Folkekirken har fået vokseværk

16x9
Folkekirken oplever fremgang i medlemtal. Den største i 12 år. Foto: Scanpix

Antallet af udmeldelser er samtidig faldet til næsten en tredjedel sammenlignet med 2016.

Folkekirken er blevet bedre til at tiltrække nye medlemmer og holde på dem, man har.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser ifølge folkekirken.dk, at 8670 personer sidste år meldte sig ind i folkekirken.

Det er det højeste tal i de seneste 12 år.

Samtidig er antallet af udmeldelser faldet.

I 2018 meldte 9699 personer sig ud af folkekirken. Det skal sammenlignes med, at tallet for udmeldelser var helt oppe på 25.053 personer i 2016.

Østjylland gik i offensiven

Netop det voldsomme antal udmeldelser fra 2016 skabte reaktioner flere steder i landet i kirkelige kredse. Udviklingen skulle bremses. Den negative spiral stoppes.

I august 2017 gik Folkekirken i Østjylland i offensiven for at holde på medlemmer under kampagnesloganet "Sammen om tradition, tro og tvivl".

- Nogle er jo på vippen og går og overvejer, om de skal opretholde deres medlemskab i folkekirken. Og det er jo nemt at melde sig ud - det er bare et klik. Det vi tænker er, at man ikke rigtig ved, hvad kirken kan tilbyde og hvilke muligheder der er her. Vi skal have aflivet nogle myter om, at vi er en gammel institution med kedelige gudstjenester, lød overvejelserne fra sognepræst Morten Bay-Mortensen.

Henrik Reintoft Christensen, der er lektor i religionssociologi ved Aarhus Universitet, mener, at udviklingen skyldes, at der er ro om folkekirken.

- Så længe der ikke er røre i andedammen, så går det godt. De to tal udligner næsten hinanden, siger Henrik Reintoft Christensen til folkekirken.dk om tallet for ind- og udmeldelser.

Han ser en sammenhæng mellem antallet af udmeldelser og eksempelvis den kampagne, som Ateistisk Selskab i 2016 stod bag for at gøre det lettere at melde sig ud af folkekirken.

- På samme måde kom der også en masse udmeldelser efter loven om vielse af homoseksuelle blev vedtaget, uddyber Henrik Reintoft Christensen.

Han har ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor antallet af indmeldelser stiger.

- Men det er en tanke værd, om det kan hænge sammen med, at flere kirker i København og Aarhus har indført det, man kalder drop in-dåb.

Det er en dåbsform, hvor man nærmest kan komme ind fra gaden og lade sig døbe.

- Det betyder, at det er nemmere at blive døbt, og at man ikke skal igennem en længere dåbsoplæring, siger Henrik Reintoft Christensen.

74,7 procent af danskerne var per 1. januar 2019 medlemmer af folkekirken.

Det dækker over store regionale forskelle fra vest mod øst. I Lemvig i Nordjylland var andelen 87,4 procent, mens andelen af medlemmer på den københavnske vestegn i Ishøj var 46,4 procent.