Christian Kjær for retten - kan ende i fængsel for påkørsel

16x9
Christian Kjær skal for retten. Sagen starter torsdag i Retten i Lyngby nord for København. Foto: Torkil Adsersen / ScanpixDenmark

Den 75-årige hofjægermester afviser alle anklager og mener, at han blev udsat for vold. Sagen starter i dag.

Den 75-årige rigmand og hofjægermester Christian Kjær er uddannet advokat, men i dag er han selv på anklagebænken i en sag, der har trukket overskrifter, siden den kom frem i sommer.

Sagen drejer sig om en episode en søndag morgen i august, hvor han påkørte en trafikofficial ved det traditionsrige cykelløb Sorgenfriløbet.

Anklagemyndigheden mener, påkørslen var bevidst, og forlanger derfor, at Christian Kjær skal straffes med både fængsel og bøde. Desuden forlanger politiet, at han skal fratages sit kørekort. Det skriver B.T.

På vej til bageren

Søndag morgen 18. august var Christian Kjær efter eget udsagn kørt fra sin landejendom Sandbjerggård syd for Hørsholm ved titiden for at tage til bageren.

Men i et kryds i Vedbæk opstod der uenighed om de trafikale anvisninger, som frivillige officials fra Lyngby Cycle Club i neongule advarselsveste forsøgte at håndhæve.

Og en af de to officials i krydset blev lettere påkørt med lav fart. Ifølge anklageskriftet faldt han ned på vejbanen og pådrog sig et blåt mærke på højre knæ.

- Jeg står helt tæt på bilen, og så kan jeg mærke, at han trykker på speederen, siger den pågældende official torsdag fra vidneskranken i Retten i Lyngby nord for København.

- Så ryger jeg op på køleren og ryger ned på højre side. Så kører han rundt om keglerne og laver en uvending. Han kørte med fuld fart og keglerne under bilen, forklarer han.

Afviser alle anklager

Men Christian Kjær afviser anklagerne. Han mener, at det i virkeligheden var ham, der blev udsat for vold.

- Han bliver så hidsig, så jeg har aldrig set noget lignende. Og så tager han sin stav og slår mig på kinden, siger Christian Kjær i retten.

Anklager spørger, hvorfor han ikke anmeldte volden.

- Jeg synes, politiet havde rigeligt at gøre, og jeg er jurist og ved, at to mod én i en sag ikke er sjovt, forklarer han.

I første omgang vakte episoden blot vrede blandt arrangørerne omkring Sorgenfriløbet, men kort efter valgte man at anmelde episoden med den 75-årige Christian Kjær til politiet.