TV 2 ECHO

Instagrammer afslører sandheden bag polerede billeder - feriefoto var fra en børnepool

Instagrammer Melissa Bentsen er ikke bleg for at polere sine billeder, men folk skal forstå, at de ikke er hele sandheden.

- Endelig en ærlig blogger.

Sådan lød overskriften på den video, der på to dage fik 21-årige Melissa Bentsens Instagram-profil til at bugne med nye følgere. 11.000 af slagsen.

Det var den indflydelsesrige instagrammer 'andershemmingsendk', der havde delt Melissa Bentsens video.

Jeg er træt af det ord. Perfekt. Og folk må gerne forstå, at det er jeg bestemt ikke. 

Melissa Bentsen

I videoen viser Melissa Bentsen et simpelt trick til at se tyndere ud på billeder. 

Man hiver lidt op i trussekanterne. Suger maven ind og drejer sig lidt skråt mod kameraet. Bum.

Hun lagde videoen op for at gøre op med illusionen om det perfekte.

- Jeg har i rigtig lang tid gerne villet vise det upolerede. For jeg får mange beskeder om, at jeg er perfekt, og at jeg må være lykkelig. Jeg er træt af det ord. Perfekt. Og folk må gerne forstå, at det er jeg bestemt ikke. 

Ikke hele sandheden

Da Melissa Bentsen lagde videoen op, var hun begyndt at tænke mere over, hvad hendes billeder signalerede. Hun fik ofte positive beskeder fra sine følgere, men en gang imellem blev hun også spurgt, om hun ikke var med til at skabe et urealistisk kvindesyn.

- Jeg begyndte at tænke over det. Til sidst blev jeg ked af, at jeg kunne være med til det. Det gad jeg ikke at være en del af.

Hun har derfor besluttet sig for, at hendes profil skal indeholde flere upolerede billeder. Men ikke på bekostning af de polerede. De skal stadig være der.

- Mit budskab er, at alle har lov til at poste polerede billeder. Men at folk skal vide, at det ikke er hele sandheden, siger hun.

Herunder fortæller Melissa Bentsen sandheden om nogle af billederne fra hendes Instagram:

1. Feriebilledet

Til venstre ses Melissa Bentsen i poolen, hvor en flok børn leger i vandet i baggrunden. Til højre er det redigerede billede, der kom op på hendes Instagram-profil.

- Jeg vil rigtig gerne kunne poste nogle pæne billeder, når jeg er på ferie, fordi de kommer langt ud.

- Billedet er taget på en ferie, jeg var på med familie og venner. Men der var ingen strand. Der var kun en børnepool. 

- Jeg fik min mor til at stille sig helt mærkeligt og tage billedet. Hun stod på kanten med helt spredte ben og armene helt inde over poolen, så børnene, der plaskede bagved, ikke kom med. Jeg bruger tit min mor til at tage billederne. Hun kender mig alt for godt og ved, hvad meningen er med billedet.

- Bagefter beskar jeg billedet og redigerede det. Det måtte gerne ligne en ferie i Dubai, så jeg redigerede farverne i vandet og farverne på ananasen. 

- Jeg gjorde det, fordi det giver mig en feriefølelse, når det er lidt pænere. 

2. Modefotoet

Melissa Bentsen nåede at gå få skridt i disse vinylbukser, som larmede så meget, at de var umulige at gå med.

- Jeg har de her bukser af vinyl, som er lidt anderledes, og som jeg gerne ville have taget nogle fede billeder med. Men det var ret svært, for de larmer sindssygt meget, når man går i dem. Altså, det er næsten umuligt. 

- Min mor kørte mig ind til byen. Jeg skiftede til de bukser på vejen i bilen. Da jeg havde skiftet, gik jeg ud af bilen, og vi tog en masse billeder. Og så gik jeg tilbage i bilen og skiftede, for jeg kunne slet ikke gå i dem. Jeg nåede måske at tage tre-fire skridt i dem. 

- Jeg vil gerne skille mig lidt ud ved at lege med lidt anderledes items. Dette item var slet ikke til at gå i, men de ser rigtig fede ud på billeder.

- På en eller anden måde er det uærligt, men jeg synes ikke, at det gør mig uærlig. Jeg er mere en Instagram-figur, når jeg har dem på. Jeg ligger jo hjemme i min seng i sweatpants, når jeg lægger billederne op.

3. Cafébilledet

Melissa Bentsen kan slet ikke lide kaffe, men det afholder hende ikke fra at poste billeder, hvor det ligner, at hun drikker kaffe.

- Kaffebillederne startede som en trend, tror jeg. Der var mange, der sad på flotte caféer og tog billeder, og nogle gange skal man følge lidt med. Det valgte jeg at gøre her, selvom jeg slet ikke drikker kaffe. Jeg synes, det lugter helt vildt grimt, og jeg har aldrig smagt det.

- Men det gav godt. Mange likes og kommentarer. Det var noget, folk gerne ville se, følte jeg. 

- Når jeg har lavet kaffebillederne, har jeg bestilt kaffen, taget billederne og ladet den stå, indtil jeg smuttede. Eller også har min mor, søster eller en ven drukket den.

- Jeg fik engang en ven til at tage en enkelt tår af kaffen, fordi det var for pinligt slet ikke at have rørt den.