Lodberg, til TV 2.

Ifølge fyens.dk oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en skrivelse, der er sendt til skolens elever, at det nye tilfælde af smitte med mæslinger blev konstateret 19. februar 2019. 

- Det handler om at søge læge gerne i dag, hvis man ikke er blevet vaccineret eller ikke har været smittet med mæslinger før, siger Mark Lodberg.

Da mæslinger imidlertid er en af de mest smitsomme sygdomme, der findes, skal man ikke møde op hos lægen uden aftale, da man risikerer at smitte andre i venteværelset. 

Statens Serum Institut: - Vi kan forvente flere tilfælde 

Det er femte gang siden 12. februar, at en dansker er smittet med den meget smitsomme sygdom. Først kom det således frem, at to personer var blevet smittet med sygdommen under en skiferie i franske Val Thorens. Der var tale om en kvinde i 50'erne fra Rudersdal Kommune og en yngre mand fra Fyn. Dernæst fik en besøgende på Greve Museum konstateret mæslinger efter at have overværet åbningen af en ny udstilling 3. februar. 

- Det vurderes, at der nu cirkulerer mæslingevirus i Danmark, og vi kan forvente flere tilfælde i de kommende uger. Derfor vil SSI ikke længere omtale enkelte nye tilfælde i dette udbrud, siger afdelingslæge hos Statens Serum Institut Peter Henrik Andersen i en pressemeddelelse. 

I sidste uge kom det frem, at en ung mand fra Nordsjælland ifølge en pressemeddelelse fra Statens Serum Institut var blevet smittet med en virustype af mæslinger, der er identisk med den, som i uge syv ramte de to smittede i Val Thorens. Manden havde dog ikke været i Frankrig, men derimod på et skisportssted i Sydsverige, mens han var syg. Efter hans hjemkomst opholdt han sig i venteværelser på flere hospitaler i Region Hovedstaden.

Og nu er en administrativ medarbejder på HF og VUC Fyn i Odense altså også blevet smittet.

Hurtig kontakt til lægen er vigtigt

Styrelsen for Patientsikkerhed udsendte i forbindelse med de to danskere smittet i Frankrig en skrivelse til alle landets praktiserende læger, vagtlæger og akuttelefonen 1813. 

- Er man blevet syg med mæslinger, minder de første symptomer som regel om en forkølelse eller influenza. Fordi de fleste danskere enten har haft mæslinger eller er vaccinerede, er det ikke så tit, man ser mæslinger herhjemme, og som læge vil man derfor som regel ikke mistænke mæslinger som det første, oplyste Bente Møller, overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed. 

Er man blevet smittet med mæslinger, kan lægen vaccinere i op til 72 timer, efter man er blevet smittet, og der kan gives antistoffer op til seks døgn efter smittetidspunktet.