Samfund

Flere smittes med legionella, og forskerne ved ikke hvorfor - sådan undgår du at blive syg

Det er blandt andet en dårlig ide at børste tænder i badet.

I Aarhus må 98 beboere lige nu stå i kø ved en badevogn i gården for at få et morgenbad.

Det har nemlig vist sig, at foreningens vandsystem er inficeret med bakterien legionella, der kan give den alvorlige og potentielt dødelige legionærsyge.

Sagen i Aarhus er blot den seneste af flere og flere tilfælde med sygdommen, og det bekymrer forskere og politikere.

- Vi har set en kraftig udvikling i antallet af syge de seneste fem år, og det er en alvorlig sygdom. Langt de fleste tilfælde bliver indlagt, og mellem 10 og 15 procent dør af den, siger Søren Anker Uldum, seniorforsker ved Statens Seruminstitut.

Legionærsyge kan give influenzalignende symptomer og lungebetændelse. Dobbelt så mange blev ramt af den i 2018, som få år før. 

Antallet af legionellasmittede per indbygger i Danmark er højere end gennemsnittet i Europa, men der er store forskelle på, hvor mange sygdommen rammer i de enkelte dele af landet.

De regionale forskelle kan man på nuværende tidspunkt ikke forklare, siger Søren Anker Uldum. 

Tilfælde af legionærsyge fordelt på regioner

Tal fra 2017.

Derfor er der på finansloven afsat to millioner kroner til at undersøge sygdommen nærmere og forhåbentlig forhindre antallet af tilfælde i at vokse yderligere.

- Det her skal vi være politisk og fagligt utroligt opmærksomme på, så vi kan dæmme op for en videre alvorlig udvikling, siger Flemming M. Mortensen, sundhedsordfører for Socialdemokratiet.

- Det er vigtigt at finde ud af, hvad det skyldes, og om vi oplyser borgerne godt nok om, hvad der skal til for at undgå den, siger Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti, der er formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

Pas på med at spare på varmen

Legionella er en varmeelskende ferskvandsbakterie, der trives godt i lunt vand mellem 20 og 50 grader.

I de tilfælde, det har været muligt at efterprøve, hvordan syge er blevet smittet, viser det sig, at det oftest er sket ved at tage brusebad i eget hjem. Men vandhaner, toiletter, spabade og aircondition kan også sprede sygdommen.

Ikke gennem indtagelse af vand, men når vandet forstøves, og man indånder det.

Derfor er det blandt andet en dårlig ide at børste tænder i brusebadet, advarer fagekspert i Bolius, der er Boligejernes Videnscenter, Tine Nielsen. 

Hun mener, det kan være vores iver efter at spare på vandet, der har gjort flere og flere syge. 

- Når vi skruer ned for temperaturen for at spare på energien, så kan vandet i vores varmtvandsbeholder komme til at ligge mellem 20 og 50 grader, hvor legionellabakterien trives. Så de mange spareråd, vi er vant til, og rådene mod legionella passer ikke så godt sammen, siger hun. 

Sådan minimerer du smitterisikoen

Efter politikerne er blevet opmærksomme på, at legionærsyge er et voksende problem, er kommunerne blevet kontaktet og advaret om sygdommen, forsikrer Liselott Blixt.

De har modtaget et brev med en opfordring til at være opmærksomme på blandt andet baderum på skoler og i svømmehaller og sikre, at man ikke skruer for meget ned for temperaturen i vandsystemerne, så legionellabakterierne kan gro.

På samme måde bør vi sikre vores hjem, opfordrer Tine Nielsen.  

Hun giver her tre råd til at minimere risikoen for at blive syg af legionella.

Tre råd til at undgå legionærsyge

  1. Tjek temperaturen på vandet

    Det kolde vand må ikke være mere end 20 grader, når det kommer ud af vandhanen, og det varme skal være mindst 50 grader, når det har løbet lidt. 

    Som husejer kan du selv skrue op for din varmtvandsbeholder og på den måde sikre, at vandet der ikke er under 55 grader. 

    Bor du i en fælles ejendom, skal du tage kontakt til ejendomsbestyreren, hvis vandet ikke er koldt eller varmt nok, så vedkommende kan justere. 

  2. Gå dit vandsystem efter

    Sørg for, at der ikke er nogle døde ender i dit vandsystem, hvor vand kan stå stille og ikke bliver skyllet igennem. Legionellabakterierne trives nemlig godt i stillestående vand. 

    Sikr dig samtidig, at dine vandrør er isolerede. Tit løber det kolde og varme vand tæt op ad hinanden. Er rørene ikke isoleret godt, vil det kolde køle det varme vand ned og omvendt. På den måde bliver vandet i rørene en temperatur, som legionellabakterien kan trives i.

     

  3. Skyl systemet igennem efter ferie

    Hvis du har været væk i noget tid, så vandet i dine rør har stået stille, bør du tænde for vandhaner, brusere og så videre og lade vandet løbe. På den måde skylles stillestående vand, som legionella trives godt i, væk.

    Hvis du bor i hus og skruer temperaturen i din varmtvandsbeholder op på 68 grader, kan du nøjes med at lade dit vand løbe i et par minutter, siger Tine Nielsen.

Kilde: Tine Nielsen, fagekspert, Bolius