Samfund

Rørt medvært mindes Ole Stephensen: - Vi skal huske ham for, hvad han gjorde for dansk tv

Line Baun Danielsen havde svært ved at holde tårerne tilbage, da hun fortalte om sin nu afdøde kollega. Flere kendte danskere mindes tv-værten.

Morgenrutinen var altid den samme, når Ole Stephensen og Line Baun Danielsen fulgtes til arbejde.

De to daværende tv-værter på ’Go' morgen Danmark’ ringede på skift hinanden op for at sikre, at makkeren var kommet op klokken 4.30 om natten. Klar til at vække danskerne med morgen-tv.

Line Baun Danielsen var torsdag tilbage i studiet, men denne gang under triste omstændigheder.

Onsdag aften døde Ole Stephensen. Han blev 63 år gammel.

- Jeg hylede, da jeg fik det at vide, og jeg er meget påvirket, lød det fra en tydeligt berørt Line Baun Danielsen i ’Go morgen Danmark’.

De to arbejdede sammen i omkring tre år fra 2005 til 2008 på TV 2, og her oplevede hun hans evne til at være folkelig, humoristisk og alvorlig på én og samme tid. Hans karakter satte spor, lyder det fra flere offentlige personligheder. 

Han var et menneske, der havde masser at byde på endnu

Line Baun Danielsen

Danskerne lærte ham at kende

Ole Stephensen faldt om i sit hjem i Gentofte klokken 18.30 onsdag, og selvom redningsfolk og læger hurtigt var på stedet, stod han ikke til at redde. Han efterlader sig en kone og to døtre på henholdsvis 19 og 21 år.

Han havde ifølge familien ikke været syg op til dødsfaldet, og nyheden er derfor kommet som et chok for alle hans bekendte.

- Jeg synes, at det er trist og uretfærdigt. Alt for tidligt. Han var et menneske, der havde masser at byde på endnu, siger Line Baun Danielsen og undskylder, at hun har svært ved at holde tårerne tilbage.

Udover ’Go morgen Danmark’, hvor han var vært i næsten ti år, var han også vært på det ikoniske underholdningsprogram ’Eleva2eren’ op gennem 90’erne.

Med lune, humor og passion leverede han mange timer og gode tv-øjeblikke med sin mangeårige indsats som vært

Anne Engdal Stig Christensen, indholdsdirektør, TV 2

Fælles for de to programmer var, at den Ole Stephensen, som danskerne lærte at kende på skærmen, var meget lig den mand, som Line Baun Danielsen kendte og holdt af.

- Ole var Ole, lyder det kort fra hende, inden hun beskriver hans unikke evner:

- Han kunne balancere alvor og sjov på en knivsæg. Han havde journalistens indignation, og han kunne lave de skarpeste interviews, men samtidig havde han lunen og humoren og impulsiviteten, siger hun.

Hans folkelighed samlede danskerne og dermed gav et enormt bidrag til dansk tv. Noget, hun synes, bør huskes.

- Han gav det et dansk islæt, lyder det fra Line Baun Danielsen.

Den samme holdning deler flere af hans tidligere kollegaer og venner onsdag aften og dagen derpå.

Kollegaer mindes Ole Stephensen

I løbet af sin mangeårige karriere prøvede Ole Stephensen også kræfter med skuespil i ’Walter og Carlo’-filmene, og det var her, at han stiftede bekendtskab med Jarl Friis-Mikkelsen.

Han var komplet og mestrede alle genrer

Suzanne Bjerrehus, Ole Stephensens medvært på 'Eleva2eren' i 90'erne

Onsdag var skuespillerkollegaen forbi hospitalet for at sige ordentlig farvel efter den pludselige død, fortæller han.

- Jeg reagerede ret voldsomt. Det røg sgu ud af mig, siger Jarl Friis-Mikkelsen i 'Go' morgen Danmark' og forklarer, at de helt tilbage fra 80’erne havde et samarbejde, hvor de både kunne være professionelle og grine sammen.

Fra indholdsdirektør hos TV 2 Anne Engdal Stig Christensen lyder beskeden ligeledes, at hun vil savne hans varme:

- Ole havde med sin uhøjtidelige tilgang til tv-mediet stor betydning for skabelsen af det folkelige TV 2. Med lune, humor og passion leverede han mange timer og gode tv-øjeblikke med sin mangeårige indsats som vært i 'Go' morgen Danmark' og som underholdningsvært på 'Eleva2ren'.

Valgte en politisk karriere

Udover skuespillet arbejdede Ole Stephensen også som selvstændig, men i de seneste år engagerede han sig i politik og blev i 2017 valgt ind i Gentoftes Kommunalbestyrelse for Det Konservative Folkeparti.

Landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), og formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard (DF), som begge har mødt Ole Stephensen igennem deres politiske virke, vil huske ham for hans person både på og uden for skærmen:

- Hvad ville moderne tv og TV 2 være uden Ole Stephensen? Bliver uendelig trist over, at han pludselig er væk. Husker senest hans glæde og optimisme, da jeg mødte ham til Konservativt Landsråd, hvor han var opsat på at komme i folketinget. Æret være hans minde, skriver Lars Løkke Rasmussen på Twitter.

- Ole Stephensen er død. Puha, tager lige pusten fra en. Mødte ham tit til Vangede Festival og i Bernstorffsparken med vores hunde. Hvor kan det hurtigt være forbi. En munter og glad mand er gået bort, skriver Pia Kjærsgaard.

Chokerede kollegaer

På 'Eleva2eren' var Ole Stephensen vært sammen med Suzanne Bjerrehus. Hun kalder det "en helt forfærdelig nyhed" over for Ekstra Bladet, men husker ham også for hans faglige kompetencer:

- Han var den dygtigste, fordi han havde en total fingerspidsfornemmelse fra tv-mediet. Han var ikke bare opfindsom og en dygtig formidler. Han visualiserede alt. Selv lyssætningen havde han i sin hule hånd.

- Samtidig kunne han styre et interview som ingen andre. Han magtede både at lave gribende interviews med efterladte til Scandinavian Star-ulykken og lave dybt underholdende og sjove indslag. Han var komplet og mestrede alle genrer, siger hun til Ekstra Bladet.

I den journalistiske verden har Ole Stephensens arbejde givet genlyd. Det kan ses på de sociale medier, hvor flere politikere og tv-værter har skrevet, at de er chokerede over nyheden:

Også på TV 2 Nyhedernes facebookside reagerer mange danskere på Ole Stephensens pludselige død:

Han blev 63 år.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Wednesday, February 6, 2019