Samfund

Spies og store selskaber trækker sig fra YouTube efter pædofili-afsløring

Afsløring af misbrug af videoer på YouTube får store firmaer fra hele verden - også fra Danmark - til at stoppe deres annoncer.

Flere af verdens helt store virksomheder har med øjeblikkelig virkning stoppet deres annoncering på YouTube. Det sker efter afsløringen af, at netværk af pædofile opsøger og kommenterer flittigt på videoer af helt unge piger.

Annoncører som fødevaregiganterne Nestlé og Dr. Oetker, fastfood-kæden McDonald's og underholdningsselskaber som Disney og Epic Games har afbrudt samarbejdet med YouTube.

Herhjemme har Spies Rejser gjort det samme. Det samme har YouSee og Coop, skriver DR fredag morgen.

- Vi ved endnu ikke så meget om, hvad der er foregået. Men hvis bare der er den mindste mistanke, så trækker vi os indtil videre. For det er ikke noget, som vi vil sættes i forbindelse med. Vi sælger jo familierejser, siger kommunikationschefen, Lisbeth Nedergaard, til TV 2.

Afsløret af blogger

Sagen kom frem i weekenden, da en blogger ved navn Matt Watson lagde en 20 minutter lang video op på YouTube, hvor han forklarede, hvordan misbruget foregår. Videoen er siden blevet set mindst 1,7 millioner gange.

Videoerne er i sig selv uskyldige optagelser af unge piger eller børn i badetøj, foran spejlet eller i gang med gymnastik eller yoga, der er lagt på YouTube uden seksuelle bagtanker. Men gruppen af mænd begynder så flittigt at kommentere på videoen og skrive tidskoder på de steder på videoen, hvor hovedpersonen efter deres mening er særligt ’sexet’ eller ’udfordrende’.

Ved at overtage kommentatorsporet lykkes det på den måde mændene at give en oprindeligt uskyldig video en helt anden betydning.

Mændene, som Matt Watson kalder 'en blød pædofiliring', bliver så hjulpet af YouTubes underliggende algoritme til at blive sendt videre til andre videoer med lignende indhold, som de så kan anbefale til hinanden.

Se Matt Watsons video her: 

Sletter konti og kommentarer

Internetgiganten Google, der ejer YouTube, har også selv reageret på afsløringen, og YouTube har i løbet af de seneste dage slettet mindst 400 konti og flere millioner kommentarer fra et stort antal videoers kommentarspor.

- Alt indhold, også kommentarer, der kan bringe mindreårige i fare, er afskyeligt. YouTube har en klar politik på dette område. Vi reagerede omgående og har slettet brugere og konti. Vi har rapporteret al illegal aktivitet til myndighederne, og vi har slettet upassende kommentarer, skriver en talsmand for YouTube i en email-kommentar til nyhedsmediet Bloomberg.

-

Kræver en forklaring

Men reaktionen fra YouTube har ikke forhindret annoncører, der betaler for at få vist reklamefilm i forbindelse med visningen af videoerne, i at trække sig.

- Vi har øjeblikkeligt stoppet al annoncering på YouTube og har bedt selskabet om at forklare, hvordan det kan gå til, at vores annoncer er blevet placeret i en sammenhæng, som vi tager skarp afstand fra og anser for at være etisk fuldstændigt frastødende, forklarer fødevareproducenten Dr. Oetker til den amerikanske tv-station CBS.

Det er ikke første gang, at firmaet bag YouTube er blevet kritiseret for ikke at have kontrol over det indhold, der bliver lagt ud på kanalen af brugerne. For et par år siden var børnekanalen YouTube Kids plaget af falske videoer, hvor voldelige eller skræmmende scener var klippet ind i populære tegnefilm som for eksempel ’Gurli Gris’.