GUIDE: Sådan beskytter du dit barn på nettet
Et nyt Youtube til børn vil i højere grad styre, hvad de små må se. Få gode råd til, hvordan du kan beskytte dit barn på nettet.
Tirsdag lanceres Youtube Kids, en filtreret version af Youtube, der skal gøre det lettere for forældre at kontrollere, hvad børnene ser på den populære videotjeneste.
Versionen har været i tilgængelig i USA siden 2015, og fra tirsdag bliver det altså muligt at bruge den herhjemme,
Med et mere børnevenligt interface, stemmestyring og overvågende algoritmer skal Youtube Kids være et bedre tilbud til de mindste, der indtil nu har været sluppet løs på hovedtjenesten, som egentlig er til børn over 13 år.
Indholdet kommer fra godkendte leverandører, det er ikke muligt at kommentere videoerne, og udover algoritmer vil rigtige 'menneskeøjne' også overvåge annoncer og indhold.
På Youtube Kids er der desuden mulighed for, at forældrene kan have bedre hånd i hanke med, hvor meget tid de små tilbringer foran skærmen. Det foregår ved hjælp af en integreret timer, der fortæller, hvornår skærmtiden er forbi.
Snak med dit barn
David Guldager, der er ekspert i digitale trends, understreger, at forældre generelt skal være opmærksomme på deres børns digitale færden, hvis de vil beskytte deres barn mod ubehageligheder på nettet.
- Snak med dine børn om, hvilke platforme de bevæger sig på, og hvad de laver der. Hvis man ikke ved, hvad de laver og hvor, kan man af indlysende årsager ikke beskytte dem. Rent teknisk kan man oprette en børneprofil på de fleste tjenester, der er mere privat. Det er vigtigt at huske, at en profil som udgangspunkt er offentlig, når man opretter den, siger David Guldager til TV 2.
Selv om man har oprettet en privat profil til sit barn, kan man ikke være 100 procent sikker på, at alt er i den skønneste orden, advarer David Guldager:
- Her er det igen en fordel, hvis man har vist interesse for, hvad ens børn foretager sig på nettet. Hvis man har en åben dialog med sit barn om dets digitale færden, vil det sandsynligvis henvende sig til dig, hvis det oplever noget dumt på nettet - om det så er mobning, stødende billeder eller voksne, der skjuler sig bag en børneprofil.