Landmand troede, sønnen ville annoncere sit bryllup – i stedet blev han selv smidt ud af sin gård
70-årige Ole Jensen mistede efter 45 år som landmand både sine ejendomme, sin jord og sin kvægbesætning. Det hele skyldtes teksten i en ægtepagt.
En augustdag i 2017 havde landmand Ole Jensen haft travlt fra morgenstunden med at køre halm ind. Nu var det blevet tid til et kvarters frokostpause.
Stadig iført arbejdstøjet gik han ind i stuehuset og videre til køkkenet, som var tomt. Hvor var hans kone mon henne?
Ole Jensen hørte stemmer fra stuen og fandt sin hustru siddende, omklædt, ved den ene ende af det store spisebord sammen med parrets søn og dennes samleverske, der også havde skiftet til pænt tøj. Ved den anden bordende sad en lokal advokat, som familien ofte brugte i juridiske anliggender.
Mon de to unge mennesker nu endelig har giftet sig?, tænkte Ole Jensen ved synet af den højtideligt klædte forsamling.
Men det viste sig, at der ikke var tale om en glædelig begivenhed.
Hans kone ville skilles, og advokaten præsenterede ham for en ægtepagt, som parret havde indgået otte år tidligere. I dén stod der, at Oles kone havde fuldstændig særeje, og at alt tilhørte hende efter en skilsmisse. Det betød, at hun var eneejer af deres fire gårde, 100 hektar jord og en kødkvægsbesætning på omkring 400 dyr.
Ole Jensen ejede derimod intet.
Han havde et par timer til at pakke sit tøj og forlade ejendommen.
Sådan udspillede scenariet, ifølge Ole Jensen, sig den 30. august 2017. En onsdag, som endte med at vende op og ned på hans liv.
Men hvordan kunne det gå sådan? For at forstå, hvad der førte til den skelsættende dag, skal vi ti år tilbage i tiden, hvor Ole Jensen var tæt på at dø.
I efteråret 2008 begyndte Ole Jensen at få problemer med sit helbred. Han beskriver det selv som en bil, der langsomt løb tør for benzin.
Han havde været vant til at arbejde mindst ti timer om dagen i landbruget, lige siden han overtog sine forældres gård i Brædstrup vest for Horsens tilbage i 1972 og efterfølgende opkøbte flere ejendomme i nabolaget.
Det meste af hans tid gik med at passe besætningen af Hereford-kvæg, som han selv havde fremavlet, og som var hans store interesse.
Men han fik sværere og sværere ved at udføre de daglige pligter.
Ved juletid var det blevet så slemt, at han knap kunne synke vand længere. Lymfekirtlerne i halsen var, ifølge hans egen formulering, hævet så voldsomt, at de nu var på størrelse med knytnæver og godt på vej til at kvæle ham.
Det viste sig, at han havde lymfekræft, og da han endelig fik det konstateret, var det så slemt, at lægerne ikke regnede med, at han ville overleve i mere end højest et par måneder.
Da Ole Jensens helbredstilstand var allerværst, i marts 2009, fik han og hans hustru, på foranledning af familiens advokat udformet en ægtepagt, som skulle sikre, at hustruen og parrets fælles søn var bedst muligt stillet, hvis Ole skulle gå hen og dø.
Ved at lade hustruen få særeje over parrets ejendomme, kvæget og alle øvrige værdier ville hun i tilfælde af Oles død kunne drive hans livsværk videre, uden at blive ramt af en større gæld, som stod i hans navn, og som var fulgt i kølvandet på en tvangsauktion nogle år tidligere.
Ved samme lejlighed blev der oprettet et fælles testamente for de to ægtefæller.
Men selv om Ole Jensens underskrift står nederst på dokumenterne, var han – ifølge sit eget udsagn – så dårlig på det tidspunkt, hvor de blev udfærdiget, at han ikke husker, han har underskrevet dem. Han husker heller ikke, at han skulle have været inde på advokatkontoret i Horsens den 13. marts 2009, som er dokumenternes officielle datering.
– Jeg fik så meget morfin, at jeg befandt mig i en konstant døs, så jeg husker næsten intet fra den tid, siger Ole Jensen.
Trods lægernes dystre forudsigelser virkede behandlingen med kemokure og stråling imidlertid så effektivt på ham, at han gradvist kom sig helt.
Efter mere end et års sygdom fortsatte Ole Jensen derfor i foråret 2010 arbejdet med at passe landbruget og sin store avlsbesætning af Hereford-kvæg, uden at skænke ægtepagten en tanke.
Han havde ingen anelse om, hvad der var på vej til at ske.
Arvesag endte i familiefejde
Ole Jensen mødte den kvinde, han senere giftede sig med, tilbage i 1974.
Efter kort tid flyttede hun ind på hans gård i Brædstrup, som allerede var fuldt indrettet med hans forældres og bedsteforældres møbler, fortæller han.
I hverdagen levede de to hver sit liv. Hun underviste som folkeskolelærer på en lokal skole, mens han passede landbruget på fuld tid.
Parret giftede sig i 1980, og tre år senere fik de en søn, som var et ønskebarn for dem begge.
– Jeg glemmer aldrig, da jeg holdt ham i armene lige efter fødslen. Det var en meget speciel oplevelse, siger Ole Jensen.
Efterhånden som sønnen voksede op, blev han inddraget i arbejdet med landbruget, hvor han indimellem hjalp til. Men da han skulle vælge uddannelse, ønskede han ikke at blive landmand, men smed.
På grund af sønnens valg om ikke at gå landbrugsvejen besluttede Ole Jensen, at han måtte finde en løsning, så bedriften kunne føres videre på bedste vis. Han blev jo ikke yngre og havde brug for aflastning.
Gælden havde han med årene fået afviklet, og landbruget var blevet en sund forretning.
Ole Jensen fandt på den idé at spørge sønnens to fætre, om de havde lyst til at indgå i driften. De var begge uddannede landmænd og virkede meget kompetente. Han indviede derfor sin hustru i planerne.
Til gengæld anså Ole Jensen det slet ikke for en mulighed, at hans søn og den kæreste, som han havde boet sammen i nogle år, kunne køre forretningen videre.
Om det var derfor, at hans hustru pludselig en augustdag i 2017 ville skilles, ved Ole ikke. Men i hvert fald kom det helt uventet for ham, da hun den dag i selskab med sønnen, svigerdatteren og advokaten præsenterede ham for ægtepagten, som var oprettet otte år tidligere, mens han var alvorligt syg.
En ægtepagt, som udelukkende var lavet for at sikre Ole Jensens familie i tilfælde af hans død, men som han ikke huskede at have underskrevet og heller aldrig havde fået udleveret en kopi af.
Denne ægtepagt skulle nu fratage ham alt, hvad han ejede og havde knoklet for gennem 45 år som landmand. Alene fordi hans kone ville skilles.
Ifølge arveretsadvokat Ulrik Grønborg er der dog ikke noget juridisk betænkeligt ved udformningen af ægtepagten.
– Når man laver en ægtepagt, der giver særeje til den ene ægtefælle i tilfælde af partnerens død, vil den også altid gælde ved skilsmisse. Man kan ikke lave en særejeordning, der kun har virkning ved dødsfald, forklarer Ulrik Grønborg, der optræder som ekspert i programserien ’Når arven splitter os’.
Da Ole Jensen den 30. august 2017 blev bedt om at forlade gården indenfor et par timer, nægtede han imidlertid pure. Han ville hverken flytte eller lade sig skille.
Han insisterede på at blive boende i stuehuset blandt sine forældres og bedsteforældres ting. Så i stedet valgte hustruen at fortrække. Hun rykkede ud og boede midlertidigt hos venner og bekendte.
Det varede dog ikke længe, før Ole Jensen for alvor blev smidt på porten.
Sat ud af fogeden
Syv måneder efter, at hans hustru havde krævet skilsmisse, kom fogeden på besøg hos Ole Jensen.
Præcis klokken 09.00 onsdag den 21. marts 2018 svingede fem biler ind på gårdspladsen foran stuehuset til Ole Jensens fædrende gård i Brædstrup.
Forrest i kortegen var to politibiler, dernæst fulgte to biler med hver sit hold advokater, og til sidst ankom fogeden.
Fra vinduet kunne Ole Jensen se sin søns samleverske, der sad på køleren af sin bil i indkørslen. Hun var kommet tidligt og ventede bare på, at forestillingen skulle begynde, tænkte han.
På nabogrunden stod en flok mænd og kvinder. Det var syv-otte naboer, som Ole Jensen havde nået at tilkalde, og som ønskede at bakke ham op ved deres tilstedeværelse. Blandt hans støtter var også en tidligere medhjælper, som havde taget turen fra Nordjylland for at være hans bisidder.
Det bankede på døren, og Ole Jensen gik ud for at tage imod delegationen af politifolk, advokater og foged.
Fogeden læste kendelsen op og gjorde Ole Jensen opmærksom på, at han var under arrest, så længe han befandt sig på ejendommen. En låsesmed gik i gang med at skifte låsene, mens betjentene bad Ole Jensen om at vise dem hen til hans våbenskab. Hans jagtgeværer og patroner skulle registreres og beslaglægges.
Da betjentene havde fjernet våbnene, bad fogeden dem om at eskortere Ole Jensen ud til hovedvejen. Han måtte ikke medbringe noget som helst fra hjemmet, udover det tøj han havde på. En lommelygte, som han forsøgte at tage med sig, blev straks vristet ud af hånden på ham, fortæller han.
– Det var et forfærdeligt syn at se en 70-årig mand blive fjernet fra sit hjem på den måde, uden at måtte tage så meget som sit tøj eller sin dyne og hovedpude med sig, siger Lis Hansen, som boede til leje på en af Ole Jensens ejendomme og var blandt vidnerne til fogedudsættelsen.
Fremover havde Ole Jensen totalt adgangsforbud til den gård, som han havde boet på, siden hans forældre købte den i 1950. Han måtte heller ikke passe sine dyr eller marker længere. Hans kone havde givet sønnen og samleversken fuldmagt til at drive landbruget.
Det eneste, Ole Jensen fik lov at beholde, var sin bil, en gammel Peugeot stationcar, som var indregistreret i hans navn, og sine to labradorhunde, som han havde lukket ind i den.
Han var nu i akut boligmangel.
Lejere kom Ole til hjælp
Blandt Ole Jensens trofaste støtter i fejden mellem ham og hans kone og søn er Lis Hansen og hendes mand, Torben, som i 2009 lejede sig ind i et af de fire stuehuse, der hører til landbruget.
Da han blev sat ud af fogeden i foråret, kom parret ham til hjælp.
– Vi stod jo og så på, at han blev sat ud. Hvor skulle han tage hen, og hvad skulle han gøre? Jeg sagde til ham: Du kan køre ud til os. Vi har jo da et ekstra værelse, hvis det er, siger Lis Hansen.
Ole Jensen takkede ja til tilbuddet og flyttede straks ind på det 12 kvadratmeter store værelse sammen med sine to hunde. På den måde boede han stadig tæt på den gård, som tidligere havde været hans forældres hjem, og som lå fire-fem kilometer derfra.
Han kunne fortsat holde øje med dyrene, når han kørte forbi markerne ude på vejen. Det betød meget for ham at følge med i, hvordan kvæget havde det.
– Jeg begyndte at skabe besætningen i 1998 og har arbejdet med dem hver dag lige siden. Så selvfølgelig har jeg et særligt forhold til dyrene. Hvert dyr har jo sit særpræg og sin væremåde, og jeg kan kende dem alle fra hinanden, siger Ole Jensen.
Ole Jensens tilstedeværelse på ejendommen var imidlertid uønsket af hans fraseparerede hustru og hans søn og svigerdatter, som var flyttet tilbage på gården, efter at han havde forladt den.
Der opstod flere sammenstød mellem dem. Eksempelvis når Ole Jensen forsøgte at gøre opmærksom på, at et af kreaturerne var syge eller havde problemer med at kælve.
– Når der har været problemer med et dyr, har jeg ringet til min kone for at fortælle det. Hun har aldrig taget telefonen, men så har jeg lagt en besked. Andet kan jeg ikke gøre, mener Ole Jensen.
Hans kone, som nu ejede hele landbruget og dermed også den ejendom, som Ole havde lejet sig ind i, forsøgte flere gange at få ham smidt ud af lejemålet, fortæller han.
Men uden held, for ifølge lejeloven var Lis og Torben Hansen ikke forpligtede til at spørge deres udlejer om lov til at leje et værelse ud til en ven.
Situationen skulle dog snart vise sig at blive uholdbar.
I løbet af juni 2018 optrappedes konflikterne mellem Ole Jensen og eks-familien.
Ifølge Ole Jensen var han hele tre gange blevet overfaldet af sin søn, som blandt andet skulle have truet ham med en kniv. Især gik det galt dagen efter sankthans.
- Jeg så, at der var en kvie, der ikke kunne kælve. Jeg holdt bare stille og roligt ude på offentlig vej og holdt øje med den. Da min søn kom, forsøgte jeg at fortælle ham om kvien, som lå hundrede meter inde på marken. Han kom hen til min bil og slog på den gentagne gange med en jernstang. Og så overfaldt han mig kort og godt, siger Ole Jensen.
Han fortæller, hvordan sønnen forgæves forsøgte at trække ham ud gennem bilens halvåbne vindue, så hans arm blev skrabet hårdt mod vindueskanten.
Overfaldet var denne gang så voldsomt, at den 70-årige landmand endte på skadestuen.
En af de øvrige lejere på ejendommen, Mie Andersen, der boede lige i nærheden, var vidne til, hvordan en stærkt chokeret Ole Jensen umiddelbart efter overfaldet henvendte sig til hende for at få hjælp.
- Jeg har aldrig set et menneske være så rystet. Han kunne ikke engang drikke et glas vand, selv om hans mund var helt tør. For han kunne ikke holde på glasset. Det blødte fra hans underarm, hvor huden var raspet helt af, og han havde fået ødelagt senerne mellem lillefingeren og ringfingeren, siger Mie Andersen, som selv kørte Ole Jensen på skadestuen.
Ole Jensen og sønnen har gentagne gange meldt hinanden til politiet, men ingen af anmeldelserne har ført til sigtelser.
For Ole Jensens vedkommende har hele forløbet været meget opslidende, og han har svært ved at forstå, hvordan det overhovedet er kommet så vidt.
- Jeg kan kun sige, at det er en kæmpestor skuffelse, at ens egen søn vil behandle én på den måde. Dét, jeg har været udsat for, er så uhyggeligt stort et menneskeligt pres, at de færreste nok ville kunne klare det psykisk, siger Ole Jensen.
Noget af det, der har hjulpet den snart 71-årige landmand, er, at hans sag nu bliver skildret i tv-programmet ’Når arven splitter os’, og at han samtidig har fået god rådgivning af de juridiske eksperter, der er tilknyttet programmet.
Ved hjælp af en mægler har Ole forsøgt at skabe en kontakt til sin ekskone og søn. Men de har ikke ønsket at indgå i en dialog.
Ole Jensen har derfor i samråd med arveretsadvokat Ulrik Grønborg besluttet at søge om såkaldt ”særejekompensation”, hvilket vil sige, at han ved rettens hjælp vil prøve at opnå en form for kompensation for sin stærkt forringede økonomiske situation efter skilsmissen.
Da Ole Jensens eneste indtægt består af en folkepension, har han imidlertid ikke råd til at føre sådan en sag. Så den 12. juli 2018 søgte han om fri proces til retssagen.
Nu kunne han ikke gøre andet end at vente. Svaret skulle falde senest inden for et halvt år.
Tvunget til at flytte igen
Efter at have boet på værelset hos sine tidligere lejere, Lis og Torben Hansen, gennem næsten ni måneder, blev Ole Jensen tvunget til at flytte igen med udgangen af november måned 2018.
Parret havde opsagt deres lejemål, fordi de følte sig chikaneret af Oles familie.
Også det andet par, Mie og Carsten Andersen, som havde boet til leje på en anden adresse, der hørte under landbruget, valgte at flytte derfra på samme dato.
For Ole Jensen betød det, at han nu igen var hjemløs og skulle skaffe en anden bolig per 1. december 2018.
Det lykkedes ham at finde et billigt lejemål, hvor han måtte have sine hunde med, på et landsted, der lå omkring seks-syv kilometer fra hans tidligere hjem.
– Det er vigtigt for mig at blive i området, hvis jeg skal gøre mig håb om nogensinde at få noget af min ejendom tilbage igen, siger Ole Jensen og fortsætter.
– Det er jo hele min livsopsparing, der ligger gemt der. Jeg har jo hverken lavet pensionsopsparing eller noget andet til mig selv. Hver gang jeg har haft 100.000 kroner gennem årene, blandt andet fra arv, er de blevet investeret i landbruget. Jeg vil tro, at jeg har lagt omkring en million i det.
Efter hans egen vurdering repræsenterer landbruget en samlet værdi på omkring 30-40 millioner kroner, blandt andet fordi der er fundet store mængder af grus i undergrunden, som kan udvindes. Og han mener, at han har krav på en andel af indtægterne.
– Jeg er rystet over, at der ikke engang har fundet en bodeling sted endnu, så jeg i det mindste kan få mit tøj og mine personlige ejendele. Sagen bliver hele tiden trukket i langdrag af min kone og hendes advokat. Det er så grelt, at retten i Horsens nu på eget initiativ har berammet to retsdage i marts måned, så sagen kan komme i gang, siger han.
Udover at Ole Jensen er blevet frataget stort set alt, hvad han ejede, af sine allernærmeste, er han også ked af, at striden har splittet hele den resterende familie og bekendtskabskreds op i to dele, hvoraf den ene holder med ham og den anden med hans ekskone.
Håbet lever
Den 17. december 2018 blev skilsmissen endelig fuldbyrdet. Ole underskrev papirerne, efter at han først havde sikret sig, at det ikke ville få indflydelse på hans muligheder for at få økonomisk kompensation ad rettens vej.
Og i januar 2019 skete der pludselig noget positivt, set fra Ole Jensens synspunkt.
For et par uger siden blev han bevilget fri proces til at føre den retssag, som måske vil give ham en form for genoprejsning.
En sag, som han, ifølge advokaterne, har en god chance for at vinde.
Ole Jensens ekskone og søn har ikke ønsket at medvirke i hverken tv-program eller artikel. Deres advokat udtaler til TV 2, at de er helt uenige i Oles udlægning af sagen, som de ikke mener er en arvesag.
Se Ole Jensens historie i 'Når arven splitter os' lige nu på TV 2 PLAY eller torsdag den 14. februar klokken 20.00 på TV 2