Samfund

Manden bag 'Stik mig en øl' er død

Efter udgivelsen af landeplagen optrådte han flere steder i Danmark.

Han var ”en festens mand”, lyder mindeordene fra en gammel ven.

Karl Peter Jensen.

Eller Carl Petter, som var hans kunsternavn, da han i sommeren 1982 kreerede landeplagen ’Stik mig en øl’, der hurtigt kom på mange danskeres læber.

Natten til torsdag sov han ind efter længere tids sygdom.

Det oplyser hans datter, Rilla Jensen, til TV 2.

Han blev ifølge datteren 71 år - han havde fødselsdag i marts.

Karl Peter Jensen boede i mange år i Randers, hvor han drev baren og spisestedet Restaurant Maxim og natklubben Maren Knudsen i midtbyen.

Lavede hit på 40 minutter

Som ejer af Restaurant Maxim tog Karl Peter Jensen i starten af 1980’erne til København for at se det svenske band New Rockets.

Bandet gjorde så stort et indtryk på ham, at han valgte at booke dem til at spille på restauranten hjemme i Randers, skriver Randers Amtsavis.

Her hørte han en sang, Köppäbävisan, der med ét bed sig fast hos den garvede restauratør, der fik melodien med hjem på bånd for at lave en dansk version.

Og der gik ikke længe. Bare 40 minutter. Og så lå der fem små vers og omkvædet ’Stik mig en øl’, skriver avisen.

Sangen blev udgivet og blev lynhurtigt en landeplage. De næste to somre optrådte Karl Peter Jensen og New Rockets over hele Danmark.

- Når jeg tænker tilbage på den tid, er det fest og farver, der falder mig ind. Ja, man syntes jo, at man havde alderen til det dengang, men da jeg blev 39, troede jeg ikke, at jeg skulle runde de 40. Jeg overtalte derfor min kone til, at jeg holdt min 40-års-fødselsdag et år før, sagde Carl Peter Jensen til Randers Amtsavis i forbindelse med sin 60-års-fødselsdag.

Evigt liv

Siden har 'Stik mig en øl' været at finde på utallige opsamlings-plader, er blevet spillet i radioen og folk har nynnet den efter en lystig aften i byen.

Den megen opmærksomhed til sangen gik da heller ikke Karl Peter Jensens næse forbi:

- Selv i dag kender børn sangen, selv om de er født længe efter, at den udkom. Jeg kender mange andre sange, som har haft stor berømmelse, men langt de fleste er alligevel smuttet ud af hukommelsen igen. Men den her sang virker som om, den har et evigt liv, sagde Karl Peter Jensen til Randers Amtsavis.

I sangen bliver det randusianske bryggeri Thor nævnt flere gange, men Karl Peter Jensen har altid holdt fast i, at det ikke havde noget med tilblivelsen at gøre.

Derimod oplyste han til Randers Amtsavis, at bryggeriet aftog en bunke af hans demoer, som de flittigt delte ud på barer i hele landet.