Prins Joachim om fransk eventyr: - Den første udfordring er det første år

Dronning Margrethe støtter op om familiens planer om at flytte til Paris.

For første gang talte prins Joachim og prinsesse Marie søndag om familiens fremtid i Paris.

Fra september i år og frem til sommeren 2020 skal prins Joachim følge Frankrigs højst rangerende militære lederuddannelse, og i den forbindelse flytter han og familien til Paris.

- Det er en enestående chance. Det er spændende. Det er netop udfordringen ved at bygge oven på det, som jeg har nået rent militært, og at vi allesammen får prøvet at bo i Paris, siger prins Joachim til TV 2, mens han kigger over på prinsesse Marie, prins Henrik og prinsesse Athena.

Familien møder TV 2 ved gallapremieren i København på 'Lego Filmen 2', og både prins Joachim og prinsesse Marie giver sig god tid til at snakke om det franske eventyr, inden de skal ind i biografmørket.

Prinsesse Marie glæder sig til at flytte til sit hjemland, fortæller hun. 

- Det bliver dejligt. Jeg er meget glad for at være tæt på min familie, og at børnene lærer lidt mere af den franske kultur og at tale fransk lidt bedre, selv om det går fint nu. Det er en stor chance, siger hun.

Boligjagten er i gang

Familien rykker til Paris fra september, og boligjagten er nu i gang.

- Vi ved ikke, hvor vi skal bo endnu. Vi er i gang med at finde et sted, siger prinsesse Marie.

Prins Joachim ved endnu ikke, hvor længe familien vil blive boende i Paris. Prins Joachims militære uddannelse varer foreløbig til sommeren 2020.

- Den første udfordring er det første år. Lad os nu fokusere på det, der bliver rigeligt, siger prins Joachim.

Han siger også, at der er fuld støtte fra hans mor, dronning Margrethe.

- Dronningen har været meget positiv og bakket op om det også, siger prins Joachim.

Forskellige funktioner i militæret

Prins Joachim er den første danske officer, der deltager på uddannelsen i Frankrig. 

Den hører under École Militaire i Paris, der optager 30 udvalgte officerer med oberst- eller kommandørrang, og hovedemnerne på uddannelsen er militærstrategisk ledelse og internationale forhold. 

Studierne beskrives af kongehuset som "militærstudier på højeste niveau".

Prins Joachim har siden 2015 været en del af Forsvaret herhjemme som forsvarschefens særlige sagkyndige i forhold til reserven i totalstyrkekonceptet.

Hans militære uddannelse går helt tilbage til 1987, da han startede som rekrut i Dronningens Livregiment.